Stort set

I Politiken’s kronik den 22. Juni 2007, ”Byggesten til en ordentlig verden”, skriver ambassadør Tyge Lehman om den såkaldte internationale retsorden. Han går ind for at Danmark skal afgive suverænitet og at andre lande skal blande sig i Danmarks interne anliggender. Han antyder, at FN skal gøres til en verdensregering med magt til at tvinge staterne til underkastelse.

Hans argumentation er fraværende eller mangelfuld, som den også var det i hans kapitel om menneskerettighederne fra 1999.

Suverænitet betyder mangel på solidaritet?

Her kommer lidt guf fra kronikken:

I vores velregulerede nationale samfund har vi en lovgivende, en udøvende og en dømmende magt, der tilsammen sikrer, at de på demokratisk vis vedtagne love overholdes. Bindemidlet i denne nationale retsorden er den indre solidaritet mellem samfundets medlemmer, der normalt gør det unødvendigt at bede ordensmagten om at gribe ind for at sikre lovenes overholdelse.

Anderledes i det internationale samfund, hvor FN danner rammen om samfundets i dag 192 medlemsstater. Her lader solidariteten mellem staterne meget tilbage at ønske. Tværtimod er det stadig et typisk træk blandt staterne at våge over deres suverænitet og afvise indblanding i indre anliggender. [Min fremhævning]

Jamen hov. At et land ønsker at bevare sin suverænitet, altså sin selvbestemmelsesret, har da ikke noget med manglende solidaritet at gøre. Det var da ikke et udtryk for manglende solidaritet, at den danske modstandsbevægelse under anden verdenskrig forsvarede Danmarks suverænitet og modsatte sig tyskernes indblanding i vores indre anliggender. Eller hvis Danmark for eksempel sagde, at vi ikke ville lade Congo blande sig i danske børns forhold, ville det da ikke være udtryk for manglende solidaritet med Congo (utroligt som det end lyder har vi faktisk ladet Congo blande sig i danske børns forhold via FN, idet begge lande har tiltrådt FNs børnekonvention).

Demokrati forudsætter selvbestemmelsesret. Demokrati betyder, at det er landets borgere, der bestemmer, enten direkte gennem folkeafstemninger eller indirekte gennem deres valgte repræsentanter. Hvis landets suverænitet overlades til andre, er det ikke længere borgerne, der bestemmer, og så er der i sagens natur ikke tale om demokrati længere.

Verdensregering skal tvinge staterne til underkastelse

Den brede ramme for staternes samarbejde som nedfældet i FN-pagten indeholder imidlertid nogle grundlæggende byggestene for videreudvikling af en international retsorden.

Det lader til, at ambassadør Lehman ønsker en verdensregering. Læs bare:

Således kan FN’s Generalforsamling siges at udgøre det debatterende og ’lovgivende’ forum [....]. Sikkerhedsrådet repræsenterer det udøvende organ [...]. Og Den Internationale Domstol i Haag udgør det dømmende organ [...]

Han skifter hurtigt tilbage fra den progressive fremtidsvision til tingenes aktuelle tilstand, som han åbenbart ikke er tilfreds med:

Det må dog straks understreges, at Generalforsamlingens beslutninger (resolutioner) ikke er retligt bindende for medlemsstaterne; kun Sikkerhedsrådet har magt til at vedtage bindende beslutninger gældende for alle medlemsstaterne, men denne magt er til gengæld begrænset til situationer, der krænker eller truer international fred og sikkerhed; og endelig er det frivilligt for staterne at underkaste sig domstolens myndighed.

Det er således yderst begrænset, hvilken magt det internationale samfund kan sætte bag ordene.

Lehman vil altså have sikkerhedsrådets magt udvidet så det kan bestemme over mere end trusler mod freden. Og det skal ikke være frivilligt for staterne at underkaste sig den internationale domstol. De skal tvinges.

Der skal sættes magt bag slagord og fraser

Når Lehman skriver, at det er ”yderst begrænset, hvilken magt det internationale samfund kan sætte bag ordene,” kunne man tro, at han blot mener ordene i FN-pagten. Men nej, han opremser en lang række slagord og fraser, som han mener, der skal sættes magt bag:

1. » Deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej længere løfte sværd mod folk, ej heller skal de mere øve sig i våbenfærd«. (Gamle Testamente, Esajas Bog ca. 750 f.Kr.).
2. »Frihed, Lighed og Broderskab«. (Franske revolution, 1789).
3. »Eftersom krige begynder i menneskers sind, må forsvaret for freden ligeledes opbygges i menneskers sind«. (FN’s organisation for undervisning, videnskab og kultur, Unesco, 1946).
4. »Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i broderskabets ånd«. (Artikel 1 i FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder, 1948).
5. »Vi stræber efter fred og frihed, efter demokrati og retsstat, efter gensidig respekt og delt ansvar, efter velstand og sikkerhed, efter tolerance og deltagelse, efter retfærdighed og solidaritet«. (Berlin-erklæringen af 25. marts 2007 i anledning af EU’s 50-års jubilæum).

