Stort set

Opdateret.

Straffelovens paragraf 266 b forbyder forhånelse af grupper af personer ”på grund af” deres ”race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering”. Efter paragraffens ordlyd er det ligegyldigt, hvilke grupper, der forhånes. Paragraffen gælder alle grupper. Alle er lige for loven. Det, der er forbudt, er ikke at håne bestemte grupper, men at håne grupper på grund af medlemmernes race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering. Man må gerne håne dem af andre grunde.

Sådan siger loven. Men et er, hvad loven siger, et andet er, hvordan domstolene dømmer. Domstolene mener, at der er visse priviligerede grupper, som det er forbudt at håne, uanset hvad grunden til forhånelsen er, eller hvad den går ud på.

Dette illustreres af en sag om forhånelse af fremmedarbejdere, hvor der blev afsagt dom først i byretten og så i landsretten: Sagsnummer U.1980.465Ø. Resume og uddrag af dommene kan læses på Mediejura.

Dommene

Den tiltalte havde skrevet i et læserbrev, at fremmedarbejdere ødelægger vore unge ved salg af narkotika. Han eller hun havde også skrevet noget om, at fremmedarbejdere misbruger vores sociale system.

Han blev dømt ved Tårnby Ret for at have overtrådt straffelovens § 266 b. Dommen blev anket. Ved Østre Landsret blev dommen stadfæstet for så vidt angik det første udsagn, om at fremmedarbejdere ødelægger vore unge. Østre Landsret var enig i den begrundelse, Tårnby Ret havde givet. Men landsretten frikendte tiltalte for det andet udsagn, om at fremmedarbejdere misbruger vores sociale system.

Tårnby Rets begrundelse for dommen

Tårnby ret sagde i sin dom af 25. juli 1979:

Udtrykket fremmedarbejder betegner efter den almindelige opfattelse en her i landet bosat person af sydeuropæisk, asiatisk eller afrikansk oprindelse, herunder særlig eksempelvis jugoslaver, tyrkere og pakistanere. Herefter findes det i anklagen citerede udsagn [...] at indeholde en forhånelse og nedværdigelse af en gruppe personer på grund af deres nationale eller etniske oprindelse.

Som nævnt var Østre Landsret enig i denne begrundelse for så vidt angår påstanden om, at alle fremmedarbejdere var narkohandlere eller misbrugte det sociale system.

Domstolenes fortolkning af udtrykket “på grund af”

Retten mente altså, at fremmedarbejderne blev nedværdiget ”på grund af” deres nationale eller etniske oprindelse. En mere nærliggende tolkning er, at de blev nedværdiget på grund af deres påståede handlinger, nemlig narkohandel og misbrug af det sociale system. Det var jo disse påståede handlinger, de forhånende udtalelser handlede om. At håne dem på grund af deres påståede handlinger er ikke forbudt efter lovens ordlyd.

Men som sagt, retten fandt, at fremmedarbejderne blev hånet ”på grund af” deres nationale eller etniske oprindelse. Det støttede den udelukkende på sin definition af en fremmedarbejder – en fremmedarbejder var en person, der (1) boede i Danmark, og (2) var af sydeuropæisk, asiatisk eller afrikansk oprindelse. Tankegangen var altså, at fordi et af de kriterier, der identificerede medlemmerne af den forhånede gruppe, var deres geografiske oprindelse, skete forhånelsen ”på grund af” national eller etnisk oprindelse.

Retten fortolkede loven sådan, at udtalelsernes lovlighed eller ulovlighed ikke er et spørgsmål om, hvad gruppen hånes for, eller hvad bevæggrunden er, men om, hvem gruppens medlemmer er. Hvis medlemskab af en gruppe har noget at gøre med national eller etnisk oprindelse, så er det forbudt at håne den, uanset hvad man håner den for eller hvad ens bevæggrund er.

Det synes at medføre, at en hvilkensomhelst forhånelse af fremmedarbejderne ville have været strafbar.

Mere generelt synes det at medføre, at hvis en gruppe er defineret ved, at dens medlemmer opfylder en række kriterier, og hvis mindst et af kriterierne handler om race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering, så det forbudt at forhåne gruppen.

Groft dadelværdigt forhold

Østre Landsret sagde i sin dom af 7. januar 1980:

Det af tiltalte i det omhandlede læserbrev fremsatte udsagn om, at fremmedarbejderne ødelægger vore unge ved salg af narkotika for egen vinding, findes at indeholde en generel beskyldning for et i almindeligt omdømme så groft dadelværdigt forhold, at udsagnet må anses for en efter straffelovens § 266 b strafbar forhånelse. Herefter, og af de i dommen i øvrigt anførte grunde, vil denne for så vidt angår denne del af tiltalen være at stadfæste, medens tiltalte vil være at frifinde med hensyn til udtalelsen om misbrug af vort socialsystem.

