Stort set

Undervisningsinspektør Vilhelm Nielsen sammenfattede i 1972 nogle grunde til modstand mod EF, som fulgte af forskellene mellem dansk samfundssyn og politisk kultur og hvad man finder i det øvrige Europa. Traktaten som etablerede EF blev underskrevet i Rom og fik derfor navnet Rom-traktaten, hvilket understregede, at den var præget af tysk-romersk og måske katolsk tankegang. Ganske vist skulle England med i EF, men den frihed, som var karakeristisk for det engelske samfund, var ikke på samme måde til stede i EF, som det for eksempel fremgik af de mange regler i traktaten om forordninger og direktiver. End ikke de varmeste tilhængere hævdede, at traktaten var i overensstemmelse med et dansk samfundssyn. Vores egentlige nationale særpræg var, ifølge Vilhelm Nielsen, vores civilsamfund og de folkelige kræfters politiske, økonomiske, og kulturelle indflydelse. Dette satte vi over styr til fordel for et centraliseret fælleseuropæisk magtapparat. Vi kunne ikke håbe på at udbrede vores samfundssyn i resten af Europa. Ganske vist lykkedes det for de danske sønderjyder mellem 1864 og 1920 at holde fast i deres danske livs- og samfundssyn, men det var urealistisk at eksportere det til Berlin og til Tyskland som helhed.

Her følger et uddrag af ”En ren tilfældighed”, af Vilhelm Nielsen, Højskolebladet, årgang 97, nr. 3 (1972), 36-38:

Fhv. økonomi- og markedsminister Nyboe Andersen har følt sig foranlediget til i en artikel i en række venstreblade og i Information at rette skytset mod »præster, lærere og højskolefolk« og andre, som er »rodfæstede i et folkeligt dansk samfundssyn« og derfor modstandere af fællesmarkedet.

Jeg kan naturligvis på ingen måde tale på disse kredses vegne, men kan ikke lade være med – på egne vegne – at komme med nogle modbemærkninger.

(1.) [Indledningsvis anfører Nyboe Andersen, at det er] »venstrefløjen« [...] som politisk repræsenterer [modstanderne]. Er Nyboe Andersen helt tryg ved »højrefløjen« blandt tilhængerne – både her i landet og i Europa som helhed?

(2.) Dernæst bebrejdes vi »demagogisk misbrug af det tilfældige sted for traktatens underskrift«, Rom. »Man udnytter bevidst alle de ubehagelige associationer, der [...] er knyttet til katolicismen og det tysk-romerske rige ved altid at tale om Romunionen i stedet for det Europæiske Fællesskab.« [...]

For det første må det hertil siges, at hvis man kender lidt til, hvad Grundtvig, som Nyboe Andersen lidt senere inddrager i sin argumentation, forstod ved »Rom« og »romersk tankegang«, så forekommer det meste af dansk historieundervisning stadig stærkt præget af denne og slet ikke i stand til at afgive grundlag for det hav af »ubehagelige associationer«, som der kunne være anledning til. Måske nok overfor katolicismen, og måske for meget overfor den. Men det tysk-romerske rige behandles jo f. eks. stort set som noget konstruktivt og positivt. Er der ubehagelige associationer i den sammenhæng, skyldes de vist snarere ordet tysk end ordet romersk. Krag har jo kunnet modtage Karls-prisen, uden at nogen gøede ad det – ovenikøbet omtrent samtidig med, at Eivind Johnson fik Nordisk Råds pris for »Hans nådes tid«, som giver et indtryk af de menneskelige og folkelige omkostninger ved denne genoplivelse af det klassiske romerrige, som også i sig selv stort set behandles og bedømmes positivt. Statsligt og politisk er reaktionen mod »romersk tankegang« altså ikke nær så klar, som på det religiøse område, og på »skolens«, d. v. s. kulturens, område, hvor den efter Grundtvigs mening er farligst og først og fremmest skal bekæmpes, forstår de fleste jo stort set ikke, hvad han mener. Mulighederne for »ubehagelige associationer« er altså stærkt begrænsede, og man har langt fra udnyttet dem fuldt ud. [...]

For det andet synes jeg ikke, Nyboe Andersen er den rette til at tale om »demagogisk misbrug«. I mine ører har hans egen tale om fællesmarkedet som et »samarbejde« i lige så høj grad været et demagogisk misbrug af et ord, hvortil der er knyttet positive associationer i de fleste menneskers ører. Målet er jo ikke samarbejde, men sammenslutning eller sammensmeltning, hvilket tilsløres, når man idelig taler om »et udvidet europæisk samarbejde«. Ordet samarbejde er en eufemisme, når det gælder fællesmarkedet. [...]

Er det forøvrigt undgået Nyboe Andersens opmærksomhed, at navnet Bruxelles i mange ører har fået en næsten ligeså ubehagelig klang som Rom [...].

(3.) Danmark går kun ind i fællesmarkedet sammen med England, hedder det videre, det England, som Grundtvig beundrede og blev inspireret af. [...]

