I et tidligere indlæg om en sag om forhånelse af fremmedarbejdere påviste jeg, at domstolene fortolker straffelovens racismeparagraf som om der er visse priviligerede grupper, det er forbudt at håne, uanset hvad grunden til forhånelsen er eller hvad den går ud på.
Det bekræftes af en sag om forbudte udtalelser om ”personer af muslimsk observans”, som jeg ser nærmere på her. Denne sag viser desuden, at nogle dommere mener, at minoritetsgrupper nyder mere beskyttelse end andre grupper, og at politikere har mere ytringsfrihed end andre borgere. Sagen illustrer også hvordan Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bruges til at undergrave den stærke tradition for ytringsfrihed, vi ellers har haft i Danmark.
Der blev afsagt dom i sagen først i byretten, så i landsretten, og til slut i Højesteret: Sagsnummer U.2000.2234H. Resume og uddrag af dommene kan læses på Mediejura: Muhammedanerne vil kastrere og dræbe os, 7 dages hæfte for udtalelser om muslimer.
Forbryderen havde i en fjernsynsudsendelse fremsat udtalelser, der var ”truende, forhånende eller nedværdigende over for personer af muslimsk observans”, og herunder udtalt følgende:
»nå, ja, men altså muhamedanerne har hele den store del af verden fra Marokko i vest til Filippinerne i øst, der er så mange steder, hvor de kan være, hvor de hører til, og hvor i alverden skal vi så udsætte os for, at den invasion og kastrering og drab, som den danske befolkning kommer ud for.«
». . . og sværdets områder det er, hvor der er nogle vantro som os, der ikke er muhamedanere, og de skal udryddes, det er det som muhamedanismens kerne er i . . .«
». . . altså, muhamedanerne, det er jo verdensforbrydere par excellence. . .«
». . . man har slet ikke fortalt, hvad muhamedanismen er for en verdensforbrydelse.«
». . . om hvem enhver, der har studeret muhamedanismen ved, at de kun er her for at indsmigre sig, indtil de er stærke nok til at henrette os. De skal ud, fordi det er i den grad en fare, at f.eks. hende der ringede, hendes børnebørn ville ganske givet blive dræbt af muhamedanerne, hvis vi ikke udrydder muhamedanerne i Danmark.«
Når man ved at forbryderen var en kendt politiker, er det ikke svært at gætte, hvem der er tale om. Hans udfald mod muhamedanerne var urimeligt og groft generaliserende, og hans religions- og kulturkritik var ubehjælpsom set med nutidige øjne. Men man må huske, at han var pioner på området. Vendingen ”hvis vi ikke udrydder muhamedanerne i Danmark” skulle næppe forstås som en trussel om ulovlig vold, men som en opfordring til politisk indgriben.
Københavns Byrets dom
Københavns Byret udtalte i sin dom af 23. marts 1998 blandt andet:
Udtalelserne, der i deres essens beskylder muhamedanerne for at være forbrydere og for at ville dræbe og kastrere den danske befolkning, er af en sådan karakter, at de er omfattet af straffelovens § 266 b, stk. 1.
Udtalelserne ses ikke efter deres form i tv-udsendelsen at hvile på en videnskabelig teori eller at være fremsat som led i en saglig debat om det ideologiske grundlag for muhamedanismen.
Man bemærker, at Københavns Byret så sent som i 1998 brugte de danske betegnelser ”muhamedanere” of ”muhamedanismen”. De gik kort efter helt af brug og blev erstattet af de engelske eller arabiske ord ”muslimer” og ”islam”.
Retten fandt tiltalte skyldig i overenstemmelse med tiltalen. Med andre ord havde tiltalte overtrådt paragraf 266 b stk. 1 ved at fremsætte udtalelser, der var ”truende, forhånende eller nedværdigende over for personer af muslimsk observans”, og der var tale om propagandavirksomhed som i paragraffens stk. 2.
Det er ikke i almindelighed forbudt, ifølge lovens ordlyd, at fremsætte forhånende udtalelser over for personer af muslimsk observans eller over for nogensomhelst andre grupper af personer. Det er kun forbudt, hvis udtalelserne fremsættes ”på grund af” gruppens race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering. I det foreliggende tilfælde er det mere nærliggende at gætte på, at tiltalte fremsatte udtalelserne på grund af nogle krigeriske, forbryderiske og voldelige tilbøjeligheder, som han tillagde muslimerne.
Det lader ikke til, at der i Københavns Byret er blevet ført bevis for, at tiltalte fremsatte udtalelserne på grund af ”muhamedanernes” race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering. Retten forklarede ikke, hvoran den kom frem til den konklusion. Den tog det åbenbart for givet, at truende, forhånende eller nedværdigende udtalelser om muslimer nødvendigvis fremsættes på grund af en eller flere af netop disse egenskaber, og ikke på grund af muslimernes øvrige egenskaber, tilbøjeligheder eller handlinger – indbildte eller faktiske.
Retten angav ikke mere præcist hvilke af de 6 egenskaber, der efter dens mening var grund til forhånelsen.
Tiltalte ankede sagen til landsretten.
Østre Landsrets dom
To af landsrettens dommere mente, at tiltalte var uskyldig, men et flertal på fire dommere tiltrådte byrettens dom, som derfor blev stadfæstet.
De fire udtalte:
Den nuværende formulering af straffelovens § 266 b, stk. 1, har baggrund i Danmarks ratifikation af FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination. Det er forudsat, at den beskyttelse af minoritetsgrupper, som er sikret ved racismekonventionens artikel 4 og straffelovens § 266 b, skal afvejes i forhold til ytringsfriheden som sikret ved Menneskerettighedskonventionens artikel 10.
