Stort set

Grundloven sidestiller domstolene med Kongen (regenten) og Folketinget. Derfor er Højesterets dommere rigets øverste embedsmænd. Deres fornemste opgave er at fortolke Grundloven og sikre borgernes grundlovsmæsssige rettigheder over for statsmagten. Alligevel har Folketinget valgt at underbetale dem og tilskynde dem til at halse rundt efter bijob og biindtægter, hvilket er en ganske usømmelig situation. Man kan, som det er blevet udtrykt, ”købe en dommer”. Der er tale om et stort antal bijob, og biindtægterne er betydelige, idet de i gennemsnit er af samme størrelsesorden som dommerlønnen. Det fører til tvivl om dommernes habilitet, upartiskhed og uafhængighed og om kvaliteten af deres arbejde. Det er ikke dommernes skyld, men Folketingets, for det er tinget, der laver reglerne. Nogle af bijobbene består i medlemskab af offentlige nævn og råd, og det er direkte i strid med en ordret læsning af Grundloven.

Dommernes bijob

Højesterets dommere har længe haft betydelige indtægter fra bijob. I 2006 tjente de 16 højesteretsdommere i gennemsnit 981.000 kroner hver på bijobs, ifølge siden “Dommernes bijob 2006″ fra domstol.dk. Det er lidt mere end lønnen for selve dommergerningen, ifølge Politiken online’s artikel “Højesteretsdommere tjener kassen i fritiden” fra den 8. april 2007.

Arbejsdsgiverne er blandt andet forskellige ministerier, deriblandt justitsministeriet, og en række institutioner og organisationer. Det er formentlig disse arbejdsgivere eller ”hvervgivere” som betaler.

Der er tale om et stort antal bijobs, som man kan se i listen her fra domstol.dk.

Folketingets medlemmer har det fulde ansvar, for det er dem, der fastsætter reglerne. Folketinget ændrede reglerne om dommernes bibeskæftigelse i 2006. Lovændringen trådte i kraft den 1. januar 2007. Folketingets netsted folketinget.dk har en oversigt over sagsforløbet med henvisninger (links) til de relevante dokumenter.

De nye regler bygger på Betænkning nr. 1465 – Betænkning fra udvalget om dommeres bibeskæftigelse. Html her, pdf her.

Er Danmark et oplyst samfund eller hvad?

I Irland og England må dommere ikke have lønnede bijob. I bemærkningerne til lovforslaget, afsnit 3.2.2, kan man læse følgende:

I Irland og England er der forbud mod, at dommere påtager sig lønnet bibeskæftigelse. I Irland fremgår forbudet direkte af forfatningen, mens der i England er en lang tradition for forbudet. I England kan dommerne dog udarbejde juridiske lærebøger og artikler mv. mod vederlag.

I Canada undrer man sig over, at højesteretsdommere i et oplyst samfund som Danmark har ret til at arbejde ved siden af deres hverv som højesteretsdommere. Det fortalte Anne Baastrup fra SF i sin ordførertale ved førstebehandlingen af lovforslaget:

For nogle år siden var Folketingets Retsudvalg i Canada. Der fik vi af en meget vidende højesteretsdommer en gennemgang af, hvordan deres højesteret arbejdede. Vi spurgte hende så, hvordan det var med højesteretsdommeres bibeskæftigelse i Canada, og hvordan reglerne var. [...] [Det var svært] for hende at forstå vores engelsk, indtil det gik op for hende, hvad det var, det drejede sig om: at danske højesteretsdommere har ret til at arbejde ved siden af deres hverv som højesteretsdommere. Det fattede hun simpelt hen ikke. Hun mente da ellers, at Danmark var et oplyst samfund, som i og for sig kunne sammmenlignes med Canada.

[Min fremhævning]

Eva Smiths forslag

Som medlem af det udvalg, som forberedte den nye lov, indlagde juraprofessor Eva Smith sig betydlig hæder ved at forsvare retssikkerheden gennem en række mindretalsudtalelser, som hun stod helt alene om.

Eva Smith er ellers en lille smule upopulær i blogosfæren, blandt andet fordi hun som formand for Europarådets racismekomité ECRI aktivt har støttet udlændinges nævenyttige indblanding i danskernes borgerrettigheder. Her er for eksempel ECRIs tredie rapport om Danmark fra den 16. december 2005, som blev offentliggjort den 16. maj 2006, og her bliver den omtalt i Uriasposten.

