Stort set

I en sag fra 1980 blev tiltalte dømt for forhånelser efter paragraf 266 b, selvom dommerne ikke tog stilling til grunden til forhånelserne. De interesserede sig kun for de forhånede gruppers beskaffenhed. De antog, at der eksisterer særlig priviligerede grupper, som det er forbudt at håne uanset af hvilken grund. Mere konkret mente de, at det er forbudt at forhåne grupper af mennesker fra Tyrkiet og Pakistan samt grupper af ”muhammedanere”. Dommene gav ingen antyding af, hvilke andre grupper det eventuelt er forbudt at forhåne, eller om der eksisterer grupper, som det er tilladt at forhåne. De efterlader en særdeles usikker retstilstand.

Domstolene mener, at der er visse priviligerede grupper, som det er forbudt at håne, uanset hvad grunden til forhånelsen er, eller hvad den går ud på. Men det stemmer ikke med straffelovens håneparagraf, også kaldet racismeparagraffen. Efter paragraffens ordlyd er det ligegyldigt, hvilke grupper, der forhånes. Det, der er forbudt, er ikke at håne bestemte grupper, men at håne grupper på grund af medlemmernes race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering. Man må gerne håne dem af andre grunde.