Monthly Archives oktober 2007

Ytringsfriheden er ikke grundlovssikret

Grundloven sikrer os mod forhåndscensur, men den sikrer os ikke mod at blive straffet eller idømt erstatningsansvar for at sige vores mening. Tværtimod siger den, at når man udtaler sig offentligt, sker det under ansvar over for domstolene. Det vil sige at Folketinget har stort set ubegrænset ret til at indføre love, som knægter ytringsfriheden. Denne ret har tinget benyttet sig af i vidt omfang. Højesteret og andre domstole har i mange tilfælde idømt folk straf for ytrings-forbrydelser.

Er Højesteret følgagtig over for regeringen og Folketinget?

Højesterets dommere supplerer deres indkomst i stor stil med biindtægter fra bijobs, og mange af disse biindtægter uddeles af justitsministeriet og andre ministerier. Derfor kan man ikke forvente, at dommerne er uafhængige. En konkret dom fra 1994 bekræfter denne mistanke. Dengang var konstituerede dommere ikke beskyttet mod afskedigelse og forflyttelse, i direkte strid med Grundlovens regel om, at dommere kun kan afsættes ved dom og ikke kan forflyttes mod deres ønske. Højesteret godkendte brugen af konstituerede dommere med henvisning til, at det gjorde Folketinget også, og at det havde stået på i mange år. Det ligner følgagtighed. Retten svigtede sin fornemste opgave – at sikre borgernes rettigheder over for regeringen og Folketinget.

Kan vi have tillid til Højesteret og de øvrige domstole?

Højesterets dommere har betydelige bijob og biindtægter. I gennemsnit er biindtægterne circa lige så store som dommerlønnen. Det fører til tvivl om dommernes habilitet, upartiskhed og uafhængighed og om kvaliteten af deres arbejde. I Irland og England er der forbud mod, at dommere har bijob, og i Canada anser man det for at være utænkeligt i et oplyst samfund. Nogle af bijobbene består i medlemskab af offentlige nævn og råd, og det er direkte i strid med en ordret læsning af Grundloven. Justitsministeriets fortolkning af Grundloven er på dette punkt indlysende forkert. Folketinget ændrede reglerne i 2006 uden på nogen måde at imødekomme kritikken. Juraprofessor Eva Smith var medlem af det udvalg, der forberedte den nye lov. Hun forsøgte forgæves at forsvare retssikkerheden gennem en række mindretalsudtalelser, som hun stod helt alene om. Økonomiprofessor Christen Sørensen har også kritiseret reglerne skarpt.