Professor Smith er åbenbart også kommet med nogle uheldige udtalelser i forbindelse med tegninge-farcen i 2005-06. Bloggen Filtrat citerer hende for følgende udtalelse fra et læserbrev under titlen “En frihed under ansvar” (Jyllands-Posten den 21. oktober 2005):

Ytringsfrihed har man under ansvar – bl.a. for ikke unødigt at krænke andre. Mangel på respekt for andres tro og følelser har intet med ytringsfrihed at gøre.

Hvis citatet er korrekt, er det er en vidtgående opstramning af ytrings-ufriheden, Eva Smith slår til lyd for. I gældende dansk ret er der ikke noget generelt forbud mod unødigt at krænke andre. Straffelovens håneparagraf, § 266b (her på retsinformation.dk, her på themis.dk), foreskriver straf for forhånelse af grupper af mennesker af visse udvalgte grunde, deriblandt gruppemedlemmernes tro. I praksis betyder det nok, at man straffes for at forhåne visse priviligerede grupper. Men der er ikke noget krav om, at man skal vise respekt for sådanne grupper, eller at man i almindelighed skal vise respekt for andres tro eller følelser. Den dag vi tvinges til at vise respekt for ting som nogle af os måske foragter, er Danmark for alvor færdigt som frit og demokratisk land.

Alligevel har Eva Smith ret i sagen om dommernes bijob, hvor hun har gjort en heltemodig men forgæves indsats for retssikkerheden.

I betænkningens afsnit 2.1 stillede Eva Smith følgende forslag:

Det skal fremover kun være byretsdommere, der skal kunne varetage hverv i offentlige og private råd og nævn.

I afsnit 4.2.1.1 skrev hun:

Jeg er [...] nået til den overbevisning, at dette problem bedst løses ved, at det ikke længere tillades højesteretsdommere at have bibeskæftigelse bortset fra forfattervirksomhed, men at man til gengæld hæver deres løn, så den kommer på linie med de bedst lønnede offentlige embedsmænd.

De højest lønnede embedsmænd påtager sig kun lønnet bibeskæftigelse i yderst beskedent omfang og skal sædvanligvis aflevere honorarer herfor, f.eks. bestyrelseshonorarer, til deres arbejdsgiver. De anvender således hele deres arbejdsmæssige energi på hovedbeskæftigelsen. [...]

Ingen i udvalget eller i Folketinget, tog Eva Smiths synspunkter alvorligt.

Efter min mening er det en skandale, Højesterets dommere ikke er rigets højest lønnede embedsmænd.

Betænkningens afsnit 3.4 viser, at alle departementschefer og nogle få afdelingschefer i staten har højere løn end højesteretsdommerne, bortset fra Højesterets præsident. Tallene er fra 2004.

Selvom Grundlovens § 3 (som kan læses her eller her) sidestiller domstolene med Kongen (regenten) og Folketinget, mens departementschefer og afdelingschefer blot regeringens tjenere, bestræber Folketinget og regeringen sig altså på at ydmyge højesteretsdommerne og sænke deres status ved at give dem ringere løn end disse simple departementschefer og afdelingschefer. Det gør de vel for at dommerne ikke skal blive for selvbevidste og selvstændige og for at de skal være passende afhængige af deres bijob.

Kritikpunkter

Muligheden for betalte bijobs er blevet kritiseret blandt andet på følgende punkter:

1. Bibeskæftigelse rejser tvivl om dommernes habilitet, upartiskhed og uafhængighed.
2. Hvis der klages til byretten over en afgørelse truffet af et nævn, hvor der sidder en højesteretsdommer, kan byretsdommeren fristes til blot at blåstemple højesteretsdommerens afgørelse. Klagemuligheden er altså ikke reel.
3. Dommerne bruger så megen tid og energi på deres bibeskæftigelse, at det forsinker deres dommerarbejde og forringer kvaliteten af dommene.
4. Dommeres medlemsskab af offentlige råd og nævn er grundlovsstridigt

Habilitet, upartiskhed og uafhængighed

Kritikpunkt 1 er ret alvorligt, hvis man synes, at Danmark skal være en retsstat. Når højesteretsdommerne har lov til at modtage betaling for at arbejde for andre end Højesteret, kan de fristes til at rette ind efter arbjedsgivernes holdninger. Det er især betænkeligt, hvis ministerierne kan bruge bijobbene til at belønne og straffe dommerne. Det er selvfølgelig også betænkeligt, hvis private parter kan gøre det samme.

