Stort set

Højesterets fornemste opgave er at sikre borgernes grundlovsmæsssige rettigheder over for regeringen og Folketinget. Men gør den det, eller er den tværtimod følgagtig over for statsadministrationen? Højesterets dommere bliver underbetalt og supplerer deres indkomst i stor stil med biindtægter fra bijobs, og mange af disse biindtægter uddeles af justitsministeriet og andre ministerier. Se “Kan vi have tillid til Højesteret og de øvrige domstole?“. Derfor kan man teoretisk set ikke have megen tillid til disse dommeres uafhængighed. Men hvad hvis man ser på deres konkrete afgørelser?

I bogen Danmarks Riges Grundlov – med kommentarer, redigeret af Henrik Zahle, JØF 1999, kapitel IV, § 64, afsnit 6, skriver juraprofessor Eva Smith om konstituerede dommere. Konstituerede dommere er, så vidt jeg forstår, ansatte i justitsministeriet, der i en begrænset periode eller på deltid fungerer som dommere.

Både dommernes bijobberi for ministerierne og brugen af konstituerede dommere er i strid med en ordret læsning af Grundlovens § 62, som siger, at retsplejen stedse skal holdes adskilt fra forvaltningen. Og begge dele skaber tvivl om dommernes uafhængighed. Både bijobbende dommere og konstituerede dommere kan med rimelighed antage, at det ikke er befordrene for biindtægterne eller for karrieren i justitsministeriet at dømme på en måde, der strider mod ministerierts opfattelse af en sag eller af et retsprincip.

Grundloven kan læses her eller her.

Eva Smith citerer en dom fra 1994, hvor Højesteret afgjorde, at brugen af konstituerede dommere fra justitsministeriet ikke er i strid med Grundlovens §§ 3 og 64. Disse paragraffer siger følgende:

§ 3
[…] Den dømmende magt er hos domstolene.

§64
Dommerne […] kan ikke afsættes uden ved dom, ejheller forflyttes mod deres ønske […]. Dog kan den dommer der er fyldt sit 65. år, afskediges, men uden tab af indtægter indtil det tidspunkt, til hvilket han skulle være afskediget på grund af alder.

Jeg påviste i “Kan vi have tillid til Højesteret og de øvrige domstole?” at bijobberiet strider mod denne regel, fordi bijobbene og biindtægterne godt kan tages fra dommerne.

Problemet i den af Eva Smith citerede dom var, at de konstituerede dommere dengang, i 1994, ikke var beskyttet mod afskedigelse og forflyttelse. Det alene burde selvfølgelig have ledt Højesteret til at kende ordningen med konstituerede dommer grundlovsstridig. Men det gjorde retten ikke, og det interessante er begrundelsen:

Bestemmelserne i grundlovens §§ 3 og 64 må på baggrund af den lovhjemlede, mangeårige praksis for anvendelse af konstituerede dommere fortolkes således, at de ikke udelukker, at dømmende funktioner i et vist omfang kan udøves af dommere, der ikke nyder en grundlovssikret beskyttelse mod afskedigelse og forflyttelse.

At Folketinget har godkendt (lovhjemlet) brugen af konstituerede dommere, og at det har stået på i mange år, siger intet om den rette fortolkning af Grundloven. Det siger højst noget om, hvordan Folketinget og justitsministeriet fortolker den. Og ikke engang det, for måske bryder de den bevidst. Det er Højesteret, ikke Folketinget eller justitsministeriet, der i sidste ende skal afgøre, hvordan Grundloven skal fortolkes og om den tillader brugen af konstituerede dommere.

Når Højesteret godkender brugen af konstituerede dommere med henvisning til, at det gør Folketinget også, og at det har stået på i mange år, er det svært ikke at tage det som et udslag af følgagtighed og konkludere, at retten svigter sin fornemste opgave – at sikre borgernes grundlovsmæsssige rettigheder over for regeringen og Folketinget.