Spring til indhold

Domstolenes fortolkning af racismeparagraffen 2

I et tidligere indlæg om en sag om forhånelse af fremmedarbejdere påviste jeg, at domstolene fortolker straffelovens racismeparagraf som om der er visse priviligerede grupper, det er forbudt at håne, uanset hvad grunden til forhånelsen er eller hvad den går ud på.

Det bekræftes af en sag om forbudte udtalelser om ”personer af muslimsk observans”, som jeg ser nærmere på her. Denne sag viser desuden, at nogle dommere mener, at minoritetsgrupper nyder mere beskyttelse end andre grupper, og at politikere har mere ytringsfrihed end andre borgere. Sagen illustrer også hvordan Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bruges til at undergrave den stærke tradition for ytringsfrihed, vi ellers har haft i Danmark.

Der blev afsagt dom i sagen først i byretten, så i landsretten, og til slut i Højesteret: Sagsnummer U.2000.2234H. Resume og uddrag af dommene kan læses på Mediejura: Muhammedanerne vil kastrere og dræbe os, 7 dages hæfte for udtalelser om muslimer.

Forbryderen havde i en fjernsynsudsendelse fremsat udtalelser, der var ”truende, forhånende eller nedværdigende over for personer af muslimsk observans”, og herunder udtalt følgende:

»nå, ja, men altså muhamedanerne har hele den store del af verden fra Marokko i vest til Filippinerne i øst, der er så mange steder, hvor de kan være, hvor de hører til, og hvor i alverden skal vi så udsætte os for, at den invasion og kastrering og drab, som den danske befolkning kommer ud for.«

». . . og sværdets områder det er, hvor der er nogle vantro som os, der ikke er muhamedanere, og de skal udryddes, det er det som muhamedanismens kerne er i . . .«

». . . altså, muhamedanerne, det er jo verdensforbrydere par excellence. . .«

». . . man har slet ikke fortalt, hvad muhamedanismen er for en verdensforbrydelse.«

». . . om hvem enhver, der har studeret muhamedanismen ved, at de kun er her for at indsmigre sig, indtil de er stærke nok til at henrette os. De skal ud, fordi det er i den grad en fare, at f.eks. hende der ringede, hendes børnebørn ville ganske givet blive dræbt af muhamedanerne, hvis vi ikke udrydder muhamedanerne i Danmark.«

Når man ved at forbryderen var en kendt politiker, er det ikke svært at gætte, hvem der er tale om. Hans udfald mod muhamedanerne var urimeligt og groft generaliserende, og hans religions- og kulturkritik var ubehjælpsom set med nutidige øjne. Men man må huske, at han var pioner på området. Vendingen ”hvis vi ikke udrydder muhamedanerne i Danmark” skulle næppe forstås som en trussel om ulovlig vold, men som en opfordring til politisk indgriben.

Københavns Byrets dom

Københavns Byret udtalte i sin dom af 23. marts 1998 blandt andet:

Udtalelserne, der i deres essens beskylder muhamedanerne for at være forbrydere og for at ville dræbe og kastrere den danske befolkning, er af en sådan karakter, at de er omfattet af straffelovens § 266 b, stk. 1.

Udtalelserne ses ikke efter deres form i tv-udsendelsen at hvile på en videnskabelig teori eller at være fremsat som led i en saglig debat om det ideologiske grundlag for muhamedanismen.

Man bemærker, at Københavns Byret så sent som i 1998 brugte de danske betegnelser ”muhamedanere” of ”muhamedanismen”. De gik kort efter helt af brug og blev erstattet af de engelske eller arabiske ord ”muslimer” og ”islam”.

Retten fandt tiltalte skyldig i overenstemmelse med tiltalen. Med andre ord havde tiltalte overtrådt paragraf 266 b stk. 1 ved at fremsætte udtalelser, der var ”truende, forhånende eller nedværdigende over for personer af muslimsk observans”, og der var tale om propagandavirksomhed som i paragraffens stk. 2.

Det er ikke i almindelighed forbudt, ifølge lovens ordlyd, at fremsætte forhånende udtalelser over for personer af muslimsk observans eller over for nogensomhelst andre grupper af personer. Det er kun forbudt, hvis udtalelserne fremsættes ”på grund af” gruppens race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering. I det foreliggende tilfælde er det mere nærliggende at gætte på, at tiltalte fremsatte udtalelserne på grund af nogle krigeriske, forbryderiske og voldelige tilbøjeligheder, som han tillagde muslimerne.

