Stort set

Det er tilladt at forhåne og nedværdige grupper af mennesker fordi de er gamle, demente, svagelige, grimme, invalide, misdannede, lavstammede, splejsede, bondske, bøvede, tykke, sindssyge, åndssvage, fattige, ulykkelige, kejthåndede, skeløjede, blinde, døve, tonedøve, talentløse, inkompetente, eller uduelige. Men det er strafbart at forhåne eller nedværdige dem fordi de er svenskere, katolikker, eller homoseksuelle.

Dette er det mest åbenlyst urimelige og uretfærdige aspekt ved straffelovens “racismeparagraf”. Det er kun forbudt at forhåne grupper af visse særlig politisk ukorrekte grunde, mens det ikke er forbudt at forhåne eller nedværdige grupper i almindelighed. Det er ikke forbudt at forhåne en gruppe på grund af dens mentale egenskaber, dens sociale status, eller dens politiske tilhørsforhold, for eksempel.

Derudover der det også urimeligt og i strid med dansk tradition at straffe folk for at sige deres mening.

Den danske straffelov indeholder adskillige paragraffer, som giver domstolene mulighed for at sætte folk i fængsel for at sige deres mening. Det kan virke overraskende, hvis man går og tror, at ytringsfriheden er grundlovssikret. Men det er den altså ikke.

Straffelovens paragraf 266 b, som ofte kaldes ”racismeparagraffen” (selvom den handler om meget mere end racisme), lyder således:

§ 266 b.
Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.

Paragraffens forløber fra 1939

Paragraf 266 b har som forløber en paragraf, som Rigsdagen indføjede i straffeloven i 1939 (se Højesterets dom af 23. august 2000, sagsnummer U.2000.2234H):

Den, der ved udspredelse af falske rygter eller beskyldninger forfølger eller ophidser til had mod en gruppe af den danske befolkning på grund af dens tro, afstamning eller statsborgerforhold, straffes med hæfte eller under formildende omstændigheder med bøde. Er rygterne eller beskyldningerne fremsat i trykt skrift eller på anden måde, hvorved de er nået ud til en større kreds, er straffen hæfte eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 1 år.

Sofie Bak har i ”Frø af ugræs: Dansk antisemitisme før og efter 1943” givet en interessant beskrivelse af paragraffens baggrund. Det fremgår af hendes fremstilling, at den – trods sin ordlyd – udelukkende var rettet mod jødeforfølgelser. Det bekræftes også af Niels-Erik Hansen fra Dokumentations- og Rådgivningscenteret om Racediskrimination, som i en kronik i Berlingske Tidende den 3. juni 2001 skrev, at ”Loven skulle forebygge en nazistisk hetz mod danske jøder, sådan som man var vidne til syd for grænsen.”

Pargraffen taler om ”tro, afstamning, eller statsborgerforhold”. Det er ikke lykkedes mig at gennemskue, hvorfor man medtog ”statsborgerforhold”. Men ”tro” og ”afstamning” var velvalgte begreber, som bedst muligt sikrede, at jøderne blev beskyttet. Det var bevidst – hvis jeg forstår Sofie Bak korrekt – at man ikke nævnede ”race”, for racebegrebet var for vagt. Man brugte det langt bedre dækkende begreb ”afstamning”, som var nødvendigt, fordi jøderne ikke udelukkende blev defineret af deres tro.

Når nu pargraffen sigtede på at beskytte de danske jøder, kan man undre sig over, at den ikke simpelthen sagde,

”Den, der ved udspredelse af falske rygter eller beskyldninger forfølger eller ophidser til had mod de danske jøder, straffes [...] ”

Også det forklarer Sofie Bak. Ordet ”jøde” var ”farligt konkret set i lyset af nabolandets omfattende jødelovgivning”. Med andre ord var hensigten med den abstrakte formulering at skjule paragraffens egentlige formål for tyskerne, ikke for danskerne. Flertallet af den danske befolkning ville næppe have haft noget imod en paragraf, der indskrænkede ytringsfriheden for konkret at beskytte de danske jøder.