Det er kuriøst, at retten bruger ordet ”herefter” i stedet for ”derfor”. Normalt når man drager en konklusion fra en begrundelse, siger man ”derfor”. Man siger, ”Det regner. Derfor tager jeg paraply med”, ikke ”Det regner. Herefter tager jeg paraply med”. Det virker som om retten ved brug af ”herefter” vil tage højde for, at konklusionen ikke følger logisk fra begrundelsen.

Østre Landsret formulerer tre kriterier, som tilsammen kan føre til, at et udsagn er en strafbar forhånelse efter paragraf 266 b: (1) udsagnet indeholder beskyldninger om i almindeligt omdømme groft dadelværdige forhold, (2) dadelværdighedens grovhed overstiger – i almindeligt omdømme – en vist mindste-tærskel, og (3) der er tale om ”generelle” beskyldninger.

Retten anså salg af narkotika for at være et ”i almindeligt omdømme groft dadelværdigt forhold”, mens det samme tilsyneladende ikke gjaldt misbrug af det sociale system. Det kan man smile ad, men man kan også tivle på, at dommerne har en så nuanceret indsigt i, hvad der er eller ikke er groft dadelværdigt i almindeligt omdømme. Retten pålagde så vidt vides ikke anklagemyndigheden at føre bevis for, at ødelæggelse af vore unge ved narkosalg for egen vinding var groft dadelværdigt i almindeligt omdømme, og der blev heller ikke foretaget meningsmålinger eller lignende.

Det er ikke relevant for en beskyldnings strafbarhed, om den er sand eller falsk. Så hvis en gruppe rent faktisk gør sig skyldig et dadelværdigt forhold, hvis gruppen er kendetegnet ved medlemmernes race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, og hvis forholdet i almindeligt omdømme er særlig groft dadelværdigt, så er det forbudt offentligt at konstatere det. Man skal holde det hemmeligt, ellers risikerer man at komme i fængsel.

Generel beskyldning

Man bemærker vendingen ”generel beskyldning” i Østre Landsrets dom. Der står intet i loven om, at generelle eller generaliserende beskyldninger er forbudte. Det, der gør en forhånelse strafbar ifølge lovens ordlyd, er ikke om den er generel eller generaliserende, men om den fremsættes på grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering.

Det Østre Landsret mente med ”generel” var nok, at beskyldningen omfattede alle fremmedarbejdere, og at det efter dens fortolkning af paragraffen er forbudt at håne gruppen bestående af alle fremmedarbejdere. Man kan måske også slutte modsætningsvis, at hvis beskyldningen ikke havde været ”generel”, altså hvis den ikke havde omfattet alle fremmedarbejdere, men kun nogle af dem, så ville den have været tilladt.

Men det kan alligevel ikke passe. For gruppen af fremmedarbejdere er allerede indskrænket i forhold til gruppen af mennesker af sydeuropæisk, asiatisk eller afrikansk oprindelse. Set i forhold til denne større gruppe er beskyldningen om narkohandel ikke generel eller generaliserende, fordi den kun rettes mod dem, der bor i Danmark.

Påstanden om, at alle fremmedarbejdere var narkohandlere eller misbrugte det sociale system, var selvfølgelig urigtig og uretfærdig. Det var uretfærdigt at lade beskyldningen omfatte alle fremmedarbejdere. Nogle af fremmedarbejderne var hverken narkohandlere eller social-misbrugere, men de blev alligevel omfattet af beskyldningen, alene på grund af deres nationale eller etniske oprindelse, kombineret med deres danske bopæl.

Det er nok sådan noget, der ligger bag domstolenes tankegang. Det har bare ikke noget med loven at gøre.

Budskabet var forbudt, ikke formen

Det, der gjorde, at tiltaltes udsagn var strafbart, var ifølge Østre Landsret, at det indeholdt en i almindeligt omdømme særlig groft dadelværdig beskyldning mod fremmedarbejderne. Det var altså udsagnets indhold, ikke dets form, der var forbudt. Hverken Tårnby Ret eller Østre Landsret havde noget at udsætte på formuleringen. Der var ikke tale om, at sprogbrugen ikke var pæn nok, eller at tonen var for skinger, eller noget i den retning. Det var selve substansen i udsagnet, der gjorde det strafbart.