Det lader ikke til, at der i Københavns Byret er blevet ført bevis for, at tiltalte fremsatte udtalelserne på grund af ”muhamedanernes” race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering. Retten forklarede ikke, hvoran den kom frem til den konklusion. Den tog det åbenbart for givet, at truende, forhånende eller nedværdigende udtalelser om muslimer nødvendigvis fremsættes på grund af en eller flere af netop disse egenskaber, og ikke på grund af muslimernes øvrige egenskaber, tilbøjeligheder eller handlinger – indbildte eller faktiske.

Retten angav ikke mere præcist hvilke af de 6 egenskaber, der efter dens mening var grund til forhånelsen.

Tiltalte ankede sagen til landsretten.

Østre Landsrets dom

To af landsrettens dommere mente, at tiltalte var uskyldig, men et flertal på fire dommere tiltrådte byrettens dom, som derfor blev stadfæstet.

De fire udtalte:

Den nuværende formulering af straffelovens § 266 b, stk. 1, har baggrund i Danmarks ratifikation af FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination. Det er forudsat, at den beskyttelse af minoritetsgrupper, som er sikret ved racismekonventionens artikel 4 og straffelovens § 266 b, skal afvejes i forhold til ytringsfriheden som sikret ved Menneskerettighedskonventionens artikel 10.

Her er et nyt element. De fire dommere mente, at straffelovens paragraf 266 b og racismekonventionens artikel 4 handler om minoritetsbeskyttelse. Altså at det kun er minoritetsgrupper, man ikke må forhåne. Det står der nu ikke noget om, hverken i konventionen eller i loven.

De fire dommere forsatte:

Landsretten lægger i den forbindelse vægt på, at tiltaltes udtalelser nok er fremsat i en åben debat om et politisk og samfundsrelateret emne, men at udtalelserne klart er krænkende for den tilsigtede målgruppe, idet de indeholder trusler, forhånelser og nedværdigende omtale af den pågældende minoritetsgruppe på grund af de pågældendes nationale eller etniske oprindelse eller tro.

Landsretten indskrænkede altså race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering til national eller etnisk oprindelse eller tro. Den må have haft skarpere indsigt i grunden til forhånelserne end Københavns Byret havde. Men landsretten forklarede ikke, hvorfor den fandt, at udtalelserne blev fremsat på grund af national eller etnisk oprindelse eller tro. Og den gik ikke så vidt som til at fortælle os, hvilken af de tre der var grunden, eller om det var to af dem eller dem alle tre.

Idet landsretten tiltræder, at udtalelserne ikke har karakter af videnskabeligt fremsatte teorier om racemæssige forskelligheder eller er af lignende karakter, finder landsretten, at indgreb i tiltaltes ytrings frihed er berettiget for at beskytte andres rygte og rettigheder.

Bemærkningen om at indgreb i tiltaltes ytringsfrihed er berettiget for at beskytte andres rygte og rettigheder er en direkte henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 stk. 2. Den illustrerer et af de særlig farlige aspekter ved menneskerettighedskonventionen, nemlig at den bruges til at undergrave den stærke tradition for ytringsfrihed, vi ellers har haft i Danmark.

De fire dommere tiltrådte som nævnt, at tiltalte var skyldig i overtrædelse af straffelovens § 266 b, stk. 1, og at han også var skyldig i propagandavirksomhed som omtalt i stk. 2.

Tiltalte ankede dommen til Højesteret.

Højesterets dom

U.2000.2234H

Højesteret sagde i sine bemærkninger:

Tiltaltes udtalelser under tv-udsendelsen indeholdt det klare budskab, at alle her i landet boende muslimer, der stammer fra en vis kreds af lande, vil kastrere og dræbe Danmarks øvrige befolkning, så snart de bliver mange nok til at gennemføre en sådan udryddelsesproces, og at de derfor tilhører en gruppe af verdensforbrydere. Tiltalte lagde hermed en befolkningsgruppe for had på grund af dens tro og oprindelse. Tiltaltes udtalelser er således groft forhånende og nedværdigende over for denne befolkningsgruppe.

Ligesom landsretten men modsat byretten kunne Højesteret altså konstatere, at grunden til udtalelserne ikke havde noget med race eller hudfarve elller seksuel orientering at gøre. Højesteret ændrede landsrettens ”nationale eller etniske oprindelse eller tro” til ”tro og oprindelse”. Hvor landsretten ikke kunne afgøre, om det var oprindelse eller tro, der var grund til udtalelserne, skar Højesteret altså igennem og fandt, at det var begge dele. Men Højesteret forklarede ikke, hvordan den kom frem til, at gruppen blev lagt for had ”på grund af” medlemmernes tro og oprindelse.

