Stort set

Et væsentligt element i den danske modstand mod krigen i Irak er forestillingen om en international retsorden, hvor alle lande godmodigt følger et sæt internationale regler administreret af FN. Bush-regeringen har forstyrret denne orden, fordi den efter krigsmodstandernes fortolkning ikke var blevet bemyndiget af sikkerhedsrådet til at angribe Irak.

Men krigen viser en uundgåelig svaghed ved FN-konstruktionen – at der ikke kan være nogen retsorden når der ikke står nogen retshåndhævelse og magtanvendelse bag. Magtanvendelse i forbindelse med FN-pagten skal vedtages af sikkerhedsrådet, og der har de gamle stormagter vetoret. Det betyder for det første, at der ikke kan anvendes magt mod dem selv og deres venner. For det andet betyder det, at stormagterne i praksis selv kan anvende al den magt, de har lyst til, eftersom der ikke kan vedtages sanktioner mod dem. Det ved de godt, og det har de altid vidst. Ellers ville de nok aldrig have tiltrådt FN-pagten.

Derfor kunne USA og dets venner anlægge deres egen fortolkning af sikkerhedsrådets resolutioner og angribe Saddam. At andre har en anden fortolkning er ligegyldigt. Der er ingen fare for, at sikkerhedsrådet vil protestere, eftersom USA har vetoret.

NATOs bombning af serberne i Kosovo viste det samme. Den skete også uden sikkerhedsrådets godkendelse. I dette tilfælde var der næppe tvivl om, at pagten blev brudt, men ligesom i Irak var det uden konsekvenser. Ingen – end ikke russerne eller kineserne – kunne straffe NATO-landene for deres traktatbrud. I internationale forhold er det militær magt og ikke paragraffer, der i sidste ende afgør sagerne.

Danmark er nødt til at fortolke sikkerhedsrådets resolutioner

Den FN-orienterede side af krigsmodstanden er blevet artikuleret i en stævning af statsministeren indgivet af advokaterne Bjørn Elmquist og Christian Harlang på vegne af en gruppe antagelig velmenende borgere, og i en kronik af fhv. justitsminister, professor Ole Espersen, i Politiken den 7. oktober 2005. De mener, at den oprindelige beslutning om at sende tropper til Irak var ”ulovlig” fordi den angivelig var i strid med FN-pagten. Ole Espersen argumenterer iøvrigt for, at vi skal trække os ud af Irak senest midt i 2006 og samtidig love, at vi vil bidrage til en eventuel koalition ledet af FN. Dette sidste er et tomt løfte, for amerikanerne er ikke dumme nok til at overlade kommandoen til FN før deres mission er fuldbragt, og uden amerikanerne ingen koalition.

FN-pagten forbyder militær magtanvendelse som ikke er godkendt af sikkerhedsrådet, bortset fra selvforsvar. Regeringen mente, at sikkerhedsrådet havde givet grønt lys for krigsførelsen i Irak. Ole Espersen mener, at denne fortolkning er forkert. Han skrev:

Men hertil kommer, at det hele tiden har været i strid med grundlæggende retsprincipper at antage, at et enkelt eller nogle få lande har ret til at foretage deres egen fortolkning af sikkerhedsrådsresolutioner [...]

Det kan ikke passe. Den danske regering har ikke blot ret til, men er nødt til at fortolke sikkerhedsrådets beslutninger og handle derefter. Ellers kunne den ikke foretage sig noget somhelst. Det er ikke anderledes end når vi almindelige borgere forsøger at holde os inden for lovens rammer i vores dagligdag. Vi render ikke justitsministeriet på dørene for at sikre os, at vi forstår lovene rigtig. Der er snarere et grundlæggende retsprincip som siger, at vi har ret til at foretage vores egen fortolkning af loven, men at vi så efterfølgende står til regnskab for domstolene.

Hvis andre lande gør indsigelse mod den danske regerings krigeriske handlinger, opstår der en tvist, som så kan behandles efter FN-pagtens forskrifter. Hvis nogen for eksempel mener, at Danmark har brudt FN-pagten, og at vores intervention i Irak var en trussel mod freden, kan de bede sikkerhedsrådet om at iværksætte sanktioner mod os. Det bliver der selvfølgelig ikke noget af, for vores gode ven USA har vetoret i sikkerhedsrådet.

