Politiken åbner spalterne for lidt virkelighed i kronikken Verdensmestre i fremskridt af Lawrence E Harrison, oversat af Mette Skodborg, 19. januar 2008.
De nordiske lande er verdensmestre i menneskelige fremskridt, demokratisk ledelse, social retfærdighed og velstand, mener Harrison, og han underbygger det ved at henvise til en lang række undersøgelser. Forklaringen er de nordiske landes kultur. Ikke overraskende for almindlige mennesker, men nok lidt provokerende for Politikens læsere.
Den vigtigste drivkraft bag den nordiske udvikling er en kultur – værdier, overbevisninger og holdninger – der fremmer demokrati, social retfærdighed og kreativitet.
Det følges op med to provokationer til. For det første går de nordiske landes kultur langt tilbage i historien. For det andet er det vigtigste element i deres success den lutheranske protestantisme.
CMRP’s analyse af 117 lande afslører, at protestantiske lande indfører demokratiske institutioner langt tidligere end katolske lande, at protestantiske lande tit er mere velstående end katolske, at man har langt større tillid til hinanden i protestantiske lande end i katolske, og at protestantiske lande som regel er væsentlig mindre korrupte end katolske.
Harrison har følgende at sige om “multikulturalisme”:
Multikulturalisme bygger på et svagt grundlag, nemlig kulturel relativisme, som er forestillingen om, at ingen kultur er bedre eller værre end andre, blot anderledes. Men multikulturalisme har en overvældende mængde beviser imod sig, [...]
Nordisk kultur er ikke bedre end alle andre kulturer på alle punkter. Den bedre på visse punkter. Araberne har præsteret 1001 Nats Eventyr (jeg anbefaler den franske udgave på Editions Bouquin). Det kan vi ikke hamle op med. Så her strækker Harrison sine konklusioner lidt for langt.
Omkostningerne ved multikulturalisme – i form af splid, klassesammenstød og dalende tillid – vil sandsynligvis være enorme i det lange løb. Ikke alle kulturer er lige, når det handler om at skabe fremskridt, og der er ingen, der kan konkurrere med den nordiske kultur på det område.
Kun uoplyste eller forvirrede eller ideologisk forblændede mennesker kan mene, at alle kulturer er lige når det handler om at skabe fremskridt.
Hvad angår indvandrere, bør de nordiske lande – og alle øvrige veludviklede demokratier – fremme deres integration i den nationale kultur i stedet for at vælge en mytisk, utopisk multikulturalisme.
Læg mærke til, at det handler om kultur, ikke etnicitet eller race. Indvandrernes udseende er ikke en hindring for, at de kan integrere sig i dansk kultur, hvis de vil.
Når nu nordisk kultur er verdensmester i demokratisk ledelse, social retfærdighed og velstand, så er det tåbeligt at lade politikere og embedsmænd fra andre lande bestemme, hvilke love og regler, der skal gælde i Danmark, som vi jo desværre gør via EU. Se EUs 2. Division og EU og dansk politisk kultur.
Lawrence Harrison har redigeret og udgivet bogen Culture Matters sammen med Samuel P. Huntington, og han er leder af The Cultural Change Institute ved The Fletcher School, Tufts University.
Opdatering 05-02-2008
Harrisons kronik er blevet kommenteret af:
- Monokultur: Kultur er afgørende, 20. januar 2008
- Uriasposten: Lawrence E. Harrison: National forankring fremfor “en mytisk, utopisk multikulturalisme”, 20. januar 2008
- Nomosblog: Kulturen i det gode samfund, 20. januar 2008
- Uriasposten: Kasper Støvring om ‘Kulturen i det gode samfund’, 21. januar 2008
- Northern Light: Culture Matters, 24. Januar 2008
Comments 1
Kære Lars Tyge
Dejligt at høre fra dig - og du er engageret i klodens fremtid via din blog og dine børn.