(2) »Frihed, Lighed og Broderskab« førte som bekendt til Robespierres terrorregime.

(3) “forsvaret for freden [må] opbygges i mennerskers sind” går ud på at FN lige som Sovjetunionen skal forsøge at påvirke folk til at have de rigtige meninger.

(4) er en gang påståelighed og moralisering. Skal der sættes FN-magt bag tesen om, at alle mennesker er ”udstyret med fornuft og samvittighed?” Eller bag en moralsk påstand om, at de ”bør handle mod hverandre i broderskabets ånd”? Sådan noget vås hører ikke hjemme i en lov eller en aftale.

(5) er blot et katalog over uforpligtende plus-ord.

Hvordan man undgår totalitær undertrykkelse

Det mest interessante er imidlertid citatet (1) fra Esajas Bog. Hvad har ”sværd til plovjern” med mere magt til FN at gøre? Med internettet er det let for enhver at spille bibel-ekspert, så lad også mig prøve.

Man finder let citatet i Biblen på Internet:

Esajas Bog kapitel 2

Jerusalems kommende herlighed

[v2]
Til sidst skal det ske,
at Herrens tempelbjerg står urokkeligt,
højt over bjergene,
knejsende over højene.
Alle folkeslag skal strømme dertil

[v3]
[...] For belæringen udgår fra Zion
og Herrens ord fra Jerusalem.

[v4]
Han skal skifte ret mellem folkeslagene,
fælde dom blandt talrige folk.
De skal smede deres sværd om til plovjern
og deres spyd til vingårdsknive.
Folk skal ikke løfte sværd mod folk,
og de skal ikke mere oplæres til krig.

Gamle Esajas havde altså allerede i 750 f. Kr. en vision om en verdensregering, et mægtigt FN så at sige, med hovedsæde i Jerusalem, for New York var ikke opfundet endnu. Men han kunne godt indse, at en verdensregering umuligt kunne baseres på demokrati. Derfor satte han den retfærdige gammeltestamentlige gud Jehova ind som præsident og overdommer. Det gav en vis sikkerhed for, at det hele ikke ville skeje ud i totalitær undertykkelse. Det må være noget i den retning, Tyge Lehman har i tankerne.

Men vi almindelige danskere er jo ikke så meget for præstestyre. Vi er mere til demokrati. Vi foretrækker at adskille lov og religion. Hvis vi tænker lidt over det, kan vi alle sammen godt indse, at en verdensregering kan føre til totalitær undertrykkelse i en hidtil ukendt størrelsesorden.

Hvem er det iøvrigt lige, der skal smede deres sværd om til plovjern? Og ikke mere oplæres i krig – dvs. have så inkompetent et militær som muligt, som Belgien, for eksempel. FN skal jo kunne sætte mere magt bag ordene. Hvis FN skal udøve magt over Rusland, Kina og USA, må det råde over flere og mere dødbringende soldater og mere miltært isenkram end hvert af disse lande, derunder også en tip-top atomstyrke. Er det ikke lidt demagogisk at tale om sværd til plovjern i den forbindelse?

Ambassadøren kalder Danmarks selvbestemmelse et dogme

Dogmet om staternes suverænitet og princippet om ikke-indblanding i indre anliggender sidder stadig dybt i kredsen af FN-medlemslande, herunder medlemmerne af Sikkerhedsrådet. [Min fremhævning]

Dogmet? Mener man i ambassadør-korpset, at Danmarks selvbestemmelsesret er et dogme? Vi er et demokrati, så det er ikke fremmede lande, der bestemmer, men borgerne og folketinget. Og hvad med Færøernes og Grønlands selvbestemmelsesret? Skal den nu kaldes et dogme?

Byggestenene til en solid international retsorden er i dag til stede i rigeligt mål, så der er kun én vej fremad: at fortsætte og afslutte byggeriet med udgangspunkt i den demokratiske retsstats principper.

Er det her demagogi eller hvad? Tyge Lehman ønsker tværtimod at undergrave de demokratiske retsstater ved at fratage dem deres suverænitet og lægge magten over i nogle internationale forsamlinger, hvis medlemmer ikke er folkevalgte.