Stort set

Preben Wilhjelm har skrevet et essay med titlen ”Irakkrigen og den fremtidige verdensorden.” Det er muligvis udkommet i Infomation den 20. marts 2004. Lige nu er det tilgængelig på nettet her: [Opdateret 22. februar 2008: dokumentet er ikke længere på nettet, men der findes en omskrevet og forkortet version her]. Det findes åbenbart som en piece ugivet af noget der hedder Fredsfonden.

En del af essayet, som jeg har omtalt her, handler om den påståede internationale retsorden og hvordan den angivelig er blevet undergravet af krigen i Irak. En anden del, som omtales nedenfor, handler om, hvordan FN-pagten og den påståede internationale retsorden bør ændres.

Det gode ved Wilhjelm er, at han argumenterer grundigt for sine synspunkter og dokumenterer sine påstande. Han tænker FN-ideen og den internationalistiske tankegang næsten hele vejen igennem og blotlægger de totalitære konsekvenser. Problemet er bare, at dem kan han godt lide. Han anbefaler en hidtil uset verdensomspændende militær magtkoncentration, som skal styres i FN-regi af nogle råd og forsamlinger, hvis medlemmer repræsenterer de enkelte lande. Typisk for internationalister stiller Wilhjelm ikke noget krav om, at kun demokratiske lande må få indflydelse på FNs enorme militærmagt. Diktatorer og undertrykkere skal også have lov at være med.

Wilhjelms ideer er ikke så langt ude, som man skulle tro. Man gør sig lignende overvejelser i ambassadør-korpset.

Bevæggrund: Modvilje mod det frie og demokratiske USA

Baggrunden for, at Wilhjelm ønsker en reform af FN, er hvad han kalder den amerikanske ”unilateralisme”, magtfuldkommenhed og arrogance.

Han indrømmer dog, at det er bedre at magten ligger hos USA, som har en fri presse, end at den ligger i et ”mere” totalitæret system:

[...] der ingen grund til at nære illusioner om, at Frankrig, Rusland, Tyskland, Kina, Japan osv. ikke ville optræde lige så arrogant, hvis de havde samme mulighed for det (altså magt) som USA. For så vidt er det endda heldigt, at denne magt p.t. er allokeret i et land med en fri presse, og hvor regeringen i sidste ende er nødt til at tage hensyn både til den hjemlige opinion og til verdensopinionen, frem for i et mere totalitært system, som et langt stykke af vejen kan kontrollere eller ignorere opinionen.

Men han synes alligevel, det ville være bedre, hvis FN havde magten – hvilket ville medføre, at de mange undertrykkende diktaturstater fik del i den. Han ser mærkeligt nok ingen fare for, at FN selv bliver et ”mere totalitært system”, selvom pressen i de fleste medlemslande er mindre fri end i USA.

Det er ikke kun fordi pressen er fri, at USAs regering er nødt til at tage hensyn til den hjemlige opinion. Det er nok så meget fordi USA er et demokrati. Det er Wilhjelm ikke særlig ivrig efter at anerkende. Netop fordi amerikanerne har ytringsfrihed og demokrati, bør vi danskere alliere os med dem. Men det udtrykker Wilhjelm ikke noget ønske om.

Det er ikke rigtigt, at den amerikanske regering er nødt til at tage hensyn til “verdensopinionen” – og det gør den heller ikke. Netop fordi USA er et demokrati, altså et folkestyre, er det kun det amerikanske folk der har stemmeret, ikke det franske eller det svenske. Så den amerikanske regering er flintrende ligeglad med hvad franskmændene eller svenskerne mener. Og tak for det.

Vi er 6 milliarder mennesker i denne verden, og vi har hver især ret til at mene, hvad vi vil. Vi stemmer hver især i vores eget land. Hvis vi er så heldige at få lov. Vi vil ikke tages til indtægt for “verdensopinionen”.

Yankeefobi

Problemet er selvfølgelig, at Wilhjelm lider af anti-amerikanisme, som det for eksempel kommer til udtryk i denne udtalelse:

[…] nok er amerikanerne i almindelighed nogle ignoranter, når det drejer sig om kendskab til og forståelse for andre kulturer, men [...]

