Stort set

I bogen Danmarks Riges Grundlov – med kommentarer, redigeret af Henrik Zahle, JØF 1999, skrev ambassadør Tyge Lehman et kapitel med titlen ”Den internationale beskyttelse af menneskerettighederne – og grundloven”. Her står blandt andet:

I tilfælde af krænkelser af [menneskerettighederne] må der søges genoprejsning inden for nationalstatens egne rammer gennem kontrolordninger som administrativ rekurs, ombudsmandskontrol og domstolsprøvelse. Men hvad hvis nu sådanne kontrolorganer enten ikke er eller fremstår for borgeren som uafhængige, upartiske instanser i forhold til de øvrige statsorganer, hvor skal han eller hun i så fald søge oprejsning? Her rejser spørgsmålet sig om muligheden for at indbringe den påståede krænkelse til prøvelse for et internationalt forum. Kan man med andre ord tænke sig den nationale beskyttelse af menneskerettighederne suppleret med en international beskyttelse af de samme rettigheder? Svaret er: ja, og målet: en universel beskyttelse af menneskerettigheder, er i sigte, men vejen frem mod dette mål har været og er fortsat lang og sej.

Erfaringerne fra den anden verdenskrig gjorde det klart, at respekten for menneskerettighederne i deres fulde omfang måtte gøres til en generel forpligtelse af international karakter.

Ambassadør Lehman rejser her spørgsmålet, hvorfor vi egentlig skal have international indblanding i vores menneskerettigheder. Han giver to svar:

1. Måske (”hvad hvis nu”) har borgerne ikke tillid til de danske domstole og andre danske kontrolorganer – måske har de mere tillid til et internationalt forum
2. Begivenhederne under anden verdenskrig viser, at menneskerettighederne i det demokratiske Danmark skal være en ”generel forpligtelse af international karakter.” Det betyder formentlig, at de skal have samme indhold som menneskerettighederne i andre lande, og at de skal fortolkes af internationale organer, ikke kun af de danske domstole. For at undgå angrebskrig, militær besættelse, masseudryddelser og andre grusomheder.

Man må gå ud fra, at spørgsmålet om international formulering og håndhævelse af vores menneskerettigheder er blevet indgående debatteret blandt politikere, jurister, og ambassadører. En hurtig søgning på internettet giver indtryk af, at Tyge Lehman er ekspert i de internationale menneskerettigheder, og det var han sikkert også i 1999, da bogen blev udgivet. Derfor må man formode, at de to grunde, han giver, er blandt bedste, der er fremkommet i debatten.

Men de to grunde er skuffende.

Den første er rent hypotetisk. ”Hvad hvis nu …”. Der er så vidt jeg ved intet, der tyder på, at Danmarks borgere ikke har tillid til de danske domstole. Og det ville undre mig meget, hvis de har mere tillid til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, med dens franske, italienske, albanske og azerbaijanske dommere, end de har til den danske højesteret.

Den anden grund, henvisningen til anden verdenskrig, er absurd. Det er absurd at påstå, at hvis vi selv demokratisk bestemmer indholdet af vores menneskerettigheder, eller hvis vi lader vores menneskerettigheder håndhæve alene af vores egen højesteret, så risikerer vi grusomheder i Danmark i stil med dem, der foregik i andre lande under anden verdenskrig. Eller omvendt, at hvis vi lader andre lande bestemme over vores menneskerettigheder, så hjælper det os til at undgå grusomheder.

Der er ingen rimelig grund til at outsource menneskerettighederne.