Stort set

Jyllands-Postens Muhammed-tegninger kom ikke med i statens demokrati-kanon. I den anledning skrev Jyllands-Posten en leder, hvor den gjorde rede for sit syn på tegningernes historiske betydning. Avisen mener, at der var tale om en trussel mod demokratiet, men nævner ikke, at demokratiet i Europa længe har været under afvikling.

Leder: Der mangler noget

Jyllands-Posten, 12. marts 2008

Professor Henning Koch forlod det udvalg, der skulle sammensætte demokrati-kanonen, formentlig i protest mod, at det blev overvejet at tage Jyllands-Postens Muhammed-tegninger med.

Professorens barnagtige exit har åbenbart ikke skabt ro om den sag, for udvalget har valgt helt at springe over diskussionen. For udvalget standser danmarkshistorien i år 2000, og så slipper man elegant for at tage stilling til den vel nok største trussel mod de vestlige demokratier i nyere tid.

Muhammed-farcen gav anledning til død og ødelæggelse i udlandet og til dødstrusler mod adskillige danskere, som måtte gå under jorden eller leve under politibeskyttelse.

Men farcen var ikke en trussel mod demokratiet. Muslimerne og de mellemøstlige lande er ganske enkelt ikke i stand til at true demokratiet eller i dette tilfælde ytringsfriheden.

Truslen kommer udelukkende fra de hjemlige forræddere og medløbere. Farcen var gavnlig derved, at den fik mange af disse foragtelige eksistenser til at afsløre sig selv. Med deres “men”-er opsendte de prøveballoner for at få skåret nogle flere skiver af ytringsfrihedens salami. Krisen viste dem, at der er lidt mere modstand blandt danskerne mod ytringsfrihedens gradvise afvikling end de ellers havde forestillet sig.

For os andre hører det med til historien om det danske demokrati, at en avis i 2005 offentliggjorde 12 tegninger, som nogle af demokratiets værste fjender misbrugte til at skabe et næsten globalt sammenstød mellem de vestlige demokratier og religiøse diktaturer, som dølger deres fascistiske ideologi bag religiøst fintføleri.

Jyllands-Posten oplyser ikke, hvem det er, de mener er “nogle af demokratiets værste fjender”. Man kan gætte på, at der er tale om de folk i Mellemøsten, som iværksatte død og ødelæggelse, eller den politiske ledelse i de “religiøse diktaturer”, eller dem hjemme i Danmark, som opildnede dem. Men ingen af disse mennesker har sæde i Folketinget, og de har ingen magt til at ændre den danske forfatning eller den danske lovgivning.

Demokratiets værste fjender er dem, der sidder i Folketinget og bruger deres magt til at afvikle demokratiet ved at overgive ansvaret for lovgivningen til overnationale kommissioner, råd og forsamlinger, som de danske vælgere ikke har nogen mulighed for at afsætte. Det gør de med fuld støtte fra Jyllands-Postens redaktion.

Tegningerne var trods egen ubetydelighed katalysatorer for den kamp, der for tiden breder sig over hele den vestlige verden, og som i yderste konsekvens kan udvikle sig til en overlevelseskamp for demokratiet.

Demokratiets overlevelse har ikke noget at gøre med en konflikt mellem muslimer og vesterlændinge.

Demokratiet i Amerika vil overleve en tid endnu, fordi amerikanerne er frihedselskende demokrater og fordi deres forfatning er fri og demokratisk og indeholder en effektiv magtdeling. Det har Mellemøstens muslimer ingen indflydelse på.

Demokratiet i Europa er allerede ved at være forbi. Grunden er, at alt for mange europæere er imod demokrati og frihed, og at der ikke eksisterer effektive magtdelinger i de europæiske lande. Midlet er, som nævnt, overgivelse af lovgivningsmagt og lovgivningsansvar til overnationale institutioner.

Politikere har været parate til at gå på kompromis og sælge ud af demokratiets grundlæggende forudsætning, for at holde ballademagere i ro.

Der er intet overraskende i, at politikerne er parate til at sælge ud af ytringsfriheden. Som de ved på Jyllands-Postens redaktion, er der langt mindre respekt for ytringsfriheden i EU uden for Danmarks grænser, end der er i Danmark. At sælge ud af ytringsfriheden er en nødvendig følge af at overgive mere og mere lovgivningsmagt til EU. Det har politikerne længe været i gang med, med støtte fra Jyllands-Posten.

Stærke kræfter i Forenede Nationer lefler for religiøse diktaturer, og selv EU demonstrerer en ynkelig eftergivenhed over for folk, der argumenterer med vold, drab og hærværk.

“Selv EU”? EUs ledere er formodentlig tilfredse med at få et påskud til at stramme op på ytrings-ufriheden. Der er ikke tale om ynkelig eftergivenhed men om at gribe chancen.