Henrik Otbo fra Rigsrevisionen skrev følgende i et notat fra september 2000 fra rigsrevisionen:

»Det er min opfattelse, at Højesteret og højesteretsdommernes omdømme bør være hævet over enhver tvivl. Jeg finder derfor, at hensynet til bredere habilitetsmæssige og retssikkerhedsmæssige hensyn, herunder Højesterets og højesteretsdommernes omdømme, bør føre til ophør af bibeskæftigelse, som ikke vedrører det offentliges helt særlige interesser eller undervisnings- og forfattervirksomhed«.

Ifølge Politiken har Rigsrevisionen flere gange anbefalet regeringen at ”forbyde bijobberiet, så der ikke kan sås tvivl om dommernes habilitet”.

Hos Dansk Forening for Voldgift kan man finde nogle indlæg fra et debatmøde om dommernes bijob, deriblandt Professor Eva Smiths “Behovet for de nye regler”.

Professor Smith udpeger præcis, hvori det væsentligste problem består:

[…] For mig at se drejer sagen sig om befolkningens tillid til domstolene. [...]

[...] Vi har diskuteret bijobs de sidste 10 – 20 år, og det er især Højesterets bijobs, der har stået for skud. [...] Problemet er jo, at hvis en person tjener det samme eller mere i sit bijob, så kan man spørge sig selv om, hvor hans loyalitet ligger.

Om bijobbet som voldgiftsdommer skriver hun:

[...] Spørgsmålet om at ”købe en dommer” har været meget debatteret. For mig er der noget stødende ved, at advokaterne i visse situationer er dommerens arbejdsgiver.

Højesteretsdommers bijob som formænd for nævn

Herom udtalte Eva Smith følgende i betænkningens afsnit 4.2.1.1:

[Domstolsudvalget (betænkning nr. 13 19/1996, s. 382ff) understregede], at det juridiske system bygger på, at sager ankes op igennem systemet begyndende med byretten og sluttende med Højesteret, hvorefter Højesterets afgørelser tjener som præjudikat for de underordnede retter, der skal indrette deres afgørelser herefter. Det er derfor at vende systemet på hovedet, at den afgørelse, der indbringes for byretten, er underskrevet af en højesteretsdommer og dermed båret af hans autoritet. At fremlægge denne afgørelse for en byretsdommer (eller måske endog en fuldmægtig eller en assessor) svarer til at bede en 2. års malerlærling om at vurdere, hvorvidt en malermester har gjort sit arbejde ordentligt.

[...]

Personligt er jeg af den opfattelse, at problemerne i vidt omfang kan løses ved, at formanden for disse nævn i fremtiden er en byretsdommer. [...]

I “Behovet for de nye regler” skrev Eva Smith:

Et andet område er arbejdet som formand i nævn og råd. [...] det er at vende tingene på hovedet, at en afgørelse truffet af en højesteretsdommer derefter indbringes for byretten, som måske er beklædt med fuldmægtig Hansen. Det kan heller ikke være betryggende for befolkningens tillid til systemet, når en advokat må sige til sin klient: (og det ved jeg, advokater har gjort) ”Prøv at se, hvem der har underskrevet denne kendelse. Den kommer vi ingen vegne med i byretten”.

Bijob forsinker dommerarbejdet og forringer kvaliteten af dommene

I betænkningens afsnit 4.1.2 fandt Eva Smith at

[...] [det må] være åbenbart, at en så udstrakt anvendelse af bijobs, som der her er tale om, betyder, at der er færre kræfter tilbage til arbejdet i hovedstillingen. [...] Befolkningen forventer med rette, at dommerne har tid og ro til at udføre et omhyggeligt og grundigt arbejde. [...]

I betænkningens afsnit 4.2.1.1 bemærkede hun:

[... ] bibeskæftigelse i et omfang, som der her er tale om, [må nødvendigvis] betyde, at der er færre kræfter tilbage til hovedbeskæftigelsen.

