Tag Archives: menneskerettigheder

Domstolenes fortolkning af racismeparagraffen 2

En sag om forbudte udtalelser om ”personer af muslimsk observans” bekræfter, at domstolene fortolker straffelovens paragraf 266 b som om der er visse priviligerede grupper, det er forbudt at håne, uanset hvad grunden til forhånelsen er eller hvad den går ud på. Den viser desuden, at nogle dommere mener, at minoritetsgrupper nyder mere beskyttelse end andre grupper, og at politikere har mere ytringsfrihed end andre borgere. Sagen illustrer også hvordan Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bruges til at undergrave den stærke tradition for ytringsfrihed, vi ellers har haft i Danmark.

Lissabon-traktaten 2

Stort set blogger Lisssabon-traktatens artikel 1-3, om unionens “værdier” og mål. Disse værdier og mål fastlægges i traktaten, således at vælgerne ikke længere kan få nogen indflydelse på dem. Unionen bliver tildelt magt til at forfølge sine mål. Der må ikke være grænser mellem EU-landene. EU skal stå for den ydre grænsekontrol, asyl, indvandring, og forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet. De enkelte landes vælgere får altså minimal indflydelse på disse ting.

Ytringsfrihed og seksuel orientering

Siden 1987 har det været forbudt at håne folk for deres seksuelle orientering, og straffen er op til to års fængsel. Et udtrykkeligt formål med forbudet er at bruge truslen om fængselsstraf til at ændre folks meninger om og holdninger til homoseksuelle. Et andet udtrykkeligt formål er at bruge truslen om fængselsstraf til at gøre den offentlige debat mere seriøs.

Racismeparagraffen

Straffelovens såkaldte racismeparagraf forbyder forhånelse af grupper af visse særlig politisk ukorrekte grunde. Den havde som forløber en meget rimelig paragraf fra 1939, der forbød jødeforfølgelser. Men i 1971 blev den voldsomt strammet, og strafferammen blev øget fra 1 til 2 år. Det skete under henvisning til FNs racismekonvention, men det synes at have været et påskud, for stramningerne gik langt videre, end konventionen kræver. Ved forhandlingen af konventionen var der kun få lande, der bekymrede sig om indskrænkningen af ytringsfriheden, og blandt dem var det kun de de nordiske lande, der ratificerede den uden at tage forbehold på dette punkt. Siden 1971 er paragraffen blevet strammet et par gange. Den er aldrig blevet ændret i retning af mere ytringsfrihed.

Ytringsfriheden er ikke grundlovssikret

Grundloven sikrer os mod forhåndscensur, men den sikrer os ikke mod at blive straffet eller idømt erstatningsansvar for at sige vores mening. Tværtimod siger den, at når man udtaler sig offentligt, sker det under ansvar over for domstolene. Det vil sige at Folketinget har stort set ubegrænset ret til at indføre love, som knægter ytringsfriheden. Denne ret har tinget benyttet sig af i vidt omfang. Højesteret og andre domstole har i mange tilfælde idømt folk straf for ytrings-forbrydelser.