Opdateret.
I et tidligere indlæg om en sag om forhånelse af fremmedarbejdere påviste jeg, at domstolene fortolker straffelovens racismeparagraf som om der er visse priviligerede grupper, det er forbudt at håne, uanset hvad grunden til forhånelsen er eller hvad den går ud på.
Det bekræftes af en sag om forbudte udtalelser om ”personer af muslimsk observans”, som jeg ser nærmere på her. Denne sag viser desuden, at nogle dommere mener, at minoritetsgrupper nyder mere beskyttelse end andre grupper, og at politikere har mere ytringsfrihed end andre borgere. Sagen illustrer også hvordan Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bruges til at undergrave den stærke tradition for ytringsfrihed, vi ellers har haft i Danmark.
Der blev afsagt dom i sagen først i byretten, så i landsretten, og til slut i Højesteret: Sagsnummer U.2000.2234H. Resume og uddrag af dommene kan læses på Mediejura: Muhammedanerne vil kastrere og dræbe os, 7 dages hæfte for udtalelser om muslimer.
Forbryderen havde i en fjernsynsudsendelse fremsat udtalelser, der var ”truende, forhånende eller nedværdigende over for personer af muslimsk observans”, og herunder udtalt følgende, ifølge anklagemyndighedens referat:
»nå, ja, men altså muhamedanerne har hele den store del af verden fra Marokko i vest til Filippinerne i øst, der er så mange steder, hvor de kan være, hvor de hører til, og hvor i alverden skal vi så udsætte os for, at den invasion og kastrering og drab, som den danske befolkning kommer ud for.«
». . . og sværdets områder det er, hvor der er nogle vantro som os, der ikke er muhamedanere, og de skal udryddes, det er det som muhamedanismens kerne er i . . .«
». . . altså, muhamedanerne, det er jo verdensforbrydere par excellence. . .«
». . . man har slet ikke fortalt, hvad muhamedanismen er for en verdensforbrydelse.«
». . . om hvem enhver, der har studeret muhamedanismen ved, at de kun er her for at indsmigre sig, indtil de er stærke nok til at henrette os. De skal ud, fordi det er i den grad en fare, at f.eks. hende der ringede, hendes børnebørn ville ganske givet blive dræbt af muhamedanerne, hvis vi ikke udrydder muhamedanerne i Danmark.«
Når man ved at forbryderen var en kendt politiker, er det ikke svært at gætte, hvem der er tale om. Hans udfald mod muhamedanerne var urimeligt og groft generaliserende, og hans religions- og kulturkritik var ubehjælpsom set med nutidige øjne. Men man må huske, at han var pioner på området. Vendingen ”hvis vi ikke udrydder muhamedanerne i Danmark” skulle næppe forstås som en trussel om ulovlig vold, men som en opfordring til politisk indgriben.
Han blev af Københavns Byret dømt til 7 dages hæfte for overtrædelse af paragraf 266 b stk. 1 og 2. Østre Landsret stadfæstede dommen. Højesteret stadfælstede dommen for så vidt angår stk. 1 men frikendte for overtrædelse af stk. 2. Højesteret ændrede ikke straffen.
True, forhåne, nedværdige, og lægge for had
Højesteret sagde i sine bemærkninger:
Tiltaltes udtalelser under tv-udsendelsen indeholdt det klare budskab, at alle her i landet boende muslimer, der stammer fra en vis kreds af lande, vil kastrere og dræbe Danmarks øvrige befolkning, så snart de bliver mange nok til at gennemføre en sådan udryddelsesproces, og at de derfor tilhører en gruppe af verdensforbrydere. Tiltalte lagde hermed en befolkningsgruppe for had på grund af dens tro og oprindelse. Tiltaltes udtalelser er således groft forhånende og nedværdigende over for denne befolkningsgruppe.
Her indfører Højesteret begrebet “lægge for had”, som ikke forekommer i lovens paragraf 266 b. Det forekommer at være en overflødig begrebsforvirring. Det er ikke i almindelighed forbudt, ifølge lovens ordlyd, at lægge en gruppe for had på grund af dens tro eller oprindelse. Det, der er forbudt, er at true, forhåne eller nedværdige gruppen på grund af dens tro eller oprindelse (eller dens race, hudfarve eller seksuelle orientering).
