Stort set

Modsat hvad der ofte hævdes i den offentlige debat, er ytringsfriheden ikke grundlovssikret i Danmark. Hvis den var, kunne Folketinget ikke indføre love, som begrænser den. Men Folketinget har vedtaget mange love og paragraffer, som begrænser ytringsfriheden, og Højesteret har godtaget disse paragraffer og idømt folk straf og erstatningsansvar for at overtræde dem.

Grundlovens § 77

Jamen, hvis ytringsfriheden ikke er grundlovssikret i Danmark, hvad er det så, Grundloven siger? Den relevante paragraf lyder således:

§ 77
Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.

Censur betyder, at ytringer skal godkendes af en eller anden myndighed, før de bliver offentliggjort. Sådan en ordning havde man før Junigrundloven af 1949, og den ramte nogle af Grundlovens fædre – Grundtvig, Lehman og Monrad. De fik indføjet det forbud mod censur, som står i Grundlovens § 77.

Men straf, erstatning og censur er forskellige ting, og forbudet mod censur hindrer ikke Folketinget i at indføre straf eller erstatningsansvar for folk, der siger deres mening. At ”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker” modsiges jo straks af tilføjelsen, ”dog under ansvar for domstolene”.

Henrik Zahle, Dansk forfatningsret 3 – Menneskerettigheder, 3. Udgave, Chritian Ejlers’ Forlag, 2003, udtrykker det meget klart i sit afsnit 61.4:

I den senere litteratur er den almindelige antagelse, at grl. § 77 (eller tilsvarende ældre grundlovsbestemmelser) ikke sætter nogen grænser for, hvad der ved lov – eller med hjemmel i lov – kan indføres af ansvar for ytringer.

Zahle citerer også Alf Ross, Dansk statsforfatningsret, 1980, s. 724:

Der er altså efter denne paragraf (§ 77) intet til hinder for at det ved lov forbydes at kritisere den demokratiske statsform, at nedbryde troen på Guds eksistens og sjælens udødelighed, at agitere for kommunismen eller nogen anden politisk doktrin, at bringe udenrigspolitiske efterretninger, at omtale kongehuset – ja selv at refere sportsbegivenheder.

Lektor Jørgen Albæk Jensen fra Aarhus Universitet har formuleret det sådan her (i Danmarks Riges Grundlov – med kommentarer, redigeret af Henrik Zahle, JØF, 1999, § 77, afsnit 5.2):

[Grundlovens § 77 indeholder] ikke efter sin ordlyd nogen form for beskyttelse af den materielle ytringsfrihed i den forstand, at den udelukker lovgivningsmagten fra at gøre ytringer på et hvilket som helst område og med et hvilket som helst indhold ansvarspådragene.

Love som indskrænker ytringsfriheden

Paragraffer, som indskrænker ytringsfriheden ved at pålægge straf eller erstatningsansvar, findes for eksempel i markedføringsloven, forvaltningsloven, og straffeloven, som også kan læses her.

De mest kontroversielle paragraffer, og de der er mest egnede til at dæmpe den frie demokratiske debat, findes i straffeloven. Jeg skal blot citere tre.

Forhånelse af grupper af visse forbudte grunde:

§ 266 b.
Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.

Et interessant aspekt ved § 266 b [og ved de to andre paragraffer, der er citeret nedenfor] er, at den [de] kun er undergivet offentlig påtale. Det vil sige, at det er anklagemyndigheden, der bestemmer, om der skal rejses tiltale. Det skaber fare for, at paragraffen ensidigt bruges til at straffe folk, som regeringen eller anklagemyndigheden af politiske grunde ønsker at straffe, og at beskytte grupper, som regeringen eller anklagemyndigheden af politiske grunde ønsker at beskytte.

Blasfemi:

§ 140.
Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Forhånelse af fremmede stater og flag:

§ 110 e.
Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes den, der offentlig forhåner en fremmed nation, en fremmed stat, dens flag eller andet anerkendt nationalmærke eller De Forenede Nationers eller Det Europæiske Råds flag.

En mærkelig paragraf. Hvem har dog fundet på, at man skal to år i fængsel for at forhåne FNs eller Det Europæiske Råds flag? Det må være noget, der er kommet udefra. Ingen almindelig frihedselskende dansker kunne få sådan en ide. Strafferammen er den samme som for valgsvindel, flugt fra et fængsel, undragelse af værnepligt, embedsmisbrug, dokumentfalsk, samleje med broder eller søster, fremstilling af børneporno, undladelse af hjælp til en person i livsfare, ulovlig tvang, trusler på livet, og bagvaskelse.

Ytringsfrihed i Amerika

Straf for at sige sin mening er meget udbredt i Europa, men ikke i det frie og demokratiske USA, hvor ytringsfriheden sikret af forfatningen, som kan læses her eller her.

Forfatningens ”first amendment” (første ændring) siger:

Congress shall make no law […] abridging the freedom of speech, or of the press; […]

Altså, kongressen må ikke lave nogen lov, der begrænser ytringsfriheden eller pressefriheden. ”The first amendment” gælder kun den føderale lovgivning, men ”the fourteenth amendment” (den fjortende ændring) udvider princippet til også at gælde staternes lovgivning. Og det opretholdes ganske strengt af USAs højesteret.