Gerningsindholdet i § 266 b skal fastlægges under hensyn til ytringsfriheden. Ytringsfriheden er grundlæggende for et demokratisk samfund, idet tolerance over for andres meninger er en nødvendig forudsætning for den frie debat. Ytringsfriheden skal imidlertid udøves med fornøden respekt for andre menneskerettigheder, herunder retten til beskyttelse mod trosdiskriminerende forhånelse og nedværdigelse.

En af de såkaldte menneskerettigheders væsentligste funktioner i Europa er at begrænse ytringsfriheden. Og vi lærer, at Højesteret anser ”retten til beskyttelse mod trosdiskriminerende forhånelse og nedværdigelse” for ligefrem at være en menneskerettighed. Det er der vist ikke nogen hjemmel for. Denne menneskeret lader til at være opfundet til lejligheden.

Hensynet til den særligt vidtgående ytringsfrihed for politikere om kontroversielle samfundsanliggender kan derfor ikke begrunde straffrihed for tiltalte.

Højesteret mente altså, at der ikke er lighed for loven, men at politikere har mere ytringsfrihed end andre mennesker. Eller at andre mennesker har mindre ytringsfrihed end politikere. En mere rimelig og vistnok også mere korrekt opfattelse er, at der gælder en særlig vidtgående ytringsfrihed for politiske udtalelser, altså udtalelser om emner der vedrører samfundets styrelse, uanset hvem der fremsætter dem.

På denne baggrund tiltræder Højesteret, at tiltalte har realiseret gerningsindholdet i straffelovens § 266 b, stk. 1, således som denne bestemmelse må forstås i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 og artikel 17.

Når Højesteret henviser til ”menneskerettigheder” som argument for at tilsidesætte ytringsfriheden, er det altså mere præcist Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der er tale om. Men den indeholder ingen ret til beskyttlese mod ”trosdiskriminerende forhånelse og nedværdigelse” eller mod andre former for forhånelse og nedværdigelse, for den sags skyld.

Højesteret tiltrådte, at tiltalte var skyldig efter § 266 b, stk. 1, men frifandt for overtrædelse af § 266 b, stk. 2 af tekniske grunde. Straffen blev ikke ændret.

Posted 06 maj 2008 † LTN § Ytringsfrihed ‡ Kommentarer (0) °

Lissabon-traktaten 3

Stort set blogger traktaten.

Lissabon-traktaten sammenskrevet med det gældende traktatgrundlag

Artikel 4

Traktatens artikel 4 siger blandt andet:

Medlemsstaterne træffer alle almindelige eller særlige foranstaltninger for at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, der følger af traktaterne eller af retsakter vedtaget af EU-institutionerne.

Medlemsstaterne bistår Unionen i gennemførelsen af dens opgaver og afholder sig fra at træffe foranstaltninger, der kan bringe virkeliggørelsen af Unionens mål i fare.

De ”foranstaltninger”, som Danmark her forpligter sig til at træffe eller at afholde sig fra at træffe, omfatter antagelig lovgivning. Men forfatningsretligt set kan Folketinget ikke forpligte sig til at gennemføre eller undlade at gennemføre fremtidig lovgivning. Folketinget kan ikke forpligtes til noget som helst gennem nogen form for aftale eller traktat. Det følger af Grundlovens paragraf 56, som siger

Folketingsmedlemmerne er ene bundet af deres overbevisning [...]

Det håber jeg at vende tilbage til ved en anden lejlighed.

Artikel 5

Artikel 5 siger blandt andet:

3. I medfør af nærhedsprincippet handler Unionen på de områder, der ikke hører ind under dens enekompetence, kun hvis og i det omfang målene for den påtænkte handling ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne på centralt, regionalt eller lokalt plan, men på grund af den påtænkte handlings omfang eller virkninger bedre kan nås på EU-plan.

Unionens institutioner anvender nærhedsprincippet i overensstemmelse med protokollen om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet. De nationale parlamenter sikrer, at nærhedsprincippet overholdes efter proceduren i denne protokol.

Det lyder meget tilforladeligt, at Unionen kun handler hvis og i det omfang målene for handlingen ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne. Med andre ord, EU skal blande sig uden om ting, som ikke rager dem. De danske domstole og den danske forvaltning bør så tilsidesætte og ignorere love og regler fra EU som ikke er i overensstemmelse med dette princip. Fedt nok.