Grundtvigs syn på England var betydelig mere nuanceret end Nyboe Andersen synes at vide. Man får rent ud sagt en mistanke om, at han aldrig har læst Indledningen til Nordens Mythologi 1832, men kun fortalen, som han direkte hentyder til. Grundtvig er f. eks. ikke tilhænger af engelsk parlamentarisme, og jeg kender heller ikke noget sted, hvor han taler om »politisk modenhed« i England, i hvert fald ikke som et bredt folkeligt fænomen. Men lad det være, det afgørende er, om den frihed, han lovpriser England for, findes i EF, er det typiske og karakteristiske ved EF. Er der slet ingen fare for papir- og kontorvælde? Indgyder de mange regler i traktaten om forordninger og direktiver o. s. v. tillid, når man har et »folkeligt samfundssyn«? Eller landbrugsordningerne? Er alt dette udtryk for en frihed, som befordrer »materiel fremdrift, åndeligt liv og politisk modenhed«? Eller kan det tænkes, at den aktuelle udvidelse, bl. a. med England, med et slag vil ændre alt dette og stille det i et nyt lys? Hvis det er meningen er det dog højst ejendommeligt – og højst betænkeligt – at begynde med at acceptere traktaten til sidste tøddel.

(4.) Ikke mindst er disse spørgsmål vigtige, fordi de danner baggrunden for Nyboe Andersens frejdige opfordring til os om at lade det »danske folkelige livssyn komme i strid« sammen med det britiske ved en indmeldelse i EF.

Her er vi ved noget meget væsentligt. Man skal nok lægge mærke til, at Nyboe Andersen intetsteds hævder, at Rom-traktaten – undskyld, EF-traktaten – efter sit indhold er i overensstemmelse med det, han kalder »et folkeligt dansk samfundssyn« – eller blot beslægtet med det. Han er vist godt klar over, at der her er fare på færde, at der forestår en kamp. Min opfattelse er ikke, at vi skal undgå kamp – og Nyboe Andersen kunne godt have sparet os for clicheerne om »folkeligt reservat«, »hygge sig i smug« o. l. – men at vi ved en tilslutning i vidt omfang fraskriver os mulighederne for at kæmpe, grundlaget for at føre en kamp. Vi opgiver på forhånd væsentlige dele af det, vi vil kæmpe for, og det er ikke tilrådeligt. Resultatet af de sidste 100 års Danmarkshistorie: at folkelige kræfter nede fra gennem et farverigt spektrum af vækkelser og bevægelser overtog det politiske ansvar for landet, dette resultat, som er ligeså politisk og økonomisk, som det er nationalt og kulturelt – og som er vort egentlige nationale særpræg – sætter vi frivilligt over styr på væsentlige områder til fordel for et centraliseret fælleseuropæisk magtapparat i Bruxelles. Hvis vi møjsommeligt har tilkæmpet os noget i retning af »politisk modenhed« som et bredt folkeligt fænomen, der siden århundredskiftet har haft den afgørende indflydelse på den øverste myndigheds sammensætning og kurs, skal vi så nu uden at blinke umyndiggøre os selv på en række af de vigtigste områder – og samtidig hævde, at vi sandelig da vil kæmpe for frihed og folkestyre i hele Europa? På hvilke måder, med hvilke midler, ad hvilke veje vil man egentlig kæmpe efter at have accepteret traktatens ånd og bogstav til sidste komma?

(5.) »Hvornår har man oplevet, at åndelige værdier kunne bevares, endsige trives og blomstre, på grundlag af en rent defensiv holdning overfor andre opfattelser?«, hedder det dernæst.

Bortset fra at jeg ikke bryder mig om udtrykket »åndelige værdier« og ikke finder det dækkende i denne sammenhæng, vil jeg henvise til de danske sønderjyder mellem 1864 og 1920. »Rent defensiv« kan man vel lige så lidt kalde deres holdning den gang som vores i dag. De forsøgte vel efter evne at gøre deres livs- og samfundssyn gældende i Berlin og i Tyskland som helhed, men de var realistiske nok til først og fremmest at søge det bevaret indenfor deres egne enemærker, hvilket stort set lykkedes, og det er al ære og respekt værd. Talmæssigt og på anden måde vejede de vel omtrent ligeså meget til, som vi vil komme til det i EF. Mon ikke Nyboe Andersen vil indrømme, at deres stort set defensive kamp lykkedes, og at en offensiv ville have været urealistisk galimatias? Vel er der forskel på Bismarcks og kejser Wilhelms Tyskland og så EF, men også EF har sammenslutning og sammensmeltning som erklæret mål. Vel er sprog og nationalitet ikke truet, men vigtige politiske og økonomiske afgørelser er skåret ud af deres folkelige sammenhæng. Hvad det vil medføre, og hvor vidt det vil brede sig, kan ingen overskue.

(6.) Vi skal »bygge bro mellem Europa og det øvrige Norden«, hedder det til slut. Nej, vi skal ikke. Det er ikke nødvendigt. Indflydelserne fra Europa skal nok komme af sig selv, som de altid har gjort det. Ingen tænker på at lukke af for dem, hvad også ville være ugørligt. Men de skal modtages og forarbejdes af os selv, på vort eget grundlag, som kan være svagt nok, når så mange ikke kan fornemme EF-traktatens fremmedartethed. Vi skal samarbejde med Europa – sammen med de andre nordiske lande. End ikke dem skal vi sammensmeltes med. Men sammensluttes med dem skal vi måske under een eller anden form. De reelle muligheder og betingelser for et sådant samarbejde mellem Europa og de nordiske lande er endnu ikke kommet på bordet, fordi vi – selvudslettende – hvilket ifølge Grundtvig er Danmarks største fare og fejl – har været alt for forhippede på at acceptere en sammenslutnings- og sammensmeltningstraktat med de seks, som end ikke de varmeste tilhængere kan kalde beslægtet med dansk og nordisk tradition.