Det er næppe rigtigt, at amerikanerne har mindre forståelse for andre kulturer end for eksempel danskerne har.

Men Wilhjelm skal have ret til at skrive, hvad han mener. Også selvom udtalelsen i princippet strafbar efter ordlyden af straffelovens paragraf 266(b), der forbyder forhånelse af visse priviligerede grupper, deriblandt grupper der er defineret ved deres nationale oprindelse. Denne udanske paragraf burde ophæves.

Om udtalelsen i praksis anses for strafbar kommer an på anklagemyndighedens og domstolenes vurdering. Blandt andet kræver retspraksis, at en forseelse skal være ”grov” for at blive straffet, og det forholder sig nok sådan, at det ikke anses for groft at forhåne amerikanere.

EU som modvægt mod USA

Et af formålene med EU er at modarbejde USA.

Wilhjelm afviser imidlertid EU som ”modvægt eller korrektiv” til USA. Ikke fordi ytringsfriheden er begrænset og medierne i høj grad er statsejede i EU, og heller ikke fordi EU er et demokratisk underskudsforetagende, men blandt andet fordi det er for slapt:

I øjeblikket drejer forestillingerne [...] (i Europa!) sig om EU som modvægt eller korrektiv til USA. Det er både naivt, provinsielt og kortsigtet.

Naivt fordi EU aldrig bliver i stand til at hamle op med USA som magt. Provinsielt fordi verden uden for USA og EU, altså de øvrige 87% af jordens befolkning, selvsagt ikke føler sig bedre repræsenteret af EU end af USA. Kortsigtet fordi det kun er et spørgsmål om tid, før rollen som altdominerende supermagt er overtaget af en anden, eksempelvis Kina.

Når og hvis Kina bliver en altdominerende supermagt, kan vi sikkert glemme alt om FN. I mellemtiden er det rigtigt, at jordens befolkning uden for EU og USA ikke føler sig repræsenteret af EU – selv folk i EU-landene føler sig jo ikke repræsenteret af EU. Folk uden for Europa og USA føler sig i mange tilfælde ikke engang repræsenteret af deres egne regeringer, fordi de er udemokratiske og undertrykkende. Vejen frem for disse folk er at omstyrte deres regeringer og skabe sig en demokratisk styreform. Men Wilhjelm vil tværtimod give disse regeringer mere magt ved at lade dem være med til at bestemme over brugen af FNs stærkt udvidede militære magtmidler.

Det er givetvis rigtigt, at EU aldrig bliver i stand til at hamle op med USA militært. Men Wilhjelm forsøger ikke at forklare hvorfor. Måske fordi en nærmere analyse nok vil bekræfte manglen på realisme i hans ønske om en international retsorden.

Hvis militær magt er en god og nødvendig ting for at opretholde en international retsorden, som Wilhjelm jo mener, hvorfor kan eller vil europæerne så ikke skaffe sig denne magt? Hvad er det, europæerne mangler, som amerikanerne har?

Man må antage, at det europæerne mangler er lysten til at være med til at betale, hvad det koster at opretholde en international retsorden, i kroner og ører og menneskeliv. De vil gerne kritisere, men de vil ikke selv yde en indsats, der svarer til amerikanernes.

Det er i hvert fald klart, at europæerne ikke bruger ret mange penge på deres militær. Ifølge Burkard Schmitt, “Defence Expenditure,” European Union Institute for Security Studies, February 2005, brugte USA i 2003 3.7 % af deres BNP på forsvaret, mens EU-landene brugte sølle 1.9 % i gennemsnit. Danmark, som så gerne vil sende sine tropper ud og være med til at skabe fred i verden, brugte endnu mindre, nemlig 1.6 %. De fire EU lande, der brugte mest, var Grækenland, de to atommagter Frankrig og Det Forenede Kongerige, og Cypern. Grækenland var det eneste EU-land, der brugte mere end USA, nemlig 4.1 %. Det gjorde de næppe af idealisme, men fordi de bliver truet og chikaneret af Tyrkiet. Det samme gælder nok Cypern.