Endnu idag, efter flere ændringer, er paragraffen formuleret på en måde, som undgår at være ”farligt konkret”. Den er stadig formuleret på en abstrakt måde, der er egnet til at skabe usikkerhed om dens egentlige formål og rækkevidde.

Ytringsfriheden var grundfæstet i rigsdagsmedlemmernes anstændighed

Nogle af Rigsdagens medlemmer var betænkelige ved at indskrænke ytringsfriheden, men flertallet fandt at hensynet til ytringsfriheden blev opvejet af nødvendigheden af at beskytte de danske jøder mod forfølgelse i lyset af den truende situation i Tyskland.

Det var altså så at sige ekstraordinært, at man gav afkald på en del af ytringsfriheden for at beskytte de danske jøder.

At udsprede falske rygter eller beskyldninger mod folk og derved forfølge dem eller ophidse til had mod dem burde egentlig være forbudt helt generelt. Så man kunne godt have formuleret paragraffen bredere:

Den, der ved udspredelse af falske rygter eller beskyldninger forfølger eller ophidser til had mod en gruppe danskere, straffes [...]

Men det gjorde man altså ikke. Det er bemærkelsesværdigt. Rigsdagens respekt for ytringsfriheden var så dyb, at man ikke mente, at det i almindelighed skulle være forbudt at forfølge folk eller ophidse til had mod dem ved udspredelse af falske rygter.

Lene Bak skriver:

Oppositionen havde betænkeligheder over for det samlede lovforslags indskrænkning af presse- og ytringsfriheden, og berørte spørgsmålet som senere under fem års besættelse skulle martre politikerne: Hvor meget kan man begrænse demokratiet i sin iver for at beskytte det? Oppositionen mente at Steinckes forsøg på at sikre ytringsfriheden i virkeligheden ville dræbe den. Venstres ordfører Rytter udtrykte sig næsten poetisk: ”Jeg ved godt … at ministeren decideret og absolut ikke er nazist, men jeg ville ønske, at han var så lidt nazist, at han ikke vilde gennemføre nazistiske Regler”.

Partiet Venstres ordfører kaldte altså paragraffen nazistisk, fordi den indskrænkede danskernes frihed, ganske som nazisterne indskrænkede tyskerenes frihed. Så alvorligt så man på ytringsfriheden dengang.

Efter krigen blev paragraffen stående, selvom de ekstraordinære forhold den udsprang af ikke længere var til stede.

Stramningerne fra 1971

I 1971 kom der nogle dramatiske stramninger af paragraffen. Anledningen var, at regeringen ønskede at ratificere FNs racismekonvention (FNs konvention af 21. december 1965 om afskaffelse af alle former for racediskrimination, her på dansk). Paragraf 266 b kom til at lyde således:

Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse eller tro, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år.

(Se Straffelovrådets betænkning om straffastsættelse og strafferammer, betænkning nr. 1424, kapitel 27, eller Højesterets dom af 23. august 2000, sagsnummer U.2000.2234H)

Stramningerne bestod i, at

• Forfølgelse og ophidselse til had blev ændret til trusler, forhånelse eller nedværdigelse
• Udspredelse af falske rygter eller beskyldninger blev ændret til udtalelse eller anden meddelelse fremsat offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds
• En gruppe af den danske befolkning blev ændret til en gruppe personer
• Tro, afstamning eller statsborgerforhold blev ændret til race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse eller tro
• Den maksimale fængselsstraf blev øget fra 1 til 2 år

Efter den gamle paragraf var forfølgelse og ophidselse til had ved udspredelse af falske rygter eller beskyldninger forbudt. I 1971 forbød man i stedet forhånelse og nedværdigelse (trusler er allerede forbudt andetsteds i straffeloven), og det krævedes ikke længere, at der er tale om falske eller usande udtalelser.

Hvor der tidligere var tale om at beskytte en bestemt, særlig udsat befolkningsguppe mod livsfarlig forfølgelse, kan man siden 1971 blive straffet for at udtrykke sin ringeagt for en gruppe personer eller for at påpege deres faktiske egenskaber, handlinger, eller hensigter, hvis disse er uværdige.