Men bestemmelsen om, at Folketinget skal sikre nærhedsprincippet, har nok netop til formål at forhindre domstolene og forvaltningen i at gøre det. Når først EU har indført en regel, som hellere burde være udformet inden for rammerne af det danske demokrati, og det er sket uden at Folketinget har haft held til at forhindre det, så er løbet kørt. Forvaltningen og domstolen har ingen magt til at tilsidesætte reglen. Jeg er 90 procent sikker på, at det er sådan, det kommer til at fungere.

Folketinget forpligtes altså til at sikre, at ”nærhedsprincippet” bliver overholdt. Det er grundlovsstridigt, fordi Folketinget ifølge Grundloven ikke kan forpligtes, som nævnt ovenfor.

Men det viser sig så også, at Folketinget absolut ikke har nogen magt til at sikre noget som helst.

Nærhedsprincippet skal overholdes i overensstemmlese med protokollen om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet. Denne protokol findes i ”Lissabon-traktaten sammenskrevet med det gældende traktatgrundlag”, side 238 ff. Den indeholder en tandløs og latterlig procedure, hvorefter forslag til EU-love sendes til de nationale parlamenter (deriblandt Folketinget), som så har en frist på 8 uger til at skrive tilbage og sige, at de synes, at forslaget strider mod nærhedsprincippet. Hvis EU så har lyst, kan de ændre forslaget, men hvis de ikke har lyst, kan de lade være. Der er tilmed en slags afstemning blandt de nationale parlamenter. Hvis der er stemmer nok for det blandt parlamenterne, skal EU tage forslaget op til ”fornyet overvejelse”, hvorefter de kan ændre det eller lade være, fuldstændig som de har lyst.

Således gøres vores Folketing og dermed vores Grundlov og vi selv totalt til grin i traktaten.

Posted 16 april 2008 † LTN § EU ‡ Kommentarer (1) °

Henrik Fogh Rasmussens Amerikanske Tilstande

Henrik Fogh Rasmussen (HFR) udgav bogen Amerikanske Tilstande i juni 2007. Forlæggeren, CEPOS, beskrev den således sit nyhedsbrev:

Mange danskere opfatter USA som et land plaget af fattigdom, hjemløshed, racisme, vold og kriminalitet, hvor store grupper af befolkningen ikke har råd til en hospitalsindlæggelse i tilfælde af sygdom.

[...] Henrik Fogh Rasmussen dokumenterer i sin nye bog, “Amerikanske Tilstande”, at mange af myterne og forestillingerne om USA langt fra holder stand.

Send dine fordomme om USA på pension

Berlingske Tidende, 2. marts 2008, Henrik Fogh Rasmussen.

Denne kronik er skrevet på baggrund af bogen. Her følger lidt af indholdet.

Om fattigdom i USA sammenlignet med Vesteuropa:

  • De fattigste 10 pct. i USA har en højere gennemsnitsindkomst end de fattigste 10 pct. i Sverige og Finland.
  • De fattigste 15 pct. af den amerikanske befolkning har flere kvadratmeter pr. person i deres boliger end den gennemsnitlige vesteuropæer.

Om hvad der officielt menes med fattigdom:

  • 72 pct. af de amerikanske husstande, der officielt betegnes som fattige, ejer en bil, 30 pct. ejer mere end én bil, 76 pct. har aircondition og 62 pct. har kabel- eller satellit-TV.

Om den almindelige velstand i USA sammenlignet med Danmark:

  • Den typiske amerikaner har et privatforbrug, der er næsten dobbelt så højt som den almindelige danskers.
  • En gennemsnitlig industriarbejder i USA tjener mere end sin danske kollega.
  • Det amerikanske bruttonationalprodukt pr. indbygger er 21 pct. højere end det danske.
  • 41 af USAs 50 delstater er rigere end Danmark.

Specielt om ”sorte” husstande i USA:

  • Andelen af sorte husstande som baseret på deres indkomst tilhører middelklassen blev fordoblet mellem 1960 og 1997.
  • I 2000 havde de sorte husstande i USA en medianindkomst på niveau med den svenske.

HFR mener ikke, at det amerikanske samfund er racistisk:

[...] det smager useriøst, når kulturpersonligheder som Lars von Trier og Jacob Holdt fortsat kan vinde hæder på at fremstille det amerikanske samfund som racistisk og undertrykkende mere end 40 år efter, at de sidste rester af racelovene i Sydstaterne blev ophævet.