Forestillingen om EU som modvægt eller korrektiv til USA strider iøvrigt mod danske interesser. Hvis EU bliver en militær magt, vil den blive domineret af atommagten Frankrig. Hele EU-kontruktionen er jo drevet af Frankrigs storpolitiske ambitioner. Danmark har ingen interesse i at fremme Frankrigs ambitioner eller i at være tvunget til altid at være på Frankrigs side mod amerikanerne. Danmark har ingen interesse i at skulle tilslutte sig Frankrigs politik i Afrika og Mellemøsten, for eksempel.

FN skal føre mere krig – men ikke for lemfældigt

Her kommer så første del af Wilhjelms forslag til reform af FN:

[Den internationale retsorden og sikkerhedspolitik] kræver et reformeret eller helt nyt FN, specielt hvad angår organisationens sikkerhedspolitiske funktioner. En reform, som tager højde for udviklingen siden 1947 ved afskaffelse af de gamle stormagters vetoret og en tidssvarende repræsentation i de forskellige organer. Som på grundlag af klare definitioner giver mulighed for militær magtanvendelse også i tilfælde, som ikke er forudset i den nuværende FN-Pagt, herunder folkedrab og terror, inkl. statsterror. Som sikrer, at sådanne beføjelser ikke bruges for lemfældigt, f.eks. ved krav om kvalificeret flertal og evt. krav om flertal såvel i et samlet plenum som i det pågældende regionale plenum.

FN-pagten forbyder ikke militær magtanvendelse i tilfælde af folkedrab, terror og statsterror, når blot det foregår efter reglerne. Derimod forbyder den indgreb i staternes interne forhold, og det er det, Wilhjelm vil have ændret. Han vil tillade FN at iværksætte sådanne indgreb, hvis det sker for at modvirke ”folkedrab og terror, inkl. statsterror”.

FN skal være verdens mest dødbringende militærmagt

Sådan skrev Wilhjelm:

Det helt afgørende reformkrav må imidlertid være, at FN må have magt til at håndhæve sine beslutninger. [...] Det internationale samfund må, som det også oprindelig var tanken med FN, have sin egen militære styrke under egen kommando. Og ikke blot [...] en udrykningsstyrke beregnet på lokale konflikter. Derudover må det have et sikkerhedsberedskab omfattende de teknologisk mest avancerede våbensystemer i et omfang, som kan hamle op med og om nødvendigt udgøre en trussel mod den til enhver tid dominerende supermagt.

FN skal have sin egen militære styrke med våben som kan true den til enhver tid dominerende supermagt, dvs. USA og i fremtiden måske Kina.

Mon de enkelte lande har lyst til at betale for FN-soldater og FN-våben, der kan blive rettet mod dem selv? Mon ”den til enhver tid dominerende supemagt” vil være med? Amerikanerne er FNs største bidragydere – skal de nu til at betale for våben, der skal rettes mod dem selv? Hvem vil være FN-soldat? Hvem har lyst til at repræsentere FNs undertrykkende diktaturstater som soldat i kamp mod det frie og demokratiske USA? Og hvordan holder man miltær disciplin i en sådan styrke?

Men lad os se bort fra disse detaljer. Som Wilhjelm skriver:

Det er et langsigtet projekt, så der er ingen grund til at lægge sig fast på, f.eks. hvordan det helt konkret skal finansieres.

Magtasketiker ønsker verdenshistoriens største magtkoncentration

Wilhjelm skriver:

For en inkarneret magtasketiker er det en tung konklusion, at FN må have et sikkerhedsberedskab baseret på militær magt, tilstrækkelig til at true den stærkeste stat til at afstå fra at bryde international lov. Men jeg ser ingen anden mulighed, hvis der skal etableres en international retsorden, som de fleste kan acceptere.

Afstemningsregler som garanti mod overgreb

Hvis FN får mere militær magt, er der intet, der sikrer, at den ikke vil blive brugt til at sprede død, ødelæggelse og undertrykkelse. Preben Wilhjelm indser, at der er et problem i at give militær magt til FN, men han ser ikke, hvor fundamentalt problemet er. Han gør det til et spørgsmål om, at FNs miltære magtanvendelse ikke sker ”for lemfældigt”. Som om en lille smule lemfældighed er i orden. Eller som om det overhovedet er et spørgsmål om lemfældighed.