De forbudte grunde til ytringerne blev ændret fra tro, afstamning og statsborgerforhold til race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse og tro. Det er et tilbageskridt fra 1939, hvor man havde tænkt over sagen og fundet, at begrebet ”afstamning” dækkede bedre end det svært definerbare begreb ”race”. I 1971 tænkte man ikke længere selvstændigt men overtog FNs tvivlsomme racebegreb.

Konventionen som påskud

Lovændringen i 1971 byggede på et udvalgs betænkning, betænkning nr. 553/1969 om forbud mod racediskrimination. Jeg kan ikke finde betænkningen på nettet, men den omtales og citeres i den ovenfor nævnte Højesteretsdom af 23. august 2000, sagsnummer U.2000.2234H:

Det fremgår af betænkningens kapitler IV og V, at udvalget i lighed med de tilsvarende udvalg i Norge og Sverige har fundet, at der ikke i fornødent omfang er hjemmel til som foreskrevet i FN-konventionens art. 4, litra a, at straffe »al udbredelse af ideer, der hviler på racemæssig overlegenhed eller racehad«. Udvalget foreslår derfor de gældende bestemmelser i straffelovens § 266 b om forfølgelse af og ophidselse til had mod befolkningsgrupper udvidet [...]

Det angivelige formål med ændringerne var altså at gøre det muligt at straffe »al udbredelse af ideer, der hviler på racemæssig overlegenhed eller racehad«, som foreskrevet af FN- konventionen. Men det ser ud til at have været et påskud snarere end et formål, for den ændrede paragraf siger intet om udbredelse af sådanne ideer. Faktisk siger betænkningen direkte, at man ikke kan efterkomme konventionens krav om at kriminalisere ”al udbredelse af ideer, [...]”. Her citeres fra højesteretsdommen:

Under udvalgets drøftelser såvel som ved de nordiske møder om lovgivningsproblemerne har det stået fast, at det ville være i modstrid med den i de nordiske lande rådende opfattelse af ytringsfriheden, om man kriminaliserede enhver udbredelse af forestillinger om racemæssig overlegenhed eller af udtryk for racehad.

Og betænkningen siger udtrykkeligt, at det ikke var hensigten at kriminalisere udtalelser af denne art, hvis de er videnskabelige eller falder som led i en saglig debat. Her citeres igen fra højesteretsdommen:

Udenfor bestemmelsen falder videnskabeligt fremsatte teorier om racemæssige, nationale eller etniske forskelligheder, som det ikke kan antages at have været hensigten, at konventionen skulle omfatte. [...] [ Der kan] formentlig også med hensyn til udtalelser, der ikke falder i egentlig videnskabelig sammenhæng, men på anden måde som led i en saglig debat, være anledning til at regne med et område af straffrihed.

Det er bemærkelsesværdigt, at udvalget på den ene side foregav at efterkomme kravene i traktaten men på den anden side undtog videnskabelige og saglige udtalelser. Traktatens ordlyd giver ikke plads til undtagelser, når den siger ”al udbredelse af ideer, [...]”.

Og de drastiske stramninger af paragraf 266 b synes ikke at have noget at gøre med konventionen. I hvert fald går de langt videre, end hvad konventionen kræver. Der var ingen grund til at stramme op på ytrings-ufriheden angående national eller etnisk oprindelse og tro. Der var ingen grund til at kriminalisere hån, og der var ingen grund til at forhøje den maksimale straf til 2 års fængsel.

Hvis formålet kun var at efterleve FN-konventionen, kunne man have gjort det ved at tilføje ”race” til den gamle paragraf og indføre en ny paragraf, der sagde, at det er forbudt at udbrede ideer, der hviler på racemæssig overlegenhed eller racehad.

Om “tro” skriver udvalget (ifølge højesteretsdommen):

Spørgsmålet om diskrimination på grund af trosbekendelse ligger udenfor det ved konventionen regulerede område. Udvalget har, også når de omtalte udvidelser af § 266 b tages i betragtning, fundet det ubetænkeligt at foreslå, at bestemmelsen ligesom hidtil skal omfatte forfølgelse af en gruppe på grund af dens tro.

