Stort set

I en sag fra 1980 blev tiltalte dømt for forhånelser efter paragraf 266 b, selvom dommerne ikke tog stilling til grunden til forhånelserne. De interesserede sig kun for de forhånede gruppers beskaffenhed. De antog, at der eksisterer særlig priviligerede grupper, som det er forbudt at håne uanset af hvilken grund. Mere konkret mente de, at det er forbudt at forhåne grupper af mennesker fra Tyrkiet og Pakistan samt grupper af ”muhammedanere”. Dommene gav ingen antyding af, hvilke andre grupper det eventuelt er forbudt at forhåne, eller om der eksisterer grupper, som det er tilladt at forhåne. De efterlader en særdeles usikker retstilstand.

Domstolene mener, at der er visse priviligerede grupper, som det er forbudt at håne, uanset hvad grunden til forhånelsen er, eller hvad den går ud på. Men det stemmer ikke med straffelovens håneparagraf, også kaldet racismeparagraffen. Efter paragraffens ordlyd er det ligegyldigt, hvilke grupper, der forhånes. Det, der er forbudt, er ikke at håne bestemte grupper, men at håne grupper på grund af medlemmernes race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering. Man må gerne håne dem af andre grunde.

Straffelovens såkaldte racismeparagraf forbyder forhånelse af grupper af visse særlig politisk ukorrekte grunde. Den havde som forløber en meget rimelig paragraf fra 1939, der forbød jødeforfølgelser. Men i 1971 blev den voldsomt strammet, og strafferammen blev øget fra 1 til 2 år. Det skete under henvisning til FNs racismekonvention, men det synes at have været et påskud, for stramningerne gik langt videre, end konventionen kræver. Ved forhandlingen af konventionen var der kun få lande, der bekymrede sig om indskrænkningen af ytringsfriheden, og blandt dem var det kun de de nordiske lande, der ratificerede den uden at tage forbehold på dette punkt. Siden 1971 er paragraffen blevet strammet et par gange. Den er aldrig blevet ændret i retning af mere ytringsfrihed.