En samling artikler fra 2007 om tillid og sammenhængskraft.
- Lighed er ikke sammenhængskraft
-
Punditokraterne, 17. juni 2007, Christian Bjørnskov
Mål som social tillid, dvs. graden af tillid som danskerne har til folk de ikke kender, ligger Danmark i den absolutte top i verden sammen med Norge og Sverige – og faktisk også sammen med New Hampshire og enkelte af de canadiske provinser. Tilliden bidrager til uddannelse, kvaliteten i retsvæsenet, og tillader os at arbejde mere effektivt sammen [...]. Som mange erhvervsfolk har lært, er der noget om det når man nogle gange hører, at det er lettere at lede 200 danskere end 20 tyskere. [...]
Christian Bjørnskov mener ikke, at velfærdsstatens omfordeling kan føre til øget sammenhængskraft i samfundet. Han nævner, at højere lighed (før omfordeling) er forbundet med højere tillid når man sammenligner lande med hinanden. Men det er altså ligheden før omfordeling, det drejer sig om. Velfærdsstaten har i sig selv ingen indflydelse på graden af tillid i samfundet. Christian Bjørnskov mener også, at sammenhængen mellem lighed og tillid ikke gælder for “relativt små lande”.
- Sammenhængskraft er kulturelt betinget
-
Jyllands-Posten, Kasper Støvring, 15. august 2007. Kan også læses på Respublica.
Når begrebet sammenhængskraft er så vanskeligt at forstå, og derfor hyppigt kan bruges (og misbruges), skyldes det, at vi har at gøre med uformelle normer, der er stærke i et tæt folkeligt fællesskab som det danske. Disse delte normer gør det lettere for fællesskabets medlemmer at samarbejde. Hvis man forventer, at andre som hovedregel vil opføre sig pålideligt og ærligt, så vil medlemmerne efterhånden begynde at stole på hinanden. Tillid vokser frem, og samværet bliver mere gnidningsfrit.
- Vi er verdens mest tillidsfulde folk
-
Ugebrevet A4, 24. september 2007, Iver Houmark Andersen
Troen på andre gør det nemt for [danskerne] at samarbejde, og den er med til at holde dansk økonomi i topform.
I en måling af tillid blandt 86 folkefærd ligger Danmark på førstepladsen, efterfulgt af Norge, Sverige og Finland, mens Frankrig er nummer 50.
Vi ligger også i international front, når det gælder tiltro til retssystemet, politiet, administrationen og sågar den til enhver tid siddende regering.
Professor Gert Tinggaard Svendsen fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet har været med til at lave målingen. Han mener, at “velfærdsstaten både hviler på og er med til at opbygge tillid”.
Men mere interessant er det med de mistroiske franskmænd.
Mens 6 ud af 10 danskere mener, at »man kan stole på de fleste«, så gælder det kun hver femte franskmand [...]
Det vil altså sige, at fire ud af fem franskmænd mener, at de fleste franskmænd er utroværdige eller upålidelige. Man må gå ud fra, at de ved, hvad de taler om. Så det lader til, at mens de fleste danskere er troværdige og pålidelige, er de fleste franskmænd utroværdige og upålidelige. I hvert fald efter deres velinformerede landsmænds mening.
Hvad så, hvis et stort antal franskmænd indvandrede til Danmark? Det ville nok ikke gøre noget, hvis det kun drejede sig om 1.000 eller 5.000, men hvad hvis der kom 100.000 eller 200.000 utroværdige og upålidelige franskmænd til landet? Ville det ikke svække danskernes tillid til hinanden og det danske samfunds sammenhængskraft?
Nå, det er kun et tankeeksperiment. Vores politikere er ikke så uansvarlige, at de lukker 100.000 franskmænd ind i Danmark. Heldigvis.
- Tillid – ikke et velfærdsstatsfænomen
-
Punditokraterne, Christian Bjørnskov, 24. september 2007
Indlægget er en kritik af artiklen “Vi er verdens mest tillidsfulde folk”, fra Ugebrevet A4, omtalt ovenfor.