Mit gæt er, at ganske mange amerikanere er uenige med HFR. I hvert fald finder man det stadig nødvendigt at bekæmpe racisme ved hjælp af ”omvendt” racediskrimination og massiv målrettet holdningspåvirkning i uddannelsessystemet.

Sygdomsbehandlingen er, ifølge HFR, generelt bedre i USA end i Danmark:

[...] behandlingskvaliteten [i sundhedssektoren er] generelt [...] højere i USA, end den er i Danmark. Der er for eksempel markant flere CT-scannere, MRI-scannere og DTX-scannere til rådighed pr. indbygger i USA end i Danmark, hvilket øger sandsynligheden for tidlig diagnose og behandling af kræft, knogleskørhed og en lang række andre sygdomme. Otte ud af ti nye medicinalprodukter bliver udviklet i USA, og en række af de mest effektive produkter er langt mere udbredte i USA end i andre OECD-lande. Derudover er ventelisterne i USA væsentligt kortere end i Europa.

Henrik Fogh Rasmussen har ret i, at vi skal skrotte vores anti-amerikanisme. Men vi skal ikke elske amerikanerne på grund af deres velstand eller deres indkomstfordeling eller deres sundhedsvæsen. Vi skal elske Amerika fordi det er et frit og demokratisk land, og tilmed et af verdens fremmeste, sammen med Danmark.

HFRs kronik citeres af Uriasposten og Skattetryk, 3. juni 2007. HFR blogger på Amerikanske Tilstande.

Henrik Fogh Rasmussens bog blev kritiseret skarpt af David Trads fra Nyhedsavisen. Kritikken blev omtalt af Eksperter: Unge Foghs nye bog er manipulerende, Politiken, 18. juni 2007, og i Politiken og Nyhedsavisen forsøger at bevare myterne om USA, Uriasposten, 20. juni 2007. Den blev efterprøvet og imødegået af 180Grader i Nyhedsavisen laver grove fejl i kritik af Fogh-bog, 19. Juni 2007.

Det viste sig, at der var tre fejl i HFRs tal, vedrørende

  • antallet af hjemløse i Danmark og USA
  • kriminaliteten i Danmark sammenlignet med USA
  • adgangen til internet i USA og Danmark

Kun den første påvirker HFRs konklusioner. Ingen af fejlene påvirker de ting, der blev gengivet ovenfor fra kronikken.

Nyhedsavisens langt mere videregående kritik blev punkt for punkt tilbagevist af 180Grader. Alligevel fremturede David Trads. 180Grader skrev i lederen Uredeligt, 20. juni 2007:

Vores bud på baggrunden er, at det spiller en rolle, at avisens chefredaktør, David Trads, er socialdemokrat, og at han ikke kan tåle at se sine fordomme om socialdemokratiske Danmarks overlegenhed i forhold til det på nogle punkter mere liberale USA styrte i grus, sådan som Henrik Fogh Rasmussens bog bidrager til. Den slags kætteri må ikke få fodfæste hos danskerne! Det må udstilles som løgn og latin, koste hvad det vil!

Henrik Fogh til danskerne: Hent inspiration i USA

180Grader, 4. Juni 2007

Interview med Henrik Fogh Rasmussen i anledning af bogen Amerikanske Tilstande.

Myter om USA’s sociale tilstand

Punditokraterne, 8. juni, Christian Bjørnskov

Christian Bjørnskov skyder myter ned i anledning af bogen Amerikanske Tilstande.

Han anfører, at de fattigste 10 % i USA tjener samme andel af nationalindkomsten som de fattigste 10 % i Danmark. Omsat i købekraftskorrigerede dollars betyder det, at de fattigste 10 % i USA tjener 6465 dollars i gennemsnit, mens dem i Danmark kun tjener 5120 dollars.

Christian Bjørnskov kommenterer også kriminaliteten i USA sammenlignet med Danmark og Europa. Han nævner for eksempel, at der sker færre mord per 100.000 indbyggere i staterne New Hampshire og Vermont i New England end i Tyskland og Storbritannien.

Endelig nævner han, at folk i USA i gennemsnit har mere tillid til hinanden i Storbritannien og i Tyskland udenfor Slesvig-Holsten, og i nogle regioner, nemlig New England, Mountain-regionen og West North Central, har de markant højere tillid til hinanden end i Tyskland og England.

