Stort set

Stort set blogger traktaten.

Lissabon-traktaten sammenskrevet med det gældende traktatgrundlag

Artikel 4

Traktatens artikel 4 siger blandt andet:

Medlemsstaterne træffer alle almindelige eller særlige foranstaltninger for at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, der følger af traktaterne eller af retsakter vedtaget af EU-institutionerne.

Medlemsstaterne bistår Unionen i gennemførelsen af dens opgaver og afholder sig fra at træffe foranstaltninger, der kan bringe virkeliggørelsen af Unionens mål i fare.

De ”foranstaltninger”, som Danmark her forpligter sig til at træffe eller at afholde sig fra at træffe, omfatter antagelig lovgivning. Men forfatningsretligt set kan Folketinget ikke forpligte sig til at gennemføre eller undlade at gennemføre fremtidig lovgivning. Folketinget kan ikke forpligtes til noget som helst gennem nogen form for aftale eller traktat. Det følger af Grundlovens paragraf 56, som siger

Folketingsmedlemmerne er ene bundet af deres overbevisning [...]

Det håber jeg at vende tilbage til ved en anden lejlighed.

Artikel 5

Artikel 5 siger blandt andet:

3. I medfør af nærhedsprincippet handler Unionen på de områder, der ikke hører ind under dens enekompetence, kun hvis og i det omfang målene for den påtænkte handling ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne på centralt, regionalt eller lokalt plan, men på grund af den påtænkte handlings omfang eller virkninger bedre kan nås på EU-plan.

Unionens institutioner anvender nærhedsprincippet i overensstemmelse med protokollen om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet. De nationale parlamenter sikrer, at nærhedsprincippet overholdes efter proceduren i denne protokol.

Det lyder meget tilforladeligt, at Unionen kun handler hvis og i det omfang målene for handlingen ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne. Med andre ord, EU skal blande sig uden om ting, som ikke rager dem. De danske domstole og den danske forvaltning bør så tilsidesætte og ignorere love og regler fra EU som ikke er i overensstemmelse med dette princip. Fedt nok.

Men bestemmelsen om, at Folketinget skal sikre nærhedsprincippet, har nok netop til formål at forhindre domstolene og forvaltningen i at gøre det. Når først EU har indført en regel, som hellere burde være udformet inden for rammerne af det danske demokrati, og det er sket uden at Folketinget har haft held til at forhindre det, så er løbet kørt. Forvaltningen og domstolen har ingen magt til at tilsidesætte reglen. Jeg er 90 procent sikker på, at det er sådan, det kommer til at fungere.

Folketinget forpligtes altså til at sikre, at ”nærhedsprincippet” bliver overholdt. Det er grundlovsstridigt, fordi Folketinget ifølge Grundloven ikke kan forpligtes, som nævnt ovenfor.

Men det viser sig så også, at Folketinget absolut ikke har nogen magt til at sikre noget som helst.

Nærhedsprincippet skal overholdes i overensstemmlese med protokollen om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet. Denne protokol findes i ”Lissabon-traktaten sammenskrevet med det gældende traktatgrundlag”, side 238 ff. Den indeholder en tandløs og latterlig procedure, hvorefter forslag til EU-love sendes til de nationale parlamenter (deriblandt Folketinget), som så har en frist på 8 uger til at skrive tilbage og sige, at de synes, at forslaget strider mod nærhedsprincippet. Hvis EU så har lyst, kan de ændre forslaget, men hvis de ikke har lyst, kan de lade være. Der er tilmed en slags afstemning blandt de nationale parlamenter. Hvis der er stemmer nok for det blandt parlamenterne, skal EU tage forslaget op til ”fornyet overvejelse”, hvorefter de kan ændre det eller lade være, fuldstændig som de har lyst.

Således gøres vores Folketing og dermed vores Grundlov og vi selv totalt til grin i traktaten.