Stort set

Det er godt at samarbejde internationalt.

Men det er dumt at lade politikere og embedsmænd fra andre lande bestemme, hvilke love og regler, der skal gælde i Danmark. Især hvis de samfund, de har opbygget hjemme hos sig selv, er betydeligt ringere skruet sammen end det danske. Det er selvfølgelig også komplet anti-demokratisk at de, der laver reglerne, ikke står direkte til ansvar over for vælgerne.

Ikke desto mindre er det sådan, det foregår i EU, hvor Danmarks borgere har en forsvindende lille indflydelse.

Her følger lidt dokumentation af, hvad indsigtsfulde folk mener om de lande, hvor EUs beslutningstagere kommer fra, og hvad de modsætningsvis mener om Danmark.

Bagstræberiske frihandelsmodstandere

I artiklen Så slemt går det heller ikke - endnu, i Berlingske Tidende, søndag den 2. april 2006, beskrev Anders Samuelsen EUs 1. og 2. division. Som medlem af Europaparlamentet og (dengang) af Det Radikale Venstre kan han ikke beskyldes for at ville overdrive hvor slemt det står til i EUs kernelande.

Først en afgrænsning og beskrivelse af 1. division:

Den første gruppe, 1. division, kan vi kalde Nordeuropa. Medlemmerne er Finland, Sverige, Danmark, England og Irland. Vi bekender os til en kombination af fleksibilitet, lav arbejdsløshed, højt uddannelsesniveau og økonomier, der er mindre og mindre prægede af serviceerhverv end af traditionel industri. Alle sammen områder, hvor det halter syd for den dansk-tyske grænse. […]

Netop hvad gamle Grundtvig betragtede som den nordiske kulturkreds, bortset fra at Norge og Island på grund af deres dårlige historiske erfaringer med unioner klogeligt har valgt at stå udenfor EU.

Dernæst en nænsom beskrivelse af 2. division med dens “bagstræbere” og deres modstand mod fri handel:

Den anden gruppe, 2. division, er resten af de »gamle« EU-lande med Tyskland, Italien og Frankrig som bagstræbere: Her nægter man at se globaliseringen i øjnene, og man er alt for sent ude med de nødvendige reformer. […]

Et […] eksempel [på nord-syd-konflikten] var sidste sommers diskussion af tekstilkvoter: Franskmænd og italienere forsøgte at beskytte deres gamle arbejdspladser mod import af tøj produceret i Fjernøsten, mens f.eks. den danske tekstilindustri så kvoterne som en forhindring for at sælge de varer, som vi dels designer, dels importerer. […]

Sat på spidsen: 2. division er i dag Europas store problem […] Disse lande får alvorlige problemer med at håndtere globaliseringen. Nordeuropa, herunder Danmark, er langt bedre forberedt, fordi vi allerede har gennemført reformer, har en bomstærk økonomi og en historisk lav arbejdsløshed.

Korrupte og forgældede fallitboer

Om Frankrig skrev Politiken i lederen Falden storhed den 20. december 2005:

[...] frem til præsidentvalget i 2007 regerer Jacques Chirac stadig over et land, der umiddelbart ligner et fallitbo. [...]

[...] FRANKRIG er dybt forgældet, og franskmændene skal igennem mange års sparerunder i stil med det, danskerne oplevede i 1980′erne og begyndelsen af 1990′erne. Pensionsreformen er helt utilstrækkelig, og uddannelsessystemet producerer hvert år hundredtusindvis af fremtidige tabere.

Man kan tilføje, at landene i 2. division er mere korrupte end dem i 1. division (bortset fra Irland). Ifølge Transparency International’s korruptionsindex for 2006 er Island, Finland, Danmark, Sverige og Norge alle blandt verdens 8 mindst korrupte lande, og England (United Kingdom) er nummer 11. Tyskland, Frankrig og Italien er henholdsvis nummer 16, 18, og 45. Tallene for 2005 var de samme bortset fra, at Italien dengang var nummer 40 i stedet for nummer 45.

Vores iøvrigt elskelige EU-partner Italien er mere korrupt end Chile, Uruguay, United Arab Emirates, Buthan, Qatar, Bahrain, Botswana, Oman, Jordan, og Malaysia.

Ringe retsbeskyttelse

Endelig har landene i 2. division en ringere retsbeskyttelse end dem i 1. division, i hvert fald end Danmark. Ifølge rapporten Economic Freedom of the World: 2006 Annual Report, som er publiceret af en række tænketanke, er Danmark det land i verden, der har den bedste retssikkerhed.

Tyskland ligger på en hæderlig 7. plads, men Frankrig er helt nede på nummer 20, og Italien er nummer 51. Det smukke Italien har ringere retsbeskyttelse end Botswana, Indien, Iran, Jordan, Namibia, Oman, Tanzania, Tunesien og De Forenede Arabiske Emirater.

Hvad jeg kalder retsbeskyttelse hedder i rapporten “legal structure and security of property rights”, og det handler om lovens overhøjhed, beskyttelse af ejendomsretten, og domstolenes uafhængighed og upartiskhed. Alt sammen træk, som er helt grundlæggende for et velfungerende samfund.

I Italien er det ikke blot retsbeskyttelsen, det er galt med, men også respekten for loven. Som en arbejdsmarkedsøkonom ved Universitetet i Torino udtalte til Politiken, Italien åbner døren for flere indvandrere, søndag den 17. september 2006:

Kriminaliteten er et af de store problemer. Italienerne lider [...] under den såkaldte illegalitetskultur, altså at vi ikke overholder regler og love.

Eller som journalisten Marcus Rubin skrev i Ikke se, ikke høre, Politiken den 30. oktober 2006:

Man ved, at det står skidt til, når Italien [...] bliver et forbillede for lov og orden.

Anden division’s hang til korruption, dens modstand mod fri handel, og dens middelmådige retsbeskyttelse præger nødvendigvis unionen. De vil derfor også før eller siden påvirke Danmark.