Ytringsfriheden vedrørende tro blev altså inskrænket fordi udvalget fandt det ”ubetænkeligt”.

Der må have været nogen i udvalget eller i embedsstanden eller i Folketinget, der var særlig ivrige efter at beskære ytringsfriheden. Den anstændighed, der fik rigsdagsmedllemmerne i 1930erne til at tøve med at beskære ytringsfriheden, selv om der var tale om et så hæderværdigt formål som at beskytte jøderne mod tysk-inspirerede forfølgelser, var åbenbart ikke vel repræsenteret i udvalget eller i Folketinget i 1971.

Hykleri og dårlig samvittighed

Der må også have været nogen embedsmænd eller ambassadører, der havde en snært af dårlig samvittighed over konventionen. For at bøde på deres samvittighed, havde de nordiske lande været nødt til at prøve at få et eller andet om ytringsfriheden føjet ind i konventionen. Men det lykkedes ikke særlig godt. De andre lande var åbenbart ligeglade, og man fik kun indføjet en spagfærdig henvisning til menneskerettighedserklæringen. Og læser man menneskerettighedserklæringen (det kan man gøre her hos højkommissæren for menneskerettigheder eller her hos Amnesty International), finder man kun en ganske spagfærdig omtale af ytringsfriheden, som jo reelt heller ikke gælder i mange af FNs medlemslande.

Lad os læse videre i betænkningen, som citeret af Højesteret:

»Det fremgår . . . af indledningen til art. 4, at konventionens krav . . . skal opfyldes »under skyldig hensyntagen til de i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne indeholdte principper og til de i art. 5 i denne konvention udtrykkeligt nævnte rettigheder«. Man har herved haft for øje, at der for lovgiverne i det enkelte land kan foreligge en konflikt mellem ønsket om at støtte bekæmpelsen af raceforfølgelse og ønsket om at respektere borgernes ret til at give udtryk for deres anskuelser.

Ja, mon ikke. Der er en konflikt mellem at kriminalisere udbredelse af ideer og at respektere borgernes ret til at give udtryk for deres anskuelser. Det er faktisk to modsatte ting.

Videre:

Der må iagttages en passende grænse for de indgreb i ytringsfriheden, som skal kunne gøres gennem straffebestemmelser. Dette er under forarbejderne til konventionen særlig blevet fremhævet fra de nordiske landes side. Ved behandlingen i menneskerettighedskommissionen af forslaget til en konvention blev det således påpeget, at menings- og ytringsfriheden samt forenings- og forsamlingsfriheden må respekteres også ved lovgivning vendt mod racediskrimination m.v., og det var på disse landes foranledning, at det omtalte forbehold blev indføjet i konventionsteksten.

Sandheden er nok snarere, at blandt de få lande, der værdsatte ytringsfriheden, var det kun de nordiske, der var slatne nok til ikke at tage forbehold over for kravene i konventionens artikel 4. Da for eksempel amerikanerne ratificerede konventionen, tog de udtrykkeligt forbehold mod de medfølgende begrænsninger af ytringsfriheden, fordi de ganske enkelt strider mod USAs forfatning.

De forskellige landes forbehold og erklæringer i forbindelse med tiltrædelse af konventionen kan læses her eller her.

Senere stramninger

Det er indtil videre aldrig sket, at paragraf 266 b er blevet ændret i retning af, at ytringsfriheden blev styrket.

Siden 1971 er den tværtimod blevet strammet et par gange. I 1987 tilføjede man ”seksuel orientering”, således at det nu også er strafbart at forhåne eller nedværdige en gruppe på grund af dens ”seksuelle orientering.” I 1995 tilføjede man paragraffens stk. 2, som gør propagandavirksomhed til en skærpende omstændighed. Hæftestraf blev afskaffet i 2000.

Om disse ændringer, se Straffelovrådets betænkning om straffastsættelse og strafferammer, betænkning nr. 1424, kapitel 27.