Danmarks angreb på Irak var ikke grundlovsstridigt

Både sagsøgerne og Ole Espersen påstår, at beslutningen fra marts 2003 stred ikke blot mod FN-pagten men også mod Grundloven, fordi Grundloven angivelig forlanger, at militær magtanvendelse skal foregå i overensstemmelse med FN-pagten. Grundloven skulle altså så at sige have inkorporeret denne bid af FN-pagten.

Den påstand vil forhåbentlig blive enten afvist eller underkendt af domstolene. Særlig tiltalende er det í hvert fald ikke, hvis vores grundlov giver lande som Rusland og Kina ret til at bestemme, om vi må komme amerikanerne til hjælp.

FN-pagten er en aftale mellem de lande, der har tiltrådt den. Det har aldrig været meningen, at danske borgere skulle kunne bruge den mod deres eget land. Folketinget har ikke ønsket at inkorporere pagten i dansk lovgivning, modsat hvad der er tilfældet for den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det er derfor en mærkelig påstand, at tinget har haft til hensigt at inkorporere en del af den i Grundloven.

De FN-glade jurister henholder sig til Grundlovens paragraf 19, stk. 2, som siger, at Danmark ikke må anvende militære magtmidler uden Folketingets samtykke, bortset fra selvforsvar. Den indeholder ingen yderligere begrænsninger i regeringens ret til at anvende militære magtmidler, når blot Folketinget samtykker, og den begrænser heller ikke Folketingets ret til at give samtykke.

De gode jurister mener imidlertid, at denne klokkeklare paragraf trods sin ordlyd stiltiende forlanger, at magtanvendelsen skal være i overensstemmelse med FN-pagten. Det bygger de på følgende passage fra grundlovskommissionens bemærkninger til grundlovsforslaget fra 1953, eller på tidligere, forkastede, udkast til samme passage (det er selvfølgelig bemærkningernes endelige udformning, der må lægges til grund ved fortolkningen):

Efter at Danmark gennem internationale aftaler har afstået fra krig som middel for sin udenrigspolitik, kan anvendelsen af militære magtmidler mod andre stater kun forekomme som et forsvar mod angreb, eller som deltagelse i sanktioner i overensstemmelse med De Forenede Nationers Pagt.

Deres tankegang må være, at disse udtalelser udvider indholdet af Grundlovens paragraf 19 ud over dens faktiske ordlyd.

Den helt oplagte fortolkning af bemærkningerne er, at de simpelthen mindede om de internationale aftaler, som allerede gjaldt inden den nye grundlovs vedtagelse. Bemærkningerne siger “Efter at Danmark gennem internationale aftaler har afstået fra krig … ”, og dermed henviser de til FN-pagten og andre traktater, som Danmark forlængst havde tiltrådt. Det var selvfølgelig vigtigt at sikre, at alle Folketingets medlemmer forstod disse aftaler. Bemærkningerne siger ikke “Når nu den nye grundlov bliver vedtaget, … ”. Altså gør de ikke opmærksom på en ny og anderledes retstilstand, som ville opstå hvis de traktatmæssige forpligtelser blev inkorporeret i grundloven.

Der er forskel på, om en traktat er inkorporeret i dansk lov eller ej. Der er endnu større forskel på, om den er inkorporeret i Grundloven eller ej. Der ville være blevet gjort et stort nummer ud af denne forskel, hvis det havde været meningen at inkorporere en del af FN-pagten i Grundloven. Grundlovskommissionen ville have begrundet det indgående i bemærkningerne og sagt det udtrykkeligt i lovens ordlyd.

Dette ville også have været det mest rimelige over for vælgerne, som næppe kunne gætte, at den grundlov, de stemte for, indeholdt en usynlig underforstået bestemmelse, som gav Kina og Sovjetunionen vetoret over brugen af danske militære styrker. Som stævningen nævner, er der andre lande, som utrykkeligt henviser til FN-pagten eller til international ret i deres forfatninger. Det valgte grundlovskommissionen at lade være med.

På min reol står en bog, der hedder Danmarks Riges Grundlov, redigeret af Henrik Zahle og udgivet i 1999. Deri kommenteres Grundlovens paragraf 19 af ingen ringere end Ole Espersen selv, som skriver: ”Enhver form for angrebskrig er [...] udelukket efter folkeretten – men ikke efter grundloven.” Jeg stoler mere på hans juridisk begrundede tolkning fra 1999 end hans politisk motiverede udlægning fra 2005.