[...] Det er i dette udvalg blevet sagt, at dommerne skal have »tid til eftertanke«. Det er bl.a. det, de får deres løn for. Det kan man kun være enig i. Derfor er det også vigtigt, at de har den nødvendige tid, og at den ikke bliver fyldt op med bijobs. Udvalget har påvist, at den øvre kvartil af dommerne i Højesteret har anvendt ca. 340 timer på bijobs i en halvårsperiode. Dette ville for mange andre arbejdsgivere være helt uantageligt.

[...] [Diskussionen har i brede kredse af den danske befolkning] efterladt et indtryk af en betydelig bjergsomhed i dommerkredse samt en fornemmelse af, at det for visse dommere er vigtigere at bevare deres betydelige biindtægter end at udføre deres funktion som vogtere af den almindelige borgers retssikkerhed. [...]

I “Behovet for de nye regler” kommer Eva Smith også ind på, hvor meget tid, højestretsdommerne bruger til deres bijobs:

[...] For mig at se er det væsentligste det tidsforbrug, dommeren bruger på sine bijobs. Derfor foranstaltede udvalget en undersøgelse, og vi nåede frem til, at højesteretsdommeren i gennemsnit bruger 240 timer pr. halve år, det vil altså sige ca. 500 timer årligt, mere end 13 fulde arbejdsuger – og det er et gennemsnit. Nogle højesteretsdommere, og det er især de ældre, brugte langt mere tid på det.

Dommerne gør måske ikke den ekstra indsats, som man kunne forvente af personer, der bestrider rigets højeste embeder:

[...] enhver arbejdsgiver ved, at et sådan bijob suger energi og kræfter ud af medarbejderne. Man kan måske stadig passe sit job, men man gør ikke den ekstra indsats, som en arbejdsgiver gerne vil have.

Eva Smith antyder, at bijobbene påvirker kvaliteten af dommerarbejdet negativt:

[...] Når man som bruger læser en dom, tænker man af og til: Hør, er det her helt gennemtænkt? [...] ingen kan vel afvise, at bedre tid kunne havde fået en dommer til at grave et spadestik dybere. [...]

Hun antyder også, at dommerne arbejder for lidt:

[...] Set udefra, og jeg understreger, at det er set udefra, så er Højesteret færdig hver dag ved 14-tiden. [...] Og vi ved alle sammen, at hovedparten af arbejdet i Højesteret påhviler de unge dommere.

Hun mener, at dommerne kunne begrunde deres afgørelser bedre, end de gør:

Med den nyeste reform, får dommerne mindre at lave.

[...] Det ville være fint, hvis man benyttede denne lejlighed, hvor jo altså arbejdsbyrden bliver nedsat, til at sadle om og indførte nogle bedre begrundelser [for dommene].

Økonomiprofessor Christen Sørensen og speciallæge Leif Klinken skrev en kronik med titlen ”Har vores dommere for mange bijob?” i Politiken den 26. februar 2006. De sendte den også til Folketingets retsudvalg, og derfor kan den læses på folketinget.dk (i pdf-format). Christen Sørensen og Leif Klinken anførte tre tilfælde, hvor der efter deres opfattlese

[...] foreligger klare indicier for, at sagsbehandlingen i selv de øverste retter kan være ufuldstændig og fejlagtig, og hvor der samtidig er spor af et omfattende bijobberi. De tre tilfælde: Vadstrupgårdsagens behandling i Den Særlige Klageret, Henrik Zahles domstolstestamente og DJØF-sagen om to vrede højesteretsdommere. Alene ud fra disse få eksempler kan vi fastslå, at bijobberi kan have haft negative virkninger.

Om Henrik Zahle skrev de:

[...] Professor, dr.jur. Henrik Zahle var i et mellemspil højesteretsdommer.

Han beskriver i ‘Omsorg for retfærdighed. Essays om retlig praksis’ en votering i en ret, hvor en kollega viser, at han ikke har forstået sagens statistiske problemer; måske bliver han stødt, hvis man prøver på at forklare dem for ham. Den næste voterende har heller ikke forstået problemet, den tredje vil afvise sagen med forkerte argumenter, og således fortsætter det i flere omgange. Til sidst er de trætte, »de vil have sagen sluttet nu, Bruun har vist et møde i sit nævn i eftermiddag, de hører ikke efter … Det er ikke altid retfærdigheden, der sejrer« (side 187-189).

