Tag Archives: Højesteret

Domstolenes fortolkning af racismeparagraffen 2

En sag om forbudte udtalelser om ”personer af muslimsk observans” bekræfter, at domstolene fortolker straffelovens paragraf 266 b som om der er visse priviligerede grupper, det er forbudt at håne, uanset hvad grunden til forhånelsen er eller hvad den går ud på. Den viser desuden, at nogle dommere mener, at minoritetsgrupper nyder mere beskyttelse end andre grupper, og at politikere har mere ytringsfrihed end andre borgere. Sagen illustrer også hvordan Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bruges til at undergrave den stærke tradition for ytringsfrihed, vi ellers har haft i Danmark.

Dokumenter om Lissabon-traktaten

Her er samlet en række links til officielle dokumenter om Lissabon-traktaten: Traktaten selv, den nugældende traktat, traktaten som den ser ud når den er skrevet sammen med den nugældende traktat, og forskellige officielle redegørelser, deriblandt justitsministeriets redegørelse for traktatens påståede lovlighed ifølge Grundloven. Der er også links til nogle dokumenter om tidligere EU-traktater, der stadig er relevante. Det drejer sig om justitsministeriets redegørelser for, hvorfor det mente, at tidligere traktater var i overensstemmelse med Grundloven, og Højesterets dom i sagen om Maastricht-traktaten, samt nogle dokumenter om forfatnings-traktaten.

Racismeparagraffen

Straffelovens såkaldte racismeparagraf forbyder forhånelse af grupper af visse særlig politisk ukorrekte grunde. Den havde som forløber en meget rimelig paragraf fra 1939, der forbød jødeforfølgelser. Men i 1971 blev den voldsomt strammet, og strafferammen blev øget fra 1 til 2 år. Det skete under henvisning til FNs racismekonvention, men det synes at have været et påskud, for stramningerne gik langt videre, end konventionen kræver. Ved forhandlingen af konventionen var der kun få lande, der bekymrede sig om indskrænkningen af ytringsfriheden, og blandt dem var det kun de de nordiske lande, der ratificerede den uden at tage forbehold på dette punkt. Siden 1971 er paragraffen blevet strammet et par gange. Den er aldrig blevet ændret i retning af mere ytringsfrihed.

Ytringsfriheden er ikke grundlovssikret

Grundloven sikrer os mod forhåndscensur, men den sikrer os ikke mod at blive straffet eller idømt erstatningsansvar for at sige vores mening. Tværtimod siger den, at når man udtaler sig offentligt, sker det under ansvar over for domstolene. Det vil sige at Folketinget har stort set ubegrænset ret til at indføre love, som knægter ytringsfriheden. Denne ret har tinget benyttet sig af i vidt omfang. Højesteret og andre domstole har i mange tilfælde idømt folk straf for ytrings-forbrydelser.

Er Højesteret følgagtig over for regeringen og Folketinget?

Højesterets dommere supplerer deres indkomst i stor stil med biindtægter fra bijobs, og mange af disse biindtægter uddeles af justitsministeriet og andre ministerier. Derfor kan man ikke forvente, at dommerne er uafhængige. En konkret dom fra 1994 bekræfter denne mistanke. Dengang var konstituerede dommere ikke beskyttet mod afskedigelse og forflyttelse, i direkte strid med Grundlovens regel om, at dommere kun kan afsættes ved dom og ikke kan forflyttes mod deres ønske. Højesteret godkendte brugen af konstituerede dommere med henvisning til, at det gjorde Folketinget også, og at det havde stået på i mange år. Det ligner følgagtighed. Retten svigtede sin fornemste opgave – at sikre borgernes rettigheder over for regeringen og Folketinget.