[...] Danmark har en af verdens mest tillidsfulde befolkninger [...]. Den særligt høje tillid i Norden kan [...] ses som en vigtig forklaring på, hvorfor en gruppe lande i en udkant af verden med elendigt klima er blandt verdens rigeste.
Men Christian Bjørnskov er ikke enig i professor Gert Tinggaard Svendsens forklaringer på, hvorfor tilliden er så høj i Norden, såsom at “velfærdsstaten både hviler på og er med til at opbygge tillid”.
Aktivitet i frivillige organisationer fører altså ikke til mere social tillid, kun til tillid til de mennesker, man er aktive sammen med. Og forhold som korruption medfører ikke at folk mister tillid til hinanden – de mister højest tillid til staten og dens formelle institutioner. En hovedkonklusion fra den nyeste forskning peger faktisk på, at staten slet ikke har nogen rolle i forbindelse med tillid, medmindre den er rendyrket kommunistisk [...]
I kommentarerne til indlægget skriver professor Peter Nannestad:
Det er bredt accepteret, at indkomst(u)lighed er den stærkeste determinant for graden af generaliseret tillid i et land.
Christian Bjørnskov svarer blandt andet, at graden af økonomisk ulighed efter skatter, omfordeling osv, altså uligheden “efter at velfærdsstaten har været der”, har været stabil siden 1963. Derfor tvivler han på, at velfærdsstaten overhovedet mindsker den økonomiske ulighed. Hvis den ikke gør det, er der ikke noget belæg for at hævde, at den styrker tilliden og sammenhængskraften.
- Den politiske sammenhæng mellem lighed og sammenhængskraft
-
180Grader, 12. december 2007, Christian Bjørnskov
Christian Bjørnskov drager følgende konklusioner fra tallene i bogen “Den Retfærdige ulighed” af Martin Ågerup:
Danskernes tillid til hinanden og til Folketinget er steget siden starten af 1980′erne, og særligt tilliden til ‘manden på gaden’ er noget nær verdensrekord. Danskernes tendens til at engagere sig i foreninger har også været markant stigende, mens resten af indikatorerne for sammenhængskraft har været relativt stabile på et højt niveau. Mest markant er det at bemærke, at danskernes tilslutning til at sætte frihed over lighed er steget tydeligt siden 1981.
Sammenhængskraften er altså steget siden 1981, af en eller anden ukendt grund. Det kan ikke forklares med, at den økonomiske ulighed er blevet mindre, for den er rent faktisk blevet lidt større, ifølge Christian Bjørnskov. Blandt andet derfor mener han ikke, at øget ulighed skader sammenhængskraften i Danmark. Men det kan da godt være, at hvis den økonomiske ulighed ikke var blevet større, ville sammenhængskraften være steget endnu mere.
Christian Bjørnskov henviser til sin forskning, som angivelig viser, at der ikke er nogen sammenhæng mellem lighed og sammenhængskraft i små, rige lande som Danmark. Men sammenfatningen af hans artikel “Determinants of generalized trust: A cross-country comparison” fra tidsskriftet Public Choice siger klart at social polarisering i form af indkomst-ulighed og etnisk mangfoldighed mindsker tilliden i samfundet (”Social polarization in the form of income inequality and ethnic diversity reduces trust”). Så pointen må være, at ulighed i almindelighed skader sammenhængskraften, dog ikke i små rige lande som Danmark.
Det er lidt overraskende, at man kan påvise sådan noget rent videnskabeligt. For antallet af små rige lande må være temmelig lille. Når talmaterialet er begrænset, vil man normalt ikke kunne afvise en sammenhæng (i dette tilfælde mellem sammenhængskraft og lighed). Som oftest kan man kun konkludere, at man ikke kan påvise en sammenhæng. Så måske strammer Christian Bjørnskov sine resultater en lille smule.