Om DJØF-sagen citerede kronikørerne følgende udtalelse fra DJØF-bladet:

[...] »Der er præcedens ved Højesteret for, at de yngste dommere voterer først - (…) de unge dommere trækker det store læs, mens de ældre dommere har bedre tid til at påtage sig opgaver og bijob uden for domstolen«.

De tilføjede, at udtalelsen ”er pinligt korrekt og dokumenterbar”, men at to højesteretsdommere klagede over den.

Christen Sørensen og Leif Klinken har iøvrigt også skrevet en længere artikel med titlen Lovforslag om dommeres bibeskæftigelse – fra asken i ilden, som er værd at læse. De sendte den til Folketingets retsudvalg, og derfor er den tilgængelig på folketinget.dk.

Dommeres medlemsskab af offentlige råd og nævn er grundlovsstridigt

Christen Sørensen og Leif Klinken antydede i deres kronik, at dommernes arbejde for forvaltningen er på kant med Grundloven. Det har de vist ret i. Grundloven (som kan læses her eller her) siger blandt andet følgende om domstolen og dommerne:

§ 62
Retsplejen skal stedse holdes adskilt fra forvaltningen. Regler herom fastsættes ved lov.

At retsplejen skal holdes adskilt fra forvaltningen, betyder selvfølgelig, at den skal holdes adskilt fra forvaltningen. Den er ikke adskilt, når dommere mod ekstrabetaling arbejder for forvaltningen som medlemmer af offentlige råd og nævn. Formålet med bestemmelsen må vel være, at ministerierne skal hindres i at lægge pres på eller øve indflydelse på dommerne. Når ministerierne giver dommerne bijob og ekstraindtægter, kan de også skære ned på ekstraindtægterne, og det giver dem netop mulighed for at lægge pres på dommerne, i strid med § 62.

Eller som Christen Sørensen og Leif Klinken udtrykker det i en henvendelse til Folketingets retsudvalg (her i pdf-format):

Jo mere dommere deltager i forvaltningen, i jo højere grad bliver de inddraget i processer, hvor de kan blive udsat for tjenestebefalinger fra ministre og udsat for Ombudsmandens kritik. Hermed udviskes den adskillelse mellem domstole og administration, der er så vigtig, når borgerne føler sig gået for nær af forvaltningen.

Justitsministeriet har en anden fortolkning af paragraffen. I et svar (htm her, pdf her) på et spørgsmål i Folketinget skrev ministeriet:

[...] sigtet med reglen i grundlovens § 62 antages navnlig at være, at dommeres konkrete afgørelser skal træffes helt uafhængigt af forvaltningen. Derimod antages bestem­melsen ikke at indebære, at dommere ikke må udøve forvaltningsmæs­sige funktioner bl.a. i offentlige råd og nævn.

Justitsministeriet mener altså ikke, at § 62 sigter på at hindre, at ministerierne lægger pres på dommerne. Den siger bare, at dommerne skal modstå presset. De skal lade være med at tage hensyn til forvaltningens ønsker, når de dømmer. Det er, hvad ordet ”adskilt” betyder, ifølge justitsministeriet. Hele ansvaret for domstolenes uafhængighed lægges over på den enkelte dommers samvittighed.

Justitsministeriet ville sikkert også mene, at det er i orden at sætte ræven til at vogte gæs, når bare man minder den om, at den ikke må æde dem.

Justitsministeriets fortolkning er ikke særlig troværdig. Lidt længere fremme i Grundloven står der:

§ 64
Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven. [...]

Når dommerne kun skal rette sig efter loven, følger det jo, at de ikke skal rette sig efter ministeriernes ønsker. Hvis § 62 sagde det samme, så ville den være overflødig. Deraf kan man vel slutte, at det ikke var grundlovsfædrenes mening, at den skulle sige det samme. Det var nok deres mening, at den skulle betyde, hvad almindelig sund sans siger, at den betyder, nemlig at retsplejen skal adskilles fra forvaltningen i den forstand, at dommerne ikke må arbejde for forvaltningen. Og formålet er at undgå, at forvaltningen kan lægge pres på dommerne. Justitsministeriets fortolkning er altså forkert.