CEPOS: Amerikanske Tilstande

På denne side finder man to kritiske indlæg om Henrik Fogh Rasmussens bog:

  • Carl Pedersen om ‘Amerikanske tilstande’, 20. Juni 2007
  • Niels Bjerre-Poulsen om ‘Amerikanske tilstande’, 3. Juli 2007

HFRs svar findes her: Svar til Carl Pedersen og Niels Bjerre-Poulsen, 4. november 2007

HFRs væsentligste pointer er følgende, mere eller mindre direkte citeret:

  • Problemet med fattige og hjemløse i USA er stærkt overdrevet i den danske debat.
  • Det er en myte, at mange amerikanere hænger fast i fattigdom, selvom de arbejder hårdt.
  • Det er en myte, at den amerikanske middelklasse er blevet ringere stillet gennem de seneste år.
  • Der er gode muligheder for at bryde den sociale arv i USA
  • Den amerikanske samfundsmodel gør det nemmere for indvandrere at skabe sig et produktivt liv [end den danske].

Niels Bjerre-Poulsen påpeger, at der faktisk findes en ”underklasse” i USA med en tilhørende ”fattigdomskultur”, altså en måde at opføre sig på og tænke på, som fører til at man forbliver fattig generation efter generation.

Hvad angår adfærden, kan man igen diskutere, hvor meget der er et personligt valg (”tag jer sammen, fattige!”) og hvor meget der kan tilskrives historisk betingede adfærdsmønstre –

Den uhensigtsmæssige adfærd går blandt andet ud på, at mænd får børn, hvorefter de skrider og lader børnene og deres mødre i stikken. Eller anderledes sagt, at kvinder får børn uden først at sikre sig et varigt engagement fra fædrenes side:

[...] antallet af enlige kvindelige forsørgere er en del af forklaringen på den uforholdsmæssig store andel af sorte familier, der lever under fattigdomsgrænsen.

Lidt overraskende, ikke? Sådan noget går man ikke lige og tænker på, når man bor i et velfærdsland som Danmark.

Henrik Fogh Rasmussen henviser til Charles Murray fra the American Enterprise Institute og forklarer sammenbruddet af de sorte familier med de økonomiske tilskyndelser, der fulgte af nogle velfærdsregler fra 1960’erne, som gjorde det muligt at modtage velfærdsydelser uden en arbejdende familiefader i hjemmet.

Hvor Bjerre-Poulsen antyder, at det store antal enlige forsørgere blandt de sorte er et udslag af et racebestemt socialt mønster eller kultur, holder jeg mig imidlertid til Murrays analyse, som viser en klar sammenhæng mellem regelændringerne i 1960’erne og stigningen i antallet af enlige kvindelige forsørgere – både blandt fattige hvide og fattige sorte.

Lidt længere henne kommer så denne herligt opbyggelige passage, som nok er typisk for Rasmussen-slægten:

Der er ingen tvivl om, at personlige og kulturelle værdier som hård arbejdsmoral, ordenssans og stræbsomhed er uundværlige for enhver, der vil bryde den sociale arv – eller i øvrigt opnå succes. Jeg mener imidlertid ikke, at man er låst fast for evigt i det miljø, man er vokset op i eller befinder sig i. Man har en arv med hjemmefra, men det er også muligt at tilegne sig nye værdier hen ad vejen – for eksempel på sin arbejdsplads og gennem sin omgangskreds. I den forstand har Bjerre-Poulsen ret i, at jeg har stor tiltro til den enkeltes evne til at bryde den sociale arv.

Niels Bjerre-Poulsen påpeger også, at den måde, de offentlige skoler er finansieret på, er med til at fastholde de fattige i fattigdommen. Skolerne finansieres nemlig lokalt, typisk over ejendomsskatterne, så skoler i fattige områder får færre penge end dem i rige områder. Det ansporer HFR til en kort gennemgang af amerikansk skolepolitik, derunder ”school vouchers” og ”charter schools”.

Om undervisningen i Danmark skriver HFR blandt andet:

Det er [..] beskæmmende, at en dansk gymnasieelev kan gå igennem historieundervisningen om USA uden at behandle Den Amerikanske Revolution, Borgerkrigen eller den amerikanske indsats i de to verdenskrige for derpå at bruge deres undervisningstid om USA på at analysere McCarthy og Vietnamkrigen.

Posted 27 marts 2008 † LTN § USA ‡ Kommentarer (0) °

Melchior og Quraishi vil genoprette Al-Andalus

Nu er jeg nødt til at komme ud a skabet som skeptiker. Anledningen er dagens kronik i Politiken, 17. marts, 2008, Bro mellem jøder og muslimer, af Bashy Quaraishy og Bent Melchior. Den handler om, at jøder og muslimer i Europa skal samarbejde. Ikke i opposition til nogen, som de skriver, selvom det er klart hvem der ikke er inviteret med i samarbejdet.