Wilhjelm mener, at man kan sikre sig mod for megen lemfældighed ved at holde afstemninger mellem verdens magthavere efter nogle særlig smarte afstemningsprocedurer. Han foreslår, at godkendelser af militær magtanvendelse skal besluttes med kvalificeret flertal og måske med flertal såvel i et samlet plenum som i et regionalt plenum.

[...] for at lande på den ene side af kloden ikke skal kunne blive udslagsgivende i en situation, som for dem reelt kun er af mindre betydning, kan man evt. operere med en ’dobbeltgaranti’ ved krav om flertal såvel i Sikkerhedsrådet som i det pågældende Regionale Råd.

Altså med andre ord, hvis en afrikansk diktator begår nogle overgreb på sin befolkning, så skal de blødsødne europæere ikke have for meget at skulle have sagt. Hvis der skal gribes ind fra FNs side, så skal det først vedtages i de afrikanske diktatorers regionalråd.

Videre skriver Wilhjelm:

Garantierne mod overgreb baseret på lidt for tilfældige flertal i generalforsamlingen eller Sikkerhedsrådet kan f.eks. opnås ved krav om kvalificeret flertal.

Som om overgreb baseret på forudsigelige flertal eller kvalificerede flertal er i orden.

Ingen afstemningsregler kan sikre, at krig kun føres til støtte for dem, der har ret og mod dem, der har uret. FNs nugældende regler sikrer kun, at magtanvendelsen ønskes af et flertal i sikkerhedsrådet, og at ingen af de fem gamle stormagter er imod. Man må antage, at de fleste af sikkerhedsrådets medlemmer i de fleste tilfælde handler ud fra egeninteresse.

Danmark kan indtil videre vælge at lade være med at medvirke til FNs krigsførelse når vi er imod. Men vi støtter den alligevel i kraft af vores medlemskab af FN, vores ratifikation af FN-pagten, og vores økonomiske bidrag til FN. Vi støtter altså krige, som er besluttet af folk, som ikke står til ansvar over for de danske vælgere og som tilmed i mange tilfælde ikke står til ansvar for vælgerne i noget som helst land.

Når Danmark en sjælden gang fører angrebskrig, som i Irak i 2003, sker det måske også ud fra et ønske om at fremme danske interesser. Det er Folketinget, der ifølge Grundloven godkender krigsførelsen, og de enkelte folketingsmedlemmer kan have deres egne motiver. Men beslutningen træffes demokratisk. Folketinget træffer sin beslutning under direkte ansvar over for de danske borgere. Hvis de danske borgere er imod Danmarks krigsførelse, kan de undlade at genvælge folketingsmedlemmerne.

Sikkerhedsrådets virkelige funktion

Dansk støtte til angrebskrigsførelse kan ikke legitimeres ved afstemning blandt verdens magthavere.

Det er da heller ikke sikkerhedsrådets opgave at legitimere noget somhelst.

Sikkerhedsrådet funktion er snarere at levere en slags serviceydelse til potentielle aggressorer ved at give dem en vejledende forhåndsafgørelse af, om deres aggression vil blive imødegået af andre lande.

Når et land fører angrebskrig, løber det en risiko for, at andre lande intervenerer til støtte for offeret. Denne risko mindskes betydeligt, hvis det angribende land først sikrer sig en godkendelse fra sikkerhedsrådet. Omvendt, hvis en af stormagterne eller et flertal i sikkerhedsrådet er imod godkendelsen, så er det et signal om, at det nok er klogt at holde sig fra angrebet. Det er bedre at få dette konstateret i sikkerhedsrådet end på slagmarken.

Der er håb

De forskellige forslag om at styrke FN, deriblandt Wilhjelms, har heldigvis ingen chance for at blive virkelighed. Som han selv skriver:

I mere end ti år, siden 1993, har en særlig komité arbejdet på forslag til ændring af FN’s struktur. Stabler af forslag, betænkninger og mødereferater har hobet sig op, foreløbig uden resultat. Alle har markeret egne interesser, - der har ikke udkrystalliseret sig nogen gruppe af lande, der er enige om visse generelle sigtelinier. Egeninteresserne dominerer.