Grundloven siger noget mere:

§ 64
Dommerne [...] kan ikke afsættes uden ved dom, [...]. Dog kan den dommer der er fyldt sit 65. år, afskediges, men uden tab af indtægter indtil det tidspunkt, til hvilket han skulle være afskediget på grund af alder.

Formålet med denne regel er selvfølgelig at hindre, at regeringen kan påvirke en dommer til at dømme på en bestemt måde, fordi han frygter tab af indtægter.

Når man nu ikke må tage indtægter fra en dommer ved at afskedige ham, må man heller ikke tage dem fra ham uden at afskedige ham, for det ville jo kunne bruges til at presse ham på samme måde. Det gælder alle indtægter, altså ikke kun dommerens løn i hovedstillingen men også hans indtægter fra bijobs. Så ministerierne må ikke tage biindtægter fra en dommer. Når regeringen har givet en dommer et bijob med tilhørende indtægt, må den ikke tage indtægten fra ham igen. Selv hvis han ikke længere gider udføre bijobbet, eller hvis han udfører det dårligt. Det følger af § 64 og af dens hensigt. Men denne regel overholdes ikke.

Statsadministrationen og regeringen overtræder formentlig Grundloven på mange punkter, med Folketingets stiltiende samtykke. For eksempel udvises danske statsborgere til retsforfølgelse i udlandet, trods Grundlovens bestemmelse om, at domstolene – de danske domstole – har den dømmende magt. Det er Højesterets opgave at beskytte borgerne mod den form for magtmisbrug. Problemet er ofte, at det er svært at konstruere et søgsmål, som kan give Højesteret anledning til at konstatere, at Grundloven er overtrådt. I spørgsmålet om dommernes bijob kunne man måske forestille sig, at en anklaget nedlagde påstand om frifindelse med den begrundelse, at retsplejeloven er grundlovsstridig. Men hvis en sådan påstand blev taget alvorligt af domstolene, ville den ende foran Højesteret – hvor alle dommerne ville være inhabile

Når alt dette er sagt skal jeg lige huske at nævne, at jeg ikke er ekspert på det her juridiske halløj. Jeg er bare en, der synes at statsforfatningsret er sjovt. Og afgørende vigtigt for samfundets fremtid.

Nye regler

Folketinget ændrede som nævnt reglerne om dommernes bibeskæftigelse i 2006, og de nye regler trådte i kraft den 1. januar 2007.

De nye regler lægger et loft over dommernes indtægter fra bibeskæftigelse. I gennemsnit over en 3-årig periode ikke de må overstige 75 pct. (efter 1. januar 2010 dog 50 pct.) af lønnen i hovedstillingen. Nogle typer af bijob og biindtægter er undtaget fra loftet. Der oprettes et såkaldt bibeskæftigelsesnævn, der skal godkende brugen af dommere i råd eller nævn, hvis dette ikke er bestemt ved lov. Udpegning af dommere som medlemmer af råd, nævn, voldgiftsretter eller til anden tvistløsning uden for domstolene foretages af retspræsidenterne eller af dommere, som er udpeget af retspræsidenterne.

Formålet med indtægtsloftet er at sprede bijobbene og biindtægterne over et større antal dommere.

De nye regler gør intet for at imødekomme de fire kritikpunkter, der er gennemgået ovenfor.

1. Bibeskæftigelse rejser tvivl om dommernes habilitet, upartiskhed og uafhængighed.

   Når bijobbene bliver spedt over et større antal dommere, bliver problemet snarere større end mindre. At retspræsidenterne skal udpege dommerne til bijobs, er blot en formalitet. Hvervgiverne kan stadig bede om at få (købe) en bestemt dommer.

2. Hvis der klages til byretten over en afgørelse truffet af et nævn, hvor der sidder en højesteretsdommer, kan byretsdommeren fristes til blot at blåstemple højesteretsdommerens afgørelse. Klagemuligheden er altså ikke reel.

   Intet i de nye regler ændrer på denne situation.

3. Dommerne bruger så megen tid og energi på deres bibeskæftigelse, at det forsinker deres dommerarbejde og forringer kvaliteten af dommene.

   Når bijobbene bliver spedt over et større antal dommere, vil et fåtal af dommere få mere tid til at gøre deres arbejde, mens et større antal vil få mindre tid. Intet er vundet.

4. Dommeres medlemsskab af offentlige råd og nævn er grundlovsstridigt.

   Det bliver det ved med at være.