Domstolenes fortolkning af udtrykket “på grund af”
Højesteret sage, at tiltalte lagde en befolkningsgruppe for had “på grund af” dens tro og oprindelse, og at han som følge heraf (”således”) groft forhånede og nedværdigede gruppen.
Det lader ikke til, at der er blevet ført bevis for, at tiltalte fremsatte udtalelserne på grund af gruppens tro og oprindelse. Højestret eller de lavere domstole forklarede ikke, hvordan de kom frem til den konklusion. Højesteret tog det åbenbart for givet, at forhånende og nedværdigende udtalelser om her i landet boende muslimer, der stammer fra en vis kreds af lande, nødvendigvis fremsættes på grund af deres tro og oprindelse, og ikke på grund af deres øvrige egenskaber, tilbøjeligheder eller handlinger – indbildte eller faktiske.
I det foreliggende tilfælde er det mere nærliggende at gætte på, at tiltalte fremsatte udtalelserne på grund af nogle krigeriske, forbryderiske og voldelige tilbøjeligheder, som han tillagde muslimerne.
Videnskabelighed og saglighed
Højesteret udtalte:
Tiltaltes udtalelser [...] kan ikke legitimeres under påberåbelse af videnskabelighed eller saglig debat, og det er uden betydning for en bedømmelse af strafbarheden efter straffelovens § 266 b, stk. 1, hvorledes islam bogstaveligt kan forstås, eller hvilke samfundsmæssige konsekvenser en virkeliggørelse af fundamentalistiske muslimers program har afstedkommet.
Der hentydes her til to passager i en udvalgs-betænkning, som indførelsen af paragraf 266 b i 1971 byggede på, nemlig betænkning nr. 553/1969 om forbud mod racediskrimination, som citeres i Højesterets dom.
Den ene passage siger, at man godt kan straffes for at sige sandheden:
[...] strafbarheden af groft krænkende påstande om en persongruppe bør kunne fastslås, uden at der skal tilstedes nogen bevisførelse med hensyn til udtalelsernes rigtighed.
Den anden siger, at det ikke var hensigten at kriminalisere videnskabelige udtalelser eller udtalelser, der er led i en saglig debat:
Udenfor bestemmelsen falder videnskabeligt fremsatte teorier om racemæssige, nationale eller etniske forskelligheder, som det ikke kan antages at have været hensigten, at konventionen skulle omfatte. [...] [ Der kan] formentlig også med hensyn til udtalelser, der ikke falder i egentlig videnskabelig sammenhæng, men på anden måde som led i en saglig debat, være anledning til at regne med et område af straffrihed.
Tiltalte havde ønsket at fremlægge et omfattende materiale for at bevise, at udtalelserne hvilede på videnskabelige undersøgelser, men det blev afvist som overflødigt af landsretten og Højesteret på trods af, at Københavns Byret havde gjort det til en del sin begrundelse for dommen:
Udtalelserne ses ikke efter deres form i tv-udsendelsen at hvile på en videnskabelig teori [...]
Indhold eller form?
Var det udsagnenes indhold eller deres form, der gjorde dem strafbare?
Højesteret udtalte ganske klart, at det var selve budskabet, der gjorde udtalelserne strafbare. Som citeret ovenfor:
Tiltaltes udtalelser under tv-udsendelsen indeholdt det klare budskab, at [...]
Højesteret havde ikke noget at invende mod sprogbrugen eller tonen i udtalelserne.
At udtalelserne blev fremsat i en debatudsendelse i TV var ikke nok til, at Højesteret anså dem for at være blevet fremsat “som led i en saglig debat”. Heraf kan man nok slutte, at det med den saglige debat er et spørgsmål om udtalelsernes indhold snarere end deres form.
Hvorvidt der er tale om “videnskabeligt fremsatte teorier om racemæssige, nationale eller etniske forskelligheder”, er muligvis et spørgsmål om form snarere end indhold. Byretten havde, som citeret ovenfor, gjort det til et spørgsmål om, hvorvidt udtalelserne bygger på en videnskabelig teori. Det kommer an på indholdet - men byretten havde nøjedes med at se på formen, da den skulle finde ud af, om udtalelserne byggede på en videnskabelig teori.
Højesteret bekræftede ikke byrettens tankegang men nøjedes med at sige, at udtalelserne ikke kunne legitimeres under påberåbelse af videnskabelighed.