Jeg kan ikke lade være med at sætte kronikken i forbindelse med Ulla Nørtoft Thomsens øjenåbner-serie, Islams storhedstid i Spanien I, Islams storhedstid i Spanien II, Islams storhedstid i Spanien III. Læs hele serien.

Om muslimernes invasion i Spanien i 711 skriver Ulla Nørtoft Thomsen blandt andet:

Jøderne, som hidtil havde levet et forfulgt og underpriviligeret liv under det kristne herredømme, var knapt så negative, da de muslimske maurere ankom i 711.

[...] Det islamiske eventyr i Spanien er uløseligt knyttet til en jødisk blomstringstid. “The Golden age of Jewish culture in Spain, also known as the Golden Age of Arab Rule in Spain”, hedder det ligefrem i Wikipedia. Var det i virkeligheden 250 års jødisk succeshistorie, der blev initieret ved den islamiske invasion?

[...] Står Europa over for en ny, spansk inkvisition?

Helt i samme ånd skriver Bent Melchior sammen med sin medforfatter:

[...] Man behøver ikke tage længere væk end til Cordoba i Spanien for at se, hvad den storslåede maurisk-arabiske civilisation udrettede i sine velmagtsdage. Fælles arv, gensidig beundring og fælles værdier hjalp jøder til at integrere sig positivt i den muslimske kultur, meget hurtigere og mere vidtgående end det var muligt i det hedenske Grækenland eller det kristne Europa. I tiden, hvor der herskede åbenhed og oplysning i de muslimske regimer, bidrog jøderne i ikke ubetydelig grad til at styrke og udvikle den muslimske kultur.

Nu har man altså opgivet samarbejdet med den græsk-kristne kultur. Ikke underligt, eftersom den er under afvikling og ikke kan finde ud af at forsvare hverken sig selv eller sine venner. Melchior vil igen i gang med at styrke og udvikle den muslimske kultur i Europa og i Danmark, ligesom dengang, i Andalusien. Læs Ulla Nørtoft Thomsen for at forstå, hvad det indebærer.

Vi på den græsk-kristne fløj siger tak til Bent Melchior for mange års godt samarbejde. Vi er kede af, at vi har svigtet hans tillid, så han ser sig nødsaget til at søge samarbejde til anden side. Og skal vi så ikke tage os lidt sammen og prøve at vinde tilliden tilbage inden det er for sent.

Posted 18 marts 2008 † LTN § Multikultur ‡ Kommentarer (0) °

Domstolenes fortolkning af racismeparagraffen

Straffelovens paragraf 266 b forbyder forhånelse af grupper af personer ”på grund af” deres ”race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering”. Efter paragraffens ordlyd er det ligegyldigt, hvilke grupper, der forhånes. Paragraffen gælder alle grupper. Alle er lige for loven. Det, der er forbudt, er ikke at håne bestemte grupper, men at håne grupper på grund af medlemmernes race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering. Man må gerne håne dem af andre grunde.

Sådan siger loven. Men et er, hvad loven siger, et andet er, hvordan domstolene dømmer. Domstolene mener, at der er visse priviligerede grupper, som det er forbudt at håne, uanset hvad grunden til forhånelsen er, eller hvad den går ud på.

Dette illustreres af en sag om forhånelse af fremmedarbejdere, hvor der blev afsagt dom først i byretten og så i landsretten: Sagsnummer U.1980.465Ø. Resume og uddrag af dommene kan læses på Mediejura.

Den tiltalte havde skrevet i et læserbrev, at fremmedarbejdere ødelægger vore unge ved salg af narkotika. Han eller hun havde også skrevet noget om, at fremmedarbejdere misbruger vores sociale system.

Tårnby ret sagde i sin dom af 25. juli 1979:

Udtrykket fremmedarbejder betegner efter den almindelige opfattelse en her i landet bosat person af sydeuropæisk, asiatisk eller afrikansk oprindelse, herunder særlig eksempelvis jugoslaver, tyrkere og pakistanere. Herefter findes det i anklagen citerede udsagn [...] at indeholde en forhånelse og nedværdigelse af en gruppe personer på grund af deres nationale eller etniske oprindelse.

Tiltalte findes derfor at have overtrådt straffelovens § 266 b. Straffen fastsættes til 10 dagbøder af 200 kr.

