Stort set

Preben Wilhjelm, den gamle venstresocialist, har skrevet et essay med titlen ”Irakkrigen og den fremtidige verdensorden.” Det er muligvis udkommet i Infomation den 20. marts 2004. I skrivende stund er det tilgængelig på nettet her: [Opdateret 22. februar 2008: dokumentet er ikke længere på nettet, men der findes en omskrevet og forkortet version her]. Det findes åbenbart som en piece ugivet af noget der hedder Fredsfonden.

Preben Wilhjelm mener som mange andre, at reglerne i FN-pagten udgør noget, der kan kaldes en international retsorden. Han mener, at denne retsorden beskytter Danmark og andre små lande, og at vi derfor ikke behøver at holde os gode venner med amerikanerne. Pagten er imidlertid blevet undermineret af krigen i Irak, og som konsekvens af krigen drejer internationale sikkerhedsspørgsmål sig nu – i modsætning til tidligere, forstår man – udelukkende om magt.

Wilhjelm er en god kilde til forståelse af denne tankegang, fordi han er mere grundig i sin fremstilling end de fleste andre internationalister. Som for eksempel ambassadør Tyge Lehman i den kronik han skrev, da han gik på pension.

FN-pagten udgør ikke en retsorden

Wilhjelm har ikke ret. FN-pagten udgør ikke en retsorden.

En normal retsorden består af nogle love og regler, nogle uafhængige og upolitiske domstole, som afgør konkrete sager i henhold til reglerne og fastsætter sanktioner, samt en politistyrke, som gennemtvinger sanktionerne.

FNs regler siger, at landene ikke må bruge militær magt, bortset fra selvforsvar, medmindre det er godkendt af sikkerhedsrådet. FN har en domstol, som måske til en vis grad er uafhængig og upolitisk, men den svarer ikke til almindelige domstole, fordi den ikke råder over nogen sanktioner. End ikke sikkerhedsrådet kan iværksætte sanktioner. Det kan højst godkende sanktioner, men når det gælder om at gennemtvinge dem, er det afhængigt af, hvilke lande der har lyst til at være med. Og sikkerhedsrådet er jo i høj grad ikke uafhængigt og upolitisk.

Ydermere har de fem gamle stormagter vetoret i sikkerhedsrådet. Det medfører, at der ikke kan iværksættes sanktioner mod dem og deres venner. Med andre ord, stormagterne og deres venner kan gøre som de vil.

Det har ikke meget med retsorden at gøre.

Irak-krigen har ikke ødelagt den internationale retsorden, for der har aldrig eksisteret sådan en. Internationale forhold har altid været et spørgsmål om magt, og det vil de blive ved med at være. Det er ikke FN men USA og England, der hidtil har beskyttet Danmark.

Retstilstanden svarer til pagtens ordlyd

Som sagt forbyder FN-pagten al militær magtanvendelse, bortset fra selvforsvar, medmindre den er godkendt af sikkerhedsrådet. For at sikkerhedsrådet kan godkende magtanvendelse kræves, ifølge pagten, at der foreligger en trussel mod freden, et fredsbrud eller en angrebshandling, og at magtanvendelsen er nødvendig for at opretholde eller genoprette den mellemfolkelige fred og sikkerhed.

Wilhjelm mener, at angrebet paa Irak i marts 2003 ikke opfyldte disse betingelser. Han mener, som mange andre, at sikkerhedsrådets resolution 1441 ikke giver den fornødne bemyndigelse. Han skriver:

Hvis de nedfældede betingelser overtrædes uden at det får konsekvenser, så må man konstatere, at retstilstanden i realiteten ikke svarer til ordlyden i de folkeretlige dokumenter [...]

Men pagtens ordlyd lover ikke nogen konsekvenser.

Sikkerhedsrådet behøver ikke ifølge pagten at iværksætte sanktioner mod overtrædelser. Det kan gøre det eller lade være. For eksempel siger pagtens Artikel 42, at sikkerhedsrådet ”kan [...] tage sådanne skridt [...], som måtte være nødvendige for at opretholde eller genoprette mellemfolkelig fred og sikkerhed”. Altså ”kan”, ikke ”skal”.

Selv hvis sikkerhedsrådet beslutter nogle sanktioner, er det afhængigt af velvillig hjælp fra nogle muskelstærke militærmagter for at få dem iværksat. For ganske vist forpligter FNs medlemslande sig ifølge Artikel 43 at stille væbnede styrker mm til rådighed, men det sker ”i overensstemmelse med særlig overenskomst”, som først skal forhandles på plads, hvilket vil sige at landene ikke har forpligtet sig til noget konkret.

Så der er ingen modsigelse mellem ordlyden og realiteterne.

Danmark må gerne selv fortolke sikkerhedsrådets resolutioner

USA og koalitionen, derunder Danmark, anlagde deres egen fortolkning af sikkerhedsrådets resolutioner, som gik ud på, at resolutionerne bemyndigede angrebet på Irak. Det mener Wilhjelm ikke, de har ret til:

Alle vidste, at [sikkerhedsrådets resolution] 1441 ikke rakte til nogen form for militær aktion uden en fornyet beslutning i Rådet. Er der uenighed herom, må det under alle omstændigheder være Sikkerhedsrådet selv, der tolker sine resolutioner, og det lå klart for dagen, at Rådet ikke var på linie med den danske regering.