Her er et nyt element. De fire dommere mente, at straffelovens paragraf 266 b og racismekonventionens artikel 4 handler om minoritetsbeskyttelse. Altså at det kun er minoritetsgrupper, man ikke må forhåne. Det står der nu ikke noget om, hverken i konventionen eller i loven.
De fire dommere forsatte:
Landsretten lægger i den forbindelse vægt på, at tiltaltes udtalelser nok er fremsat i en åben debat om et politisk og samfundsrelateret emne, men at udtalelserne klart er krænkende for den tilsigtede målgruppe, idet de indeholder trusler, forhånelser og nedværdigende omtale af den pågældende minoritetsgruppe på grund af de pågældendes nationale eller etniske oprindelse eller tro.
Landsretten indskrænkede altså race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering til national eller etnisk oprindelse eller tro. Den må have haft skarpere indsigt i grunden til forhånelserne end Københavns Byret havde. Men landsretten forklarede ikke, hvorfor den fandt, at udtalelserne blev fremsat på grund af national eller etnisk oprindelse eller tro. Og den gik ikke så vidt som til at fortælle os, hvilken af de tre der var grunden, eller om det var to af dem eller dem alle tre.
Idet landsretten tiltræder, at udtalelserne ikke har karakter af videnskabeligt fremsatte teorier om racemæssige forskelligheder eller er af lignende karakter, finder landsretten, at indgreb i tiltaltes ytrings frihed er berettiget for at beskytte andres rygte og rettigheder.
Bemærkningen om at indgreb i tiltaltes ytringsfrihed er berettiget for at beskytte andres rygte og rettigheder er en direkte henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 stk. 2. Den illustrerer et af de særlig farlige aspekter ved menneskerettighedskonventionen, nemlig at den bruges til at undergrave den stærke tradition for ytringsfrihed, vi ellers har haft i Danmark.
De fire dommere tiltrådte som nævnt, at tiltalte var skyldig i overtrædelse af straffelovens § 266 b, stk. 1, og at han også var skyldig i propagandavirksomhed som omtalt i stk. 2.
Tiltalte ankede dommen til Højesteret.
Højesterets dom
U.2000.2234H
Højesteret sagde i sine bemærkninger:
Tiltaltes udtalelser under tv-udsendelsen indeholdt det klare budskab, at alle her i landet boende muslimer, der stammer fra en vis kreds af lande, vil kastrere og dræbe Danmarks øvrige befolkning, så snart de bliver mange nok til at gennemføre en sådan udryddelsesproces, og at de derfor tilhører en gruppe af verdensforbrydere. Tiltalte lagde hermed en befolkningsgruppe for had på grund af dens tro og oprindelse. Tiltaltes udtalelser er således groft forhånende og nedværdigende over for denne befolkningsgruppe.
Ligesom landsretten men modsat byretten kunne Højesteret altså konstatere, at grunden til udtalelserne ikke havde noget med race eller hudfarve elller seksuel orientering at gøre. Højesteret ændrede landsrettens ”nationale eller etniske oprindelse eller tro” til ”tro og oprindelse”. Hvor landsretten ikke kunne afgøre, om det var oprindelse eller tro, der var grund til udtalelserne, skar Højesteret altså igennem og fandt, at det var begge dele. Men Højesteret forklarede ikke, hvordan den kom frem til, at gruppen blev lagt for had ”på grund af” medlemmernes tro og oprindelse.
Gerningsindholdet i § 266 b skal fastlægges under hensyn til ytringsfriheden. Ytringsfriheden er grundlæggende for et demokratisk samfund, idet tolerance over for andres meninger er en nødvendig forudsætning for den frie debat. Ytringsfriheden skal imidlertid udøves med fornøden respekt for andre menneskerettigheder, herunder retten til beskyttelse mod trosdiskriminerende forhånelse og nedværdigelse.
En af de såkaldte menneskerettigheders væsentligste funktioner i Europa er at begrænse ytringsfriheden. Og vi lærer, at Højesteret anser ”retten til beskyttelse mod trosdiskriminerende forhånelse og nedværdigelse” for ligefrem at være en menneskerettighed. Det er der vist ikke nogen hjemmel for. Denne menneskeret lader til at være opfundet til lejligheden.
Hensynet til den særligt vidtgående ytringsfrihed for politikere om kontroversielle samfundsanliggender kan derfor ikke begrunde straffrihed for tiltalte.
Højesteret mente altså, at der ikke er lighed for loven, men at politikere har mere ytringsfrihed end andre mennesker. Eller at andre mennesker har mindre ytringsfrihed end politikere. En mere rimelig og vistnok også mere korrekt opfattelse er, at der gælder en særlig vidtgående ytringsfrihed for politiske udtalelser, altså udtalelser om emner der vedrører samfundets styrelse, uanset hvem der fremsætter dem.
På denne baggrund tiltræder Højesteret, at tiltalte har realiseret gerningsindholdet i straffelovens § 266 b, stk. 1, således som denne bestemmelse må forstås i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 og artikel 17.
Når Højesteret henviser til ”menneskerettigheder” som argument for at tilsidesætte ytringsfriheden, er det altså mere præcist Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der er tale om. Men den indeholder ingen ret til beskyttlese mod ”trosdiskriminerende forhånelse og nedværdigelse” eller mod andre former for forhånelse og nedværdigelse, for den sags skyld.
Højesteret tiltrådte, at tiltalte var skyldig efter § 266 b, stk. 1, men frifandt for overtrædelse af § 266 b, stk. 2 af tekniske grunde. Straffen blev ikke ændret.
Skriv en kommentar