Det er formodentlig uden betydning, om udtalelserne er videnskabelige i den forstand, at de hviler på videnskabelige undersøgelser, for det fik tiltalte jo ikke lov til at forsøge at bevise ved at fremlægge sit omfattende materiale. Så det afgørende må være, om udtalelserne er fremsat på en videnskabelig måde. Men hvad det vil sige, er uafklaret. Det er for eksempel ikke klart, om de samme udtalelser ville have været lovlige, hvis de var fremsat på en videnskabelig konference eller i et videnskabeligt tidsskrift eller på en videnskabeligt orienteret hjemmeside.
Særlig indskrænket ytringsfrihed for almindelige mennesker
Højesteret mente, at der ikke er lighed for loven, men at politikere har mere ytringsfrihed end andre mennesker. Eller med andre ord, at andre mennesker har mindre ytringsfrihed end politikere:
Hensynet til den særligt vidtgående ytringsfrihed for politikere om kontroversielle samfundsanliggender kan [...] ikke begrunde straffrihed for tiltalte.
En mere rimelig og vistnok også mere korrekt opfattelse er, at der gælder en særlig vidtgående ytringsfrihed for politiske udtalelser, altså udtalelser om emner der vedrører samfundets styrelse, uanset hvem der fremsætter dem.
Menneskerettighederne undergraver ytringsfriheden
Et særlig farligt aspekt af de såkaldte menneskerettigheder er, at de bruges til at undergrave den stærke tradition for ytringsfrihed, vi ellers har haft i Danmark.
Højesteret:
Ytringsfriheden skal [...] udøves med fornøden respekt for andre menneskerettigheder, herunder retten til beskyttelse mod trosdiskriminerende forhånelse og nedværdigelse.
Højesteret anser ”retten til beskyttelse mod trosdiskriminerende forhånelse og nedværdigelse” for at være en menneskerettighed. Det er der vist ikke nogen hjemmel for. Denne menneskeret lader til at være opfundet til lejligheden.
På denne baggrund tiltræder Højesteret, at tiltalte har realiseret gerningsindholdet i straffelovens § 266 b, stk. 1, således som denne bestemmelse må forstås i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 og artikel 17.
Når Højesteret henviser til ”menneskerettigheder” som argument for at tilsidesætte ytringsfriheden, er det altså mere præcist Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der er tale om. Men den indeholder ingen ret til beskyttlese mod ”trosdiskriminerende forhånelse og nedværdigelse” eller mod andre former for forhånelse og nedværdigelse, for den sags skyld.
Privilegier til minoritetsgrupper
Et flertal på fire af de seks dommere i Østre Landsret udtalte:
Den nuværende formulering af straffelovens § 266 b, stk. 1, har baggrund i Danmarks ratifikation af FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination. Det er forudsat, at den beskyttelse af minoritetsgrupper, som er sikret ved racismekonventionens artikel 4 og straffelovens § 266 b, skal afvejes i forhold til ytringsfriheden som sikret ved Menneskerettighedskonventionens artikel 10.
Her er et nyt element. De fire dommere mente, at straffelovens paragraf 266 b og racismekonventionens artikel 4 handler om minoritetsbeskyttelse. Altså at det kun er minoritetsgrupper, man ikke må forhåne. Det står der nu ikke noget om, hverken i konventionen eller i loven.
Højesteret hverken bekræftede eller benægtede landsrettens opfattelse på dette punkt.
Muhamedanere og muhamedanisme
Københavns Byret udtalte i sin dom af 23. marts 1998 blandt andet:
Udtalelserne, der i deres essens beskylder muhamedanerne for at være forbrydere og for at ville dræbe og kastrere den danske befolkning, er af en sådan karakter, at de er omfattet af straffelovens § 266 b, stk. 1.
Udtalelserne ses ikke efter deres form i tv-udsendelsen at hvile på en videnskabelig teori eller at være fremsat som led i en saglig debat om det ideologiske grundlag for muhamedanismen.
Københavns Byret brugte altså så sent som i 1998 de danske betegnelser ”muhamedanere” og ”muhamedanismen”. De gik kort efter helt af brug og blev erstattet af de engelske eller arabiske ord ”muslimer” og ”islam”.
Skriv en kommentar