Professor Ole Espersen skrev noget lignende i en kronik i Politiken den 7. oktober 2005:

Men hertil kommer, at det hele tiden har været i strid med grundlæggende retsprincipper at antage, at et enkelt eller nogle få lande har ret til at foretage deres egen fortolkning af sikkerhedsrådsresolutioner […]

Og svaret er det samme (som jeg skrev i Irak og den internationale retsorden):

Den danske regering har ikke blot ret til, men er nødt til at fortolke sikkerhedsrådets beslutninger og handle derefter. Ellers kunne den ikke foretage sig noget somhelst. Det er ikke anderledes end når vi almindelige borgere forsøger at holde os inden for lovens rammer i vores dagligdag. Vi render ikke justitsministeriet på dørene for at sikre os, at vi forstår lovene rigtigt. Der er snarere et grundlæggende retsprincip som siger, at vi har ret til at foretage vores egen fortolkning af loven, men at vi så efterfølgende står til regnskab for domstolene.

Hvis andre lande gør indsigelse mod den danske regerings krigeriske handlinger, opstår der en tvist, som så kan behandles efter FN-pagtens forskrifter. Hvis nogen for eksempel mener, at Danmark har brudt FN-pagten, og at vores intervention i Irak var en trussel mod freden, kan de bede sikkerhedsrådet om at iværksætte sanktioner mod os. Det bliver der selvfølgelig ikke noget af, for vores gode ven USA har vetoret i sikkerhedsrådet.

Wilhjelm mener, at den påståede internationale retsorden er til Danmarks fordel, men at vi har været med til at undergrave den:

[...] i enhver fortolkningsstrid i forbindelse med [beslutningerne om krigsdeltagelse uden FN-mandat i 1998, 1999 og 2003] har den danske regering (og udenrigsministeriets jurister) støttet den variant, som var mest yderligtgående i retning af at indskrænke de internationale foras og konventioners betydning. Det er vanskeligt at forstå, at et lille land som Danmark har en interesse i at bidrage mest muligt til at skabe tvivl om eller ligefrem undergrave en international retsorden.

Men FN-pagten beskytter ikke Danmark, og det har den aldrig gjort. USA har beskyttet Danmark – sammen med englænderne. Under den kolde krig var vi så heldige at høre til den amerikanske og britiske interessesfære. Ellers ville vi være blevet opslugt af Sovjetunionen – uanset hvad FN-pagten sagde. At vi skulle være beskyttet af FN-pagten er en barnlig fantasi. Det er også en farlig fantasi, når den får os til at svigte vores amerikanske venner.

FN-pagten lå i ruiner længe før Irak-krigen

Ifølge Wilhjelm er krigen skyld i, at den internationale retsorden ligger i ruiner:

[...] krigen [har] påført det internationale samfund alvorlige og langtrækkende omkostninger:

50 års møjsommelige bestræbelser på at opbygge en vis, om end nok så skrøbelig international retsorden ligger i ruiner. FNs Sikkerhedsråd, som var tillagt nøglerollen i denne retsorden, er frataget enhver autoritet.

FN-pagten blev brudt langt tidligere, for eksempel med Sovjetunionens invasion i Ungarn i 1956 – se sikkerhedsrådets resolution 120 af 4. november 1956. Dengang kunne sikkerhedsrådet intet gøre, fordi Sovjetunionen nedlagde veto.

FNs skrøbelige internationale retsorden var altså brudt sammen allerede i 1956. Denne såkaldte retsorden kan ikke håndhæves, hvis en af de gamle stormagter nedlægger veto. Det ville svare til en dansk retsorden, hvor enhver politiaktion skulle godkendes af Selskabstømmerene, Svindlerne, Bedragerne, Narkohandlerne og Voldsforbryderne. En sådan retsorden bør afsløres for, hvad den er, jo hurtigere jo bedre.

Krig og fred handler om magt

Fra nu af er det udelukkende et spørgsmål om magt, mens internationale konventioner og pagter netop har haft til formål at sikre, at det ikke kun var et spørgsmål om magt.

Igen en barnagtig fantasi. I internationale forhold har det altid været et spørgsmål om magt. Under den kolde krig gjorde Sovjetunionen og USA som de ville, i hver deres interessesfære, fordi de havde magt. FN-pagten kunne ikke bruges til at håndhæve en retsorden over for Sovjetunionen, Kina, Frankrig, Det Forenede Kongerige, og USA, fordi de havde vetoret – og vetoret havde de, fordi de havde magt.

Men selv i nationale forhold er retshåndhævelse i en vis forstand et spørgsmål om magt. Regeringen kan kun opretholde en retsorden i Danmark, fordi den har magt. Og der er grænser for retsordenen, fordi der er grænser for regeringens vilje til at bruge magt. Det er jo ofte vigtigere at blive genvalgt end at opretholde lov og orden. Derfor forekommer der ulovlige handlinger, som for eksempel ulovlige besættelser, blokader og strejker, som der ikke bliver grebet ind overfor. Sjovt nok må Wilhjelm vel som gammel venstresocialist gå ind for sådanne lovbrud – udenomsparlamentariske aktioner, som venstresocialisterne kaldte dem. Så det er lidt spøjst at han nu bliver forarget over brud på den såkaldte internationale retsorden.

Konsekvensen af Irak-krigen er ganske enkelt, at magt er ret. I øjeblikket ligger magten hos en enkelt stat, som kun tæller 5 % af jordens befolkning, men som har magt til at gøre præcis, hvad der passer den uden hensyn til internationale traktater og konventioner, om nødvendigt i direkte strid med det internationale samfunds beslutninger.

Irak-krigen er ikke skyld i, at magt er ret, men den synliggør dette forhold for selv de mest ideologisk forblindede FN-naivister.

Den enkelte stat, som ifølge Wilhjelm har al magten, er heldigvis det demokratiske og frihedselskende USA. Lykkeligvis er nogle af os danskere også frihedselskende demokrater, vi er venner med amerikanerne, og vi glæder os over at Danmark en tid har givet amerikanerne symbolsk støtte i Afghanistan og Irak.