Retten mente altså, at fremmedarbejderne blev nedværdiget ”på grund af” deres nationale eller etniske oprindelse. En mere nærliggende tolkning er, at de blev nedværdiget på grund af deres påståede handlinger, nemlig narkohandel og misbrug af det sociale system. Det var jo disse påståede handlinger, de forhånende udtalelser handlede om. At håne dem på grund af deres påståede handlinger er ikke forbudt efter lovens ordlyd.

Men som sagt, retten fandt, at fremmedarbejderne blev hånet ”på grund af” deres nationale eller etniske oprindelse. Det støttede den udelukkende på sin definition af en fremmedarbejder – en fremmedarbejder var en person, der (1) boede i Danmark, og (2) var af sydeuropæisk, asiatisk eller afrikansk oprindelse. Tankegangen var altså, at fordi et af de kriterier, der identificerede medlemmerne af den forhånede gruppe, var deres geografiske oprindelse, skete forhånelsen ”på grund af” national eller etnisk oprindelse.

Retten fortolkede loven sådan, at udtalelsernes lovlighed eller ulovlighed ikke er et spørgsmål om, hvad gruppen hånes for, eller hvad bevæggrunden er, men om, hvem gruppens medlemmer er. Hvis medlemskab af en gruppe har noget at gøre med national eller etnisk oprindelse, så er det forbudt at håne den, uanset hvad man håner den for eller hvad ens bevæggrund er.

Det synes at medføre, at en hvilkensomhelst forhånelse af fremmedarbejderne ville have været strafbar.

Mere generelt synes det at medføre, at hvis en gruppe er defineret ved, at dens medlemmer opfylder en række kriterier, og hvis mindst et af kriterierne handler om race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering, så det forbudt at forhåne gruppen.

Dommen fra Tårnby ret blev anket til Landsretten.

Østre Landsret sagde i sin dom af 7. januar 1980:

Det af tiltalte i det omhandlede læserbrev fremsatte udsagn om, at fremmedarbejderne ødelægger vore unge ved salg af narkotika for egen vinding, findes at indeholde en generel beskyldning for et i almindeligt omdømme så groft dadelværdigt forhold, at udsagnet må anses for en efter straffelovens § 266 b strafbar forhånelse. Herefter, og af de i dommen i øvrigt anførte grunde, vil denne for så vidt angår denne del af tiltalen være at stadfæste, medens tiltalte vil være at frifinde med hensyn til udtalelsen om misbrug af vort socialsystem.

Den idømte bøde findes passende.

Retten anså altså salg af narkotika for at være et ”i almindeligt omdømme groft dadelværdigt” forhold, mens det samme tilsyneladende ikke gjaldt misbrug af det sociale system. Det kan man smile ad, men det illustrerer, at dommernes personlige holdninger spiller en stor rolle for, hvad der er forbudt at sige, og hvad der ikke er. Det er ikke godt for retssikkerheden.

Derudover bemærker man vendingen ”generel beskyldning”. Der står intet i loven om, at generelle eller generaliserende beskyldninger er forbudte. Det, der gør en forhånelse strafbar, er ikke om den er generel eller generaliserende, men om den fremsættes på grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering.

Det Østre Landsret mente med ”generel” var nok, at beskyldningen omfattede alle fremmedarbejdere, og at det efter dens fortolkning af paragraffen er forbudt at håne gruppen bestående af alle fremmedarbejdere. Man kan måske også slutte modsætningsvis, at hvis beskyldningen ikke havde været ”generel”, altså hvis den ikke havde omfattet alle fremmedarbejdere, men kun nogle af dem, så ville den have været tilladt.

Men det kan alligevel ikke passe. For gruppen af fremmedarbejdere er allerede indskrænket i forhold til gruppen af mennesker af sydeuropæisk, asiatisk eller afrikansk oprindelse. Set i forhold til denne større gruppe er beskyldningen om narkohandel ikke generel eller generaliserende, fordi den kun rettes mod dem, der bor i Danmark.

Påstanden om, at alle fremmedarbejdere var narkohandlere eller misbrugte det sociale system, var selvfølgelig urigtig og uretfærdig. Det var uretfærdigt at lade beskyldningen omfatte alle fremmedarbejdere. Nogle af fremmedarbejderne var hverken narkohandlere eller social-misbrugere, men de blev alligevel omfattet af beskyldningen, alene på grund af deres nationale eller etniske oprindelse, kombineret med deres danske bopæl.

Det er nok sådan noget, der ligger bag domstolenes tankegang. Det har bare ikke noget med loven at gøre.

Posted 09 marts 2008 † LTN § Ytringsfrihed ‡ Kommentarer (0) °