Nedenfor nogle tanker jeg har gjort mig og sendt til Margrethe Vestager (hun har en blok på radikale.net, hvor hun har bedt 100 borgere om at komme med deres bud på “det vigtigste spørgsmål” - for at blive inspireret til den nye radikale politik. Jeg bidrig for en mæåned dtid med nenestående - bl.a, inspioreret af Lawrence Harrisons kronik i Politiken.
“Hvordan sikrer vi “sammenhængskraften” i Danmark (og andre nationalstater) i en stadig globaliseret, konkurrenceudsat verden og hverdag?”
Begrundelse: Det danske samfund er sammenlignet med andre stater præget af relativ lav magtdistance, en høj grad af tillid, lav kriminalitet. Dette er baseret bl.a. på mange mødepladser mellem alle befolkningsgrupper i folkeskole, idræts- og foreningsliv mv.
Den stigende opdeling af befolkningen på tid og sted betyder meget for denne model. Det sker boligmæssigt, så velhavere og mindrebemidlede, danskere og indvandrere osv ikke ser meget hinanden i hverdagen er en trussel mod tilliden, der lå i stammekulturen. Hermed eroderes en række danske styrker, hvis ikke vi gør noget, monokulturen afløses af ligegyldighed overfor et stadig mere uforståeligt multikulturelt ikke-fællesskab (USA som en ikke ønskelig tilstand af segregering).
Det sker tidsmæssigt ved at flere og flere tilbringer kortere og kortere tid sammen med andre mennesker i de forpligtende fællesskaber, hvad enten det er boligskift, jobskift eller mageskift….her ligger kimen til en stigende forbrugerisme og uansvarlighed i ordets gamle tid-og-sted-forstand. Kan ansvaret for børnebørnenes, for klodens fremtid osv erstatte de gamle forpligtende fællesskaber?
“Bestikkelsen af middelklassen” gør den naturlige solidraitet til et økonomisk anliggende og borgerbegrbet erstattes af et kunde- eller rettighedsbegreb. Det handler om min ret, ikke min pligt. Jeg skal have top-tunet service straks - og hvis ikke det offentlige leverer, så kan de velhavende melde sig ud af fælleskabet - exit er nemmere end voice, når du har mange penge på lommen.
Kan vi lære at lade de svagere få mere end os selv , kan vi gradbøje rettighedebegrebet?
Borgerdyder om ansvar for andre end sig selv - for lokalsamfundet, for samfundet, for de svage. Kan vi undgå at “udviklingen” gør os selvtilstrækkelige og ansvarsfraskrivende - det tager nogle andre eller staten sig nok af-agtig.
Hvad gør vi konkret hvis vi vil handle på disse ting? Hvordan kan vi bibeholde de styrekr vi fik fra stammefællesskabet med de nye styrker vi får fra globaliseringen? Skal vi slå til kamp for de danske værdier - altså ikke DFs- med dem bl.a. Hal Koch stod for i efterkrigstidens demokratidebat? Skal vi være åbent fundamentalistisk ikke-fundamentalistiske? Dem, der læste Lawrence Harrisons kronik i Politiken forleden om fremskridtets sejr i de nordiske lande kan blive besnæret - ligesom jeg - af hans ros til os. Han taler for at vi “går i krig” for vores ligheds- lykke- samarbejdskultur osv - også ved at kræve at de nye, som kommer ind tilkpasser sig. Men hvad med os, der allerede er her? Er vi ikke selv i fuld fart ved at ødelægge stammefællesskabet gennem vores egen økonomisk og socialt betingede “apartheid”? Opdarger vi vore børn godt nok til den fremtid vi/de gerne vil have? Kan vi nå at redde stumperne? Hvilke krav skal vi stille til os selv (uanset om vi er gamle eller nye danskere!) Har vi en social-liberal vision og har vi en strategi, som skal til for at komme fremad?
Jeg ved godt jeg kun har eet spørgsmål. Og det er det allerførste - omk hvordan vi bevarer og udvikler det gode. Resten er blot de tanker, som det medfører hos mig.
Posted 11 feb 2008 at 04